FIFA-korthuset ryster for alvor

Nu ramler korthuset for alvor. Fredag indledte de schweiziske myndigheder en anklageproces imod nuværende FIFA-præsident, Sepp Blatter. Netop Blatter stopper som bekendt i jobbet som FIFA-præsident, når den ekstraordinære kongres afholdes i februar 2016.

Men han nåede, desværre for ham selv, ikke ud af butikken i tide.

De schweiziske myndigheder har anklaget Blatter for en række forhold. Her i blandt er der korruptionsanklager, mistænkelige pengestrømme og ”at have handlet illoyalt i mod FIFAs interesser”, som det hedder. Sidstnævnte er faktisk en relativt speget affære.

Et kontkret tilfælde af, at Blatter har handlet i mod FIFAs interesser, er i forhold til de pengestrømme, der er gået ud til andre medlemmer af FIFAs eksekutivkomite (blandt andre i 2005, hvor Jack Warner, daværende præsident for det caribiske fodboldforbund og i 2011, hvor UEFA-præsident Michel Platini modtog et gigabeløb – 3 måneder efter Qatar fik tildelt VM-værtsskabet i 2022). Derudover har Blatter forhandlet TV-aftaler, der direkte har været ugunstige for FIFAs eget TV-produktionsselskab, FIFA Marketing & TV AG. Dette dateres tilbage til 2005.

I alt 14 medlemmer, der blev anholdt af myndighederne i maj 2015, er blevet afhørt og datagrundlag fra disse og andre er indsamlet ligeså. Michel Platini, samt mange andre af de 14 anholdte, har indrømmet pengestrømme imellem toplederne i FIFA, og i sidste uge blev FIFAs generalsekratær, Jerome Valcke, sendt hjem på tvungen orlov. I går blev hans e-mailkorrespondance siden anholdelserne i maj udleveret til de schweiziske myndigheder.

Jerome Valcke, der altså er Blatters højre hånd i FIFA, er anklaget for blandt andet sortbørshandlen med VM-billetter. Jerome Valcke har tidligere offentligt meddelt, at han har i sinde at efterfølge Blatter som FIFA-præsident. Selv afviser Valcke alle beskyldninger, men det skulle angiveligt være FIFAs billetbureau, Match, der har afsløret uregelmæssighederne!

Match ejes i øvrigt delvist af Infront Sports & Media, der har en CEO (administrerende direktør), der hedder Phillip Blatter – hvis navnet lyder bekendt, så er det ikke et tilfælde. Han er Sepps nevø.

Sagen omkring Sepp Blatter, og FIFA i det hele taget, er blevet så absurd, at jeg snart ikke tror den længere. Det virker for mig som om, at den aldrig stopper og at anklagerne bliver mere og mere omfattende. Desværre virker det for mig også som om, at korruptionskanalerne går længere ud, end først antaget.

Og jeg tror ikke ét sekund på, at FIFA med et præsidentskifte er rent som en urørt jomfru i himmeriget! Jeg nægter simpelthen præmissen om, at uregelmæssighederne i FIFA går ud af døren sammen med Sepp Blatter, når han går af den 26. februar 2016. Korruptionsbeskyldningerne, og indikationerne herpå, er så omfattende, at jeg slet ikke tror FIFA bliver ”ren”, som den måske var førhen. Jeg tror det er tæt på at være for sent, og jeg tror, man skal finde en ny reguleringsløsning i FIFAs interne organer. Det går simpelthen ikke, at alle forbund (selv de helt små nationer, som teoretisk set er mere letpåvirkelige) har lige stor indflydelse.

FIFA holder i disse dage planlægningsmøder omkring den globale landskampskalender for periode 2018-2024. Heriblandt også VM-kalenderen for VM i Qatar i 2022. Her er det blevet bekræftet at det bliver en vinterturnering. Der bliver virkelig god fodbold til juleanden, i julen 2022. Åbningskampen bliver spillet 21. november og finalen spilles den 18. december – glædelig jul! 

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️