UEFA Nations League - kommet for at blive. Måske.

UEFA Nations League – et koncept vi i sandhed kommer til at beskæftige os med i de kommende år. Ja, måske endda årtier. Dette UEFA-koncept er, i modsætning til Silver Goal-afgørelsesprincippet for år tilbage, ikke en døgnflue og vil blive en permanent del af den virkelighed, som landsholdsfodbolden møder i de kommende år. I dag vil jeg redegøre for, hvad UEFA Nations League er og hvordan dette kommer til at fungere.

I sidste uge kom UEFA selv med en meddelelse om, netop hvorledes dette nye, revolutionerende landskampsafviklingskoncept kommer til at løbe af stabelen. Og netop dette fik mig til at tænke lidt over perspektiverne i dette og hvilke muligheder dette giver fremadrettet for den ellers mere og mere afdankede landsholdsfodbold.

Igennem de seneste 3-5 år har landsholdsfodbolden været ude for en voldsom afvikling. Med stadigt mere fokus på de midtugentlige Champions League-kampe og det traditionelle landsturneringer, har landsholdsfodbolden omvendt oplevet en devaluering. Dette, tror jeg, at UEFA vil ændre på ved at landsholdsfodbolden en helt ny ramme og en helt ny kampafviklingsstruktur. Dét kalder UEFA selv for: Nations League.

Lad mig først skitsere, hvad UEFA Nations League egentligt er:

  • UEFA Nations League består af i alt 4 divisioner (kaldet ligaer (Leagues)): A, B, C og D. Liga A indeholder de bedst-performende landshold – Liga D indeholder de dårligst-performende landshold.
     
  • Hver division/liga bliver inddelt i 3-4 grupper. Liga A og B indeholder 4 grupper, respektivt, hver bestående af 3 hold. Liga C indeholder i alt 4 grupper: 2 grupper af 3 hold, 2 grupper af 4 hold. Liga D består af 4 grupper med 4 hold i hver.
     
  • I første afvikling af UEFA Nations League vil UEFA's landsholdskoefficientliste afgøre, hvorledes landsholdene bliver inddelt i ligaerne A, B, C og D. Første omgang af UEFA Nations League vil finde sted i år 2018. Altså bliver det UEFA's landsholdskoefficientliste pr den 15. November 2017, som netop er efter VM 2018-kvalifikationen.
    UEFA Nations League vil forløbe sig over September til November måned, fordelt på 6 forskellige kampdage. Selve hovedturneringen spilles som sagt i 2018, og derefter i lige år (også om efteråret).
     
  • I hver liga vil gruppevinderne blive oprykket (eller spille ”Final Four”) og de dårligstplacerede hold, i hver gruppe, vil rykke en liga ned i næste udgave af UEFA Nations League, som spilles i efteråret år 2020.
     
  • Der spilles om bedre placeringer i forhold til lodtrækningen forud for Europamesterskaberne, direkte kvalifikationspladser til Europamesterskaberne og derudover om et UEFA Nations League-trofæ efter ”Final Four”.
     
  • ”Final Four” spilles i sommeren (juni) 2019 (og derefter i ulige år), og består af de 4 gruppevindere i Liga A. Derudover spilles der om play-off-pladser til Europamesterskaberne, som skrevet ovenfor, og disse kampe finder sted i marts måned 2020 (og derefter i lige år), forud for selve Europamesterskaberne.

 

Selve kvalifikationen til Europamesterskaberne efterlades lidt mere forsimplet, ind det vi oplever i dag, forud for EM 2016. I dag, kvalificerer de to bedste gruppedeltagere sig fra hver gruppe, plus en ordentlig bunke tre’ere. Med implementeringen af UEFA Nations League vil de 10 EM-kvalifikationspuljers to bedste hold kvalificere sig direkte og derudover skaber UEFA Nations League 4 play-off-placeringer (dette giver som bekendt de 24 deltagende hold, som UEFA forsøger sig med første gang i EM 2016).

