Anmeldelse: Hjem Til Fodbold
Kærligheden til britisk (fodbold)kultur er overvældende i Thomas Gravgaards nyeste bog. Hvis du ikke får lyst til at tage første og bedste fly over Nordsøen efter at have læst den, har du ingen sjæl.
Knap tre år efter debutromanen 'Vi Er Våbenbrødre' er Thomas Gravgaard tilbage i forfatterrollen. Og hvor forgængeren handlede om fodbold i hele Europa - dog mest Danmark og Spanien - handler 'Hjem Til Fodbold' om Storbrittanien og den fodboldkultur, der hører sig hjemme derovre.
Gravgaard får på smukkeste vis beskrevet sine visit i det britiske over de seneste 25 år med en sådan sans for detaljen, at jeg undervejs i læsningen bliver sur på mig selv for ikke at kunne genkalde minder i samme grad. Ligesom i første bog bliver minderne bundet sammen med livet hjemme i Danmark, hvor kampen for at finde sin plads i tilværelsen fylder. Fra første kapitel, hvor en teenager med grimt hår og grimt hår tager en metro i Londons undergrund for første gang alene, til sidste, hvor en garvet fodboldjournalist og familiefar tager en god ven med på tur for at hjælpe ham ovenpå personlige problemer.
Jeg elsker, hvordan der bliver draget paralleller mellem oplevelserne i udlandet og livet i hjemlandet. Hvordan kapitel 6, 'Pint-terapi', giver mig et indblik i mænds måde at tale følelser over en bajer - og hvordan det alligevel ender med at handle om fodbold på en eller anden finurlig måde.
For selvom denne her bog handler om fodbold, så handler den, ligesom forrige, om så meget andet. Den handler om at blive og være menneske. At blive og være en mand. Om kærlighed til klubber, koner og bajere - og om kærligheden til bajerne er for stor? Om venskaber mænd imellem, hvor følelser som oftest er usagte, men man altid har hinandens ryg.
Men det gode er, at hvis det slet ikke interesserer dig, så er der også så meget fodboldhistorie og gode røverhistorier fra det britiske natteliv. Som én, der selv har taget enkelte ture over for at nyde den britiske fodboldkultur i både højere og lavere rækker, må jeg give Gravgaard helt og adeles ret:
Storbrittaniens hjerte banker for fodbolden på en helt unik og elskelig måde, som man bliver afhængig af at besøge.
'Hjem til Fodbold' får de varmeste anbefalinger herfra.
Du kan læse anmeldelsen af Vi er våbenbrødre her.
"'Hjem til fodbold" er udgivet af People'sPress og udkom den 18. januar 2017.
Her er et fuldt overblik over vores kalendere på Sofabold.







































































