Blatter er fodboldens akilleshæl

I det seneste halve år, har jeg skrevet hyppigt om FIFAs 65. kongres, som startede i den forgangne uge og som kulminerede med organisationens præsidentvalg fredag den 29.
Udfaldet af valgte kender vi, og selve optakten til valget kender vi. Dette vil jeg kun berører kortvarigt, når det er relevant i denne blog.

Dét jeg i stedet synes er interessant er, hvad der kommer til at ske fremadrettet i Fodboldverdenen. FIFA er i en afgørende og meget, meget definerende tid i disse år. Og det er dét, der optager mig meget!

På trods af udfaldet af FIFA-præsidentvalgtet, er der mange, der virker overraskede. Det undrer mig en del. Man skal holde sig for øje, at alle medlemsstater er ligeværdige i stemmeafgivelse. En ø-stat i Caribien har lige så meget at sige, som USA, Tyskland eller Zambia… Og dét har helt sikkert været afgørende. Det har altid været velkendt, at Blatter har haft godt fat i de små stater, og så længe disse har lige så meget at sige som de store ”vestlige” stater, er det Joseph ’Sepp’ Blatter, der er FIFA-præsident.

Men hvad kommer genvalget af Blatter til at betyde for FIFA og for Fodboldverdenen i det hele taget? Ja, det er straks langt mere interessant!

Kort inden stemmeafgivelsen til FIFA-præsidentvalget i fredags, havde det engelske fodboldforbunds (FA) bestyrelsesmedlem, Greg Dyke, udtalt at hvis Blatter blev genvalgt, ville han ikke sidde på embedet i den ellers bestemte 5 årige periode. Han sagde yderligere, at han ville blive overrasket, hvis Blatter sad der om to år. Spændende tanker.

Hvad der er knapt så spændende er FAs anden idé. FA snakkede om, om man skulle danne en anden global fodboldorganisation udenom FIFA, således der var to af slagsen. Dette vil også medføre to forskellige Verdensmesterskaber i fodbold, ét for hvert forbund, hvilket vil blive ét stort moras og kun vil være med til at devaluere sporten og dens historiske, såvel som fremtidige, værdi.

Kunne man forestille sig, at man som fodboldklub skulle lade spillere tage på landsholdstjeneste i tide og utide, fordi der nu er to verdensforbund, der skal stilles spillere til rådighed for. Derudover kommer TV-aftaler og et hav af andre praktiske teknikaliteter, jeg slet ikke kan overskue konsekvenserne af.

At der har været korruption i FIFAs øverste organer og imellem organisationens beslutningstagere i det hele taget, er næppe noget der overrasker ret mange fodboldkendere. Derimod er det nye i dette aspekt, at det er kommet så meget til offentligt skue, som det er kommet den sidste uges tid. Det kuriøse ved dette er bare, at det er glemt om et par uger – måske endda om et par dage.

Jeg vil lægge alt på ét bræt og sige: korruptionen, og dens konsekvenser, er for fodbolden, hvad doping var/er for cykelsporten.

Der er utroligt mange paralleller: Det var en offentligt hemmelighed, at der var doping i cykelsporten – ligesom det er med korruption i FIFA; det devaluerer meget hurtigt tilliden, rænomeet og historikken ved sporten; det munder ud i faldende sponsorindtægter og profitabiliteten ved kamp-/seerindtægter falder i den grad også. Det var et spørgsmål om tid, før man opdagede korruptionen (og kunne bevise den) i fodboldens verden, ligesom det var med dopingen indenfor cykelsporten.

Jeg håber dog personligt, ligesom 98-99 % af resten af verdens fodboldinteresserede befolkning, at vi ikke når ud på dét overdrev, som cykelsporten gjorde.

De sidste 1-2 % er dem, der tjener stort på korruptionen og de er sandsynligvis pænt ligeglade med, hvad der sker med sporten – bare de tjener investeringerne hjem.

På kort sigt vil der selvfølgelig være en masse lobbyarbejde, især fra UEFA-medlemslandenes side, for at modarbejde Sepp Blatter og for at få ham til at gå af og kræve omvalg. Dette tror jeg slet ikke kommer til at ske. Jeg tror, som tidligerer DBU-Formand og nuværende dansk komitémedlem, Allan Hansen, sagde, at UEFA-landene samles til et stormøde omkring Champions League-finalen i næste weekend, og her aftaler man, hvad der skal ske på den lidt længere bane. Man er nødt til allerede nu at planlægge, hvorledes man kommer af med Sepp Blatter – enten nu lige efter valget, eller på den 69. FIFA-kongres som finder sted i 2019, efter der har været afholdt VM i Rusland i 2018.

Hvis man vil have Blatter af tronen, må man allerede nu arbejde for at få skabt en samlet front mod selvsamme, og dette inkluderer også de små ø-stater rundtom på kloden.

Det bliver spændende at følge den udvikling, der kommer i forhold til anholdelserne af de FIFA-delegerede, der nu er under mistanke for korruption. Uanset, om de bliver straffet eller ej, er der ingen straf, der kan gøres op i mod dét imagetab fodbolden snart har fået påklistret. Og selvom de bliver straffet, rykker dette nok ikke ret meget ved Sepp Blatters holdning til foretagenet og hans egen måde at drive det på.

At Blatter har en misforstået holdning til måden at drive forretningen FIFA på, er der ikke mange, der stiller spørgsmålstegn ved (det skulle vel kun være de kongresmedlemmer, der stemmer på ham år efter år). For eksempel fortalte Blatter på lørdagens pressemøde, at han ikke kunne se, hvad de amerikanske anholdelser onsdag havde med FIFA at gøre. Samtidig mener han i øvrigt ikke selv, at han er i farezonen for at blive anholdt og straffet. Om dette holder vand, ved hverken du eller jeg.

Efter fredagens præsidentvalg var én af Blatters første udtalelser noget i denne stil: ”Jeg tilgiver alle personer, men jeg glemmer dem ikke”. Med dette i baghovedet, kunne man sagtens forestille sig, at der eksempelvis i fremtiden ville komme færre repræsentanter fra UEFA i de afgørende styregrupper, og at Blatter på denne måde kørte UEFA ud på et sidespor i FIFA-regi.

Når alt kommer til alt, kunne jeg skrive flere tusind ord om emnet her, og jeg vil sikkert komme til at berøre det i fremtidige indlæg. Når den værste storm har lagt sig ovenpå den 65. FIFA-kongres, og alle de begivenheder omkring selv samme, håber jeg blot på at FIFA arbejder fremadrettet og gør alt, hvad der kan gøres, for ikke at skade og ødelægge fodbolden og dens omdømme - Ultimativt kan fodboldens egen verdensforbund tage livet af selvsamme sport. Paradoksalt, et eller andet sted.  

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️