Football Leaks: Fodbold, et paradis for korruption

I mandagens udgave af mit yndlingsradioprogram, Fodbold FM på Radio24syv, hørte jeg for første gang om fænomenet Football Leaks. Jeg tillader mig at kalde det et fænomen, da det har potentiale til at blive en stor kanon inden for fodbolddebatten og kan være med til at kaste de meget brogede aftaler frem i et klarere lys, som befinder sig i fodboldverdenen.

En hurtig Google-søgning på “Football Leaks” afslører en masse interessante ting. Det kan være deciderede dokumenter eller aftaler mellem forskellige parter (både på deres eget site footballleaks2015.wordpress.com eller fra Googles henvisninger).

Det var som skrevet i mandags, jeg hørte om Football Leaks første gang. Mere eller mindre tilfældigt sidder jeg og researcher lidt på det om tirsdagen og netop denne tirsdag kl. 11.41 bringer den tyske gigantavis “Der Spiegel” (“Spejlet”) en meget, meget interessant artikel med netop én fra Football Leaks. Det er mere et online-interview, som Der Spiegel bringer, end det er en decideret artikel.

Football Leaks har skabt globale overskrifter for dem selv, da de påstår at have kopier af de dokumenter, der viser Gareth Bales aftale med Real Madrid. Selv hævder organisationen at de har endnu flere og endnu vildere dokumenter klar til publicering. Om dette holder stik, må kun tiden vise. Men går man ind på deres site (se link ovenfor), kan man se at de dagligt lægger flere artikler/indlæg op som henviser til aftaler og kontrakter mellem parterne i fodboldverdenen. Nogle mere kendt end andre, men det er vel i bund og grund ikke kendisfaktoren, det handler om.

Nej, det er nemlig de lyssky aftaler, der findes i fodboldverdenen, som organisationen vil sætte fokus på og have frem i lyset.

Dette nævner netop talsmanden fra Football Leaks i det meget interessante interview med Der Spiegel. Selv hævder organisationen, at de har dokumenter for mere end 500 gigabytes, og de får stadig nye dokumenter ind løbende.

Football Leaks meddeler, på baggrund af alle de mange dokumenter, at fodboldindustrien “mangler hjælp” til at få sådanne lyssky aftaler frem i lyset.

Football Leaks er lokaliseret i Portugal og arbejder fuldstændig egenhændigt. De er ikke nedsat af nogle andre og er ikke styret af eksterne interessenter (endnu…). Football Leaks modtager og publicerer ikke blot dokumenter. De læser dem alle, analyserer dem og kommer med deres egne bud på, hvor essensen ligger i hver kontrakt eller i et sammenfald af kontrakter.

De nævner i interviewet, at målgruppen for sådan et tiltag er fodboldfansne selv. Og dét kan jeg faktisk kun være enig i. De nævner, at de hjælper fodboldfans til at forstå den sport, de bruger så mange timer på.

Football Leaks nævner det store tabu i fodboldverdenen: klausuler, agenthonorarer, kontrakter og aftaler. Alt sammen noget, som de færreste journalister og medier skriver ret meget om.

De bringer sådanne elementer frem i lyset for at skabe debat omkring disse emner.

De nævner, hvilket jeg kun kan være enig i, at en industri, der mangler sådan en form for åbenhed og debat om ansættelsesaftaler, og deres tilvejebringelse, er et paradis for korruption. (Hvem sagde FIFA-skandale???).

Football Leaks er ikke selv bange for at skabe unødig debat om en enkelt spiller, hvis kontrakt de potentielt kan ligge frem til hele verden. F.eks. hvis en mellemstor spiller kommer på kontrakt i en engelsk Premier-league-klub, og underpræsterer voldsomt; hvordan vil fansne tage sig ud, hvis Football Leaks publicerer denne spillers million-milliard-kontrakt med astronomiske klausulbeløb til følge?

Selv siger Football Leaks, at de ikke er bange for lobbyister og andre bagmænd til fodboldklubber, forbund eller fodboldspillere, men omvendt skal man ikke undervurdere betydningen af selvsamme skikkelser i fodboldverdenen. Selv nævner de, at skulle det komme til et juridisk slagsmål med fodboldbagmændende i klubber, agentfirmaer m.m. ville det aldrig blive en fair retssag, grundet alle deres potentielle fjender i fodboldlobbyismen.

Faktisk er deres hjemmeside (se link ovenfor) allerede blevet forsøgt angrebet af udefrakommende, der ønsker dem ondt. Derudover er deres servere og deres udbydere af websitet også blevet truet gentagende gange.

Deres russiske udbydere har faktisk lukket deres servere en overgang fordi udbyderen blev presset af deres bagmænd - altså ville nogle censurere i Football Leaks’ udbredelse af dokumenterne.

Football Leaks’ ultimative målsætning er at skabe mere åbenhed og gennemskuelighed i transfersystemet i fodboldens verden. Faktisk vil de gerne have en fuldtud offentlig database med alle spilleres transfers, klausuler, oplysninger om tilhørsforhold og tredjepartsejerskaber m.m.

Selv siger de, at de bliver ved, indtil de ikke har flere dokumenter tilbage at publicere…

Sidstnævnte tror jeg er meget, meget ambitiøst. Jeg er ikke sikker på, ret mange klubber vil gå med til en fuldtud offentlig database med alle oplysninger på deres spillere. En stor del af forhandlingsgrundlaget i fodboldens verden i dag er baseret på netop denne uvidenhed - og forsvinder denne, er der fri leg…

Jeg glæder mig utroligt meget til at se, hvad denne organisation har at byde på. Hvor langt tid fortsætter den, får de overhovedet påvirket debatten eller får de endda påvirket transfersystemerne i moderne fodbold? Bliver de lukket ned af store organisationer eller fodboldforbund, eller bliver de bare en døgnflue i mediebilledet? Jeg er meget, meget spændt på, hvad denne lille blog, som det egentligt er, har at byde på - både på kort og på langt sigt.

Tak til Fodbold FM, Radio24Syv, for inspirationen til dette indlæg. Hele Der Spiegels interview kan læses her: http://www.spiegel.de/international/europe/interview-with-football-leaks-about-corruption-in-football-a-1076192.html.

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️