Superligatransfervinduet 2015/2016

Det er den tid på året igen, hvor klubberne i Danmarks bedste fodboldrækker kan registrere spillere til deres hold. Ja, det hedder det faktisk: “registreringsperiode”, som det beskrives i FIFAs Regulations on the status and the transfer of Player. Det er også dét vi andre kalder transfervindue.

Jeg kan nærmest slet ikke følge med i antallet af transfers i dette transfervindue. Det var i hvert fald min følelse, da jeg sad og skimmede netnyheder fra diverse sportssites den anden dag. Derfor satte jeg mig for, at jeg ville undersøge om der faktisk var mere gang i dette transfervindue (målt på antallet af spillerregistreringer) sammenlignet med sidste års transfervindue i samme periode.

Denne spillerregistreringsperiode, eller transfervindue, løber fra den 5. januar til den 31. januar. Om det danske transfervindue er forlænget til mandag den 1. Februar, er jeg faktisk ikke klar over. Der er i hvert fald lovhjemmel i FIFAs regulativer, hvis parterne ansøger om dette, inden transfervinduet starter.

Via diverse internettjenester, kan man gå tilbage i tid og se, hvorledes en given internetadresse så ud på dét tidspunkt. Jeg brugte én af disse tjenester til at se på, hvorledes bold.dk/transfers så ud efter vintertransfervinduet 2014/2015 (torsdag den 12. Februar 2016) og hvorledes dette ser ud i dag (lørdag den 30. Januar 2016).

Og ja, der er mulighed for at den samme spiller optræder to gange i samme års statistik. Hvis en dansk klub sælger til en anden dansk klub, vil denne spiller både medregnes i kolonnen “spillere ind” og “spillere ud”, mod hvis en dansk klub sælger/henter en spiller til/fra en udenlandsk klub, vil spilleren kun tælle med én gang. Dette er jeg klar over, når jeg konkluderer på dette indlæg!

Da jeg tænkte over spørsgsmålet her den anden dag, tænkte jeg at stigningen i antallet af transfers ville være enormt stor. Det viste sig ikke at være tilfældet. Faktisk er antallet af transfers, når man opgør det på denne måde, kun steget med 3,85% i forhold til vintertransfervinduet 2014/2015. Det er marginalt, må man sige!

Hvem har så egentligt handlet mest i forhold til sidste år?

Jeg tror Hobro har skullet ud og forstærke holdet her på kort sigt for at se, om man kan klare sig endnu et år i Superligaen. Lige nu ser det ikke for godt ud i tabellen, men en lang række handler kan måske gøre forskellen. I hvert fald har Hobro handlet klart mest, i forhold til hvad de handlede sidste år. Brøndby er også godt med på den front!

Omvendt er FC København ikke så aktive, som sidste år, men dog er det stadig blevet til en del handler i dette vindue. Generelt er FC København også meget aktive i transfervinduerne.

Dog overrasker det mig en del at se, at Esbjerg er et af de mest aktive hold, når det kommer til transfers. Både i sidste års transfervindue, og i år, har de været særdeles aktive - på “niveau” med FC Midtjylland og FC København.

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️