Er du forvirret??? Så fortvivl ej!

For UEFA meddeler selv flere steder, at hele UEFA Nations League-princippet med dertilhørende kvalifikationer, op-/nedrykninger og så videre sagtens kan ændre sig indtil år 2018…

UEFA selv taler selvfølgelig varmt for Nations League-strukturen… Det skulle være en stor fordel for de lavere rangerende hold, da disse nu kan være med om play-off-pladserne baseret ud fra de nye grupper i hver liga i UEFA Nations League. Gruppevinderne i Ligaerne vil nemlig spille med om play-off-pladserne forud for EM 2020.

Ovenstående og meget mere kan læses i UEFA's statement fra den 5. December 2014.

Fordelene ved UEFA Nations League står umiddelbart lysende klart! De lavest rangerede hold møder ligesindede modstandere, og det gør de kontinuerligt uafhængigt af EM-kvalifikationsgrupperne, som kører sideløbende med UEFA Nations League i 2018. Samtidig mødes de bedste hold også kun mod de bedste hold, så disse får også mere, relevant, kamperfaring kontinuerligt. De lavere rangerede hold er ligeledes garanteret en plads ved Europamesterskaberne, og fodboldforbundene er sikret forudbestemte kampe, som er strukturerede og skemalagte. Fodboldforbundene, og landsholdspillere i Europa, slipper dermed også for ligegyldige venskabskampe, da disse nu er næsten udryddet med dette nye format. Ingen skal længere trille kuglen på tværs af banen i 90 minutter for at undgå skader, og nu er der faktisk samtidig point på spil i næsten alle landsholdskampe. Hvilken fest, dette må blive for roligansne rundt omkring i Europa.

Eller nej. For samtidig med ovenstående fordele, kan dette meget, meget nemt også skabe nogle utroligt ubehagelige tendenser i landsholdsfodbolden. Spillerene får flere kampminutter i benene, i et i forvejen presset program med klubkampe, pokalkampe, sommer- og vintertræningslejre, Champions- og Europa League-kampe, kvalifikationskampe og slutrunder…

Fodboldforbundene bliver låst fast af rigide UEFA-koncepter (selvom de på papiret selv har stemt ja til UEFA Nations League), og kan nu nærmest ikke selv bestemme modstandere, de kan ikke bestemme kampkalenderen og kan ikke tilpasse, samt dosere kampe og træningsophold i landsholdsterminer. UEFA har så at sige taget magten over deres valgfrihed.

Og hvad med supportene? Jeg kan sagtens forestille mig en kæmpe forvirring omkring at følge med i UEFA Nations League som fodboldelsker. Sikken en forvirring der må være, når man skal snakke om de enkelte puljer: Der findes en Liga A, Gruppe 1; Liga A, Gruppe 2; Liga A, Gruppe 3; Liga A, Gruppe 4; Liga B, Gruppe 1; Liga B, Gruppe 2; Liga B, Gruppe 3; Liga B, Gruppe 4… Tror man har forstået budskabet… Og hvad med alle de kampe, der kommer i fjernsynet. Når turneringen skal afvikles over 6 kampdage fordelt ud over 2 måneder, så bliver programmet ret presset rent TV-mæssigt. For sitet hers vedkommende, ser jeg dog ingen betænkeligheder: Sofabold skal sgu nok programlægge alle kampe, og oplyse seere og supportere om tidspunkter, hold, kanaler m.m.

Derudover kunne jeg sagtens forestille mig en polarisering af international fodbold. I dag er der altså en hvis charme over Spanien – Andorra. Man ser en sjældent gang hold som Andorra spille, når disse møder de store hold. Dette kunne jeg sagtens forestille mig ændrede sig. Jeg ved da godt, hvad jeg vil se, hvis nu Italien møder England i Liga A og samme aften mødes Andorra og San Marino. For