En forfalsket investering
Overskriften er lidt cachy. Og alligevel så fængende! Denne uges store fodboldmæssige historie er desværre indtruffet uden for banen. Vi skal selvfølgelig vende Christopher Poulsens investering i vindmølleprojektet – sammen med andre pensionerede og aktive fodboldspillere. Jeg forsøger også at give en forklaring på, hvorfor fodboldspillere er mere tilbøjelige, til at foretage sådanne investeringer.
Først et lille brush-up:
Christopher Poulsen blev først på ugen fyret som professionel fodboldspiller i Silkeborg IF. Det gjorde han grundet en forfalsket underskrift i forbindelse med en låntagning på 100.000 Euro (godt 750.000 DKK) i sin bank. Han forfalskede klubdirektør Kent Madsens og økonomidirektør Claus Christensens underskrifter. Banken ringede direkte til Silkeborg IF, da man syntes underskrifterne og navnene, der var påtegnet låntagningsbeviset, var anderledes fra det man ellers havde set fra Christopher Poulsen.
Resten er vel kendt for de fleste.
Man hører tit klicheen om, at målmænd er lavet af noget særligt i forhold til andre fodboldspillere. Det samme kan siges om fodboldspillere generelt i forhold til almindelige professioner og samfundsgrupper. Hvorfor det?
Fodboldspillere (især i dag!) slår aldersmæssigt tidligt igennem, tjener fornuftige penge på kort tid (oftest med præstationsbetingede bonusser), og som ung fodboldspiller ved man godt, at ens venner ikke når én til sokkeholderne. Fodboldspillere – unge som gamle – er fint klar over, at de er noget særligt. Men det er knapt så mange der tør sige dette offentligt!
Jævnfør generel økonomisk teori, siges det at "mere vil ha' mere". Det gælder også for fodboldspillere: når man først er kommet til hurtige penge, vil man gerne have lidt mere.
Som fodboldspiller på fuld tid, går man op og ned af andre fuldtidsprofessionelle fodboldspillere. Andre, af samme karakter, som godt ved de er noget særligt og tjener hurtige penge.
Spørger en holdkammerat, eller en tidligere fodboldspiller, om man så liiiige vil lægge en slat penge på f.eks. en vindmølle; så gør man da lige det.
Så skal foreningen (eller selve investeringen og dermed virksomheden) have noget mere kapital, så skal der liiiige sendes lidt flere penge deres vej... Og til sidst: så skal der sendes 750.000 danske kroner. Står man ikke med pengene i hånden, så skal der lånes i banken. Der skal tegnes et lånebevis, og her skal man enten stille en garanti for pengene inden for en overskuelig tidsramme, eller forfalske underskrifter. Groft sagt.
Det vanvittige i denne sag er ikke den forfalskede underskrift. Jo, det er det også. Men det er især alarmerende at nuværende, og især tidligere, fodboldspillere anbefaler sådanne investeringer og investeringsforeninger til andre aktive fodboldspillere. Det er en bjørnetjeneste af de helt store! Og virkelig uetisk. Hvorfor det?
Jo, det er professionel fodbolds skyld!
Kigger vi over på den anden side af åen nemlig til håndboldsporten, ser vi, at de 'professionelle' håndboldspillere bliver nødt til at tage en uddannelse, for at få hverdagsøkonien til at hænge sammen. Hvad mener jeg med dette? At håndboldspillere er bedre uddannet end fodboldspillere. Og dette er også en faktor, i dette spil.
Jeg er 100 % sikker på, at en professionel fodboldspiller, som var uddannet f.eks. cand.polit eller cand.oecon, ikke havde lagt en eneste krone i de vindmøller. De havde i stedet råbt kraft op og havde advaret folk i stedet!
Kigger vi på spillere som William Kvist, der jo har en uddannelse fra CBS (ikke et prangende uddannelsessted, men stadig en uddannelse), er jeg sikker på, at han aldrig havde foretaget sådan en investering. Ellers skulle skolepengene i den grad betales tilbage!
Når alt kommer til alt, har denne sag, forhåbenligt, sat fokus på sportsfolks, og især fodboldspilleres, uheldige og hurtige investeringer – så sker det forhåbenligt ikke for andre, at man som familiefar med kone og børn, skal havne i sådan en situation!
Her er et fuldt overblik over vores kalendere på Sofabold.



Del på Facebook
Del på Twitter






































































