Sofabold.dk

Hvorfor skal håndbolden være en grå og trist taktisk ørkenvandring. Det er gråt med små nuance forskelle. Når bølgerne går højt tager man målvogteren ud til fordel for en ekstra markspiller eller der laves en mandsopdækning. Særligt i herrehåndbolden er det småt med de taktiske nytænkninger. Det handler om duelspil, hvor man forsøger at matche spillerne, så ens egne vil vinde de fleste dueller. Det er præmisserne i de fleste kampe. Men hvorfor ikke forsøge at ændre præmisserne i kampe, hvor resultatet ellers vil være forudsigeligt?

Bedste eksempel er DM finalerne mellem Skjern og KIF Kolding København (KIF KK). Kampene blev spillet på KIF KKs præmisser. To 6-0 forsvar og angrebsspil, der skulle udfordre 4’er blokken i forsvarene. Dvs. presspil der gik fra backs mod midten. Under disse præmisser vil KIF KK altid vinde.

Hvorfor forsøger undertippede hold ikke, at ændre præmisserne for kamp forløbet. Sporten har udviklet sig enormt de seneste 15 år. Men taktisk er det gået tilbage, siden Jackson Richardson som en enlig ulv jagtede modstanderne i Frankrigs offensive 5-1 forsvar ved VM i Sverige i 1993. Forsvaret var et modsvar på den svensk/russiske dominans med store bagspillere og 6-0 forsvar med stødende 3’ere. Frankrig fik sølv ved den lejlighed, men forandrede spillets præmisser og banede vejen for det moderne håndbold spil. Når der virkelig tænkes ud af boksen, skiftes en målvogter med en hjælpeløs markspiller, man vælger at lave “hurtig midte” eller man går op i en personlig opdækning. Tiltag oftest smides ind i kampen som en anden lotto kupon: de afledte effekter overvejes ikke men man håber at det vil have en afgørende indflydelse. Det har fra tid til anden en positiv effekt, men oftest har det ingen eller direkte negativ effekt.

Jeg savner der tænkes ud af boksen. F.eks. alle spillets 4 faser (forsvar, kontra, angreb og returløb) udnyttes. I dag har alle travlt med at løbe retur og lukke for modstandernes kontra. Hvis modstanderne tager sig ekstra tid til at etablere et angreb, accepteres dette ved at man stiller sig på egen 6 meter linje og venter. Hvorfor bruges fløjspillerne i returløbsfasen ikke til, at forsøge at erobre bolden i stedet for “blot”, at forsøge at afværge en kontra scoring af modstanderne? Man kan ikke gøre det i 60 min. i hver eneste kamp, da modstanderne gradvist vil indstille sig på det, men det vil kunne bruges i perioder af kampene eller i enkelte hele kampe.

Vi træner vores ungdomsspillere i duelspil og vurderingsspil. Men vi fejler, når vi skal udstyre dem med redskaberne til at udnytte potentialet i disse evner, da vi falder tilbage til de almindelig spilkoncepter og idéer som vi selv er blevet trænet i. Vi optimerer spillerne fysisk og teknisk. Men taktisk trænes spillerne ud fra samme principper, som når vi skal lære nye sprog. Når vi skal lære et nyt sprog starter vi med den mest almindelige og nødvendige ord (mad, drikke osv.). På samme måde træner vi taktik. Hovedvægten i træningen lægges på variationer af 6-0 forsvar og modtræk hertil.

Men hvad sker der, når spillerne pludselig står overfor et 3-3 forsvar? så lader vi vores fløje løbe overgange, præcis som modstanderne gerne vil have. Hvad skal en fløjspiller gøre ved et midterforsvar? Hvorfor skal spillet klumpes sammen om midten? Var det ikke bedre at prøve en anden kombinationer eller i det mindste lade en fysisk stærk spiller løbe overgangen?

Kom nu ud af busken og træn de unge spillere i simple situationer som 3 mod 2 og 2 mod 1  og hvordan man skaber disse. Gerne inden der overhovedet tænker på løbebaner.