Fodboldåret 2015 - Et tilbageblik

Nytårstid er lig med tilbageblik. Det er for de fleste vedkommende en ambivalent tid, tiden mellem jul og nytår. Man glædes over julen og lige pludseligt er året forbi. Fodboldåret 2015 er også forbi, og jeg vil benytte lejligheden i ugens blogindlæg til at tage et kig på de største fodboldbegivenheder i 2015 og tage et lille kig mod det sindssygt interessante fodboldår 2016! 

Jeg vil blot kaste mig direkte ud i det største fodboldhøjdepunkt for mig i 2015. Det var ikke just et klassisk “højdepunkt”, men kampene imellem Danmark og Sverige om en af de sidste EM-billetter var for mig et af de sidste mange års mest interessante fodboldlandskampe, hvorfor disse er selvskrevet til et skriv som dette.
Som bekendt gik det ikke helt som de fleste havde håbet på, men det gjorde det til gengæld for U/21-landsholdet, da de for første gang i mange år. Med semifinalepladsen ved U/21-EM i tjekkiet i år, har U/21-landsholdet kvalificeret sig til OL-slutrunden i Rio i 2016. Mere om dette senere. Svenskerne gik som bekendt hen og vandt semifinalekampen 4-1, og senere vandt svenskerne også slutrunden. 
Selve slutrunden var for mig et af fodboldårets helt store højdepunkter. Masser af talenter render rundt under radaren, og er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se mange af dem på de højeste niveauer i fremtiden. 

Derudover var 2015 jo også året, hvor Morten Olsen sagde “farvel” sådan reelt set. Morten Olsens farvel blev til et goddag til norske Åge Hareide. Ham forventer jeg mig faktisk ret meget af, til trods for at mange ser ham som en midlertidig løsning indtil en anden, og i nogens øjne, mere interessant kandidat kan tage over. 

Derudover skal FC Midtjyllands første danske mesterskab selvfølgelig også nævnes. Et flot mesterskab kronet med en række rigtig gode, og meget tiltrængte, sejre i Europa League - og hvor er det dog skønt at se et dansk klubhold præstere bare lidt i Europa!!! 
Nu bliver det til gengæld rigtig spændende at se, hvordan de kan holde/ikke kan holde på deres spillere i de kommende ugers transfervindue. 
Og endnu mere spændende bliver det, hvor stort nederlaget til Manchester United bliver, når de mødes i slutspilskampene i Europa League til februar. 

I Superligaens fodboldår 2015 må, og skal, også nævnes alle de trænerudskiftninger, der har været. Næsten alle holdene har skiftet deres cheftræner ud inden for de sidste 12 måneder. Det er relativt utroligt, at disse udskiftninger er faldet oven i hinanden. 

I det store fodboldeuropa skal FC Barcelonas 5. Champions League-titel også nævnes. I finalen vandt man 3-1 over Juventus og generelt har den catalanske klub været meget suveræne i dette kalenderår. Især angrebstrioen Messi, Neymar og Luiz Suarez har været uovervindelige i især sidste halvdel af 2015. Jeg kan nærmest ikke huske at have set en stærkere angrebstrio. 

2016 bliver for mig et af de mere spændende fodboldår. Udover et decideret konge-sportsår med OL i Rio, har vi også et Europamesterskab i fodbold at se frem til. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til denne slutrunde. Selvom jeg har et fuldtidsarbejde, kommer jeg ikke til at have mange overarbejdstimer i den måned fra midt juni til midt juli! Ligesom ved VM-slutrunden i 2014, kommer jeg givetvis til at se hvert enkelt minut af alle kampe - også når Rumænien møder Schweiz eller når Albanien møder Slovakiet. Fodboldslutrunder er for mig noget af det aller-ypperste, man som fodboldmand kan opleve. Både på stadion og foran TV’et eller til sociale arrangementer! 
Jeg glæder mig til at se, hvorledes de små hold kan drille de store, hvordan Belgien klarer sig på den helt store scene. Derudover bliver det spændende at se, hvordan de store hold som Tyskland, Spanien og hjemmebanefavoritten Frankrig klarer sig. 

Og så, mine Damer og Herrer! DANMARK SKAL TIL OL I FODBOLD! Jeg har aldrig selv syntes, at fodboldturneringen var noget værd ved et OL, men lige præcis i år, når OL kommer til fodboldens eget land, er jeg af en anden forfatning. Jeg synes faktisk det er sindssygt stort, at et dansk (ungdoms-)landshold skal til en OL-turnering. Selvom det er et helt andet format end ved eksempelvis en EM eller VM-slutrunde for A-landshold, så kan OL-turneringen give de unge drenge en kæmpe portion erfaring, som de kan tage med sig til eksempelvis VM 2018 i Rusland - det er mange af de samme spillere, fra årgang ‘94, der skal tegne A-landsholdet på dét tidspunkt. Så skal vi selvfølgelig bare lige kvalificere os først. 

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til det nye fodboldår, 2016. Ny Superliga-struktur, Champions League, Europamesterskab, OL-turnering… Det kan næsten kun blive for godt! 

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️