Michael Laudrup og trænerjobbet

Han er ubetinget danmarkshistoriens største fodboldprofil, og det vil han med højeste sandsynlighed også være i mange generationer endnu. Michael Laudrup har opnået noget kun de færreste nogensinde drømmer om, ikke kun i Danmark, men i hele Europa. Det er de færreste, der har kunnet tage den tur, som netop han har taget - især inden for de seneste 8-10 år, hvor fodboldverdenen ikke altid har været lige hengivende over for ham.

52-årige Michael Laudrup har i årene efter han skabte et af nyere histories bedste Brøndby-mandskaber ikke haft uanede mængder af held i trænersprøjten. Turen har gået fobi Getafe, Spartak Moskva, Mallorca, Swansea, Lekhwiya og i midtugen oplyste en anden qatariansk klub på deres medieplatforme, at "Mister" var ny træner i Al Rayyan, som vandt mesterskabet sidste sæson.  Sidstnævnte viste sig at være end and…

I går var der et større interview i Tipsbladet, hvor Laudrup netop snakker om trænerjobbet og hans syn på et eventuelt nyt trænereventyr. Han afviser kategorisk at blive træner i en Superligaklub nogensinde igen, ligesom han også afviser at blive træner i en mindre klub i en af de større ligaer - det har han jo prøvet, som han siger.

Man kan sige meget om hans spillerkarriere, men omvendt kan der snart siges lige så lidt om hans trænerkarriere - i hvert fald de seneste mange klubber. Men hvorfor skal man overhovedet lave netop den sammenligning? Bare fordi man er/var en af historiens bedste fodboldspillere, er det ikke sikkert, han bliver en verdensklassetræner. De to ting er højst sandsynligt ukorrelerede i en sådan grad, at mange ikke fatter det. Michael Laudrup er måske historiens bedste eksempel på netop dette.

 Skulle Michael Laudrup aldrig være blevet træner - ville det have sikret og reddet hans renommé?  Det ved jeg helt ærligt ikke. På den ene side er svaret et klart "ja", da han på den måde ville have undgået al den omtale om hans manglende trænerjobs og hans "arbejdsløshed". På den anden side "nej", da han også blot viser netop min pointe fra før: at bare fordi man er en klassefodboldspiller, bliver man ikke nødvendigvis en god fodboldtræner.

Michael Laudrup nævner selv i interviewet med Tipsbladet, at han "ind i mellem savner trænerrollen", men han tvivler selv på, om han savner den nok. Jeg kunne godt forestille mig, at vi var i sidstnævnte tilfælde. Jeg må helt personligt indrømme, at jeg godt ville se, hvordan han kunne gøre det med Danmarks A-landshold en dag. På den ene side for at fuldende historien om ham selv: at han var den bedste spiller på det danske landshold nogensinde, og nu måske kan gøre A-landsholdet bedre end nogensinde. På den anden side også fordi, jeg tror, at arbejdsmængden og intensiteten ville passe ham perfekt. Der er ikke den daglige trummerum omkring hverken ham eller hans hold, men også fordi der alligevel er tryk på kedlerne en gang i mellem. Omvendt måtte det gerne være om en fire års tid eller sådan - lige i øjeblikket har vi en fremragende landstræner.

Så længe man laver TV for en af de største sportskanaler i Danmark (og i Europa, hvis man tager moderselskabet med), så skal man nok ikke regne med at blive ringet op af DBU. Det nægter jeg simpelthen at tro. Man ville aldrig ansætte en landstræner, der har været ude af gamet i så lang tid - omvendt, hvis ikke den ene gang netop skulle være Michael Laudrup, så ved jeg det ikke. Jeg mener blot, at hvis Mister gerne vil have landstrænerjobbet, skal han nok holde sig varm (og inde i gamet) på en anden måde, end at kommentere en fodboldkamp i ny og næ. Det er så vidt vides ikke engang på særlig fast basis, han passer dét job.

Michael Laudrup minder for mig om en mand, der virkelig ikke vil tilbage til noget, han har prøvet før. Han virker om muligt lidt rastløs. Det kan både være godt og skidt - men er han er omvendt manden, der bare kan gå på pension nu og leve i fred og idyl resten af sit liv? Det tvivler jeg faktisk oprigtigt på. Jeg tror faktisk, der er noget i ham, der stadig gerne vil ud. Noget fodboldmæssigt. Jeg tror, inderst inde, han  brænder for at præstere - også i fodboldens verden. Han skulle i så fald være den første verdensstjerne, der er så eksponeret i sin karriere, og så efter endt turnus ikke viser sig i medierne og i offentligheden i de næste 30-40 år… 

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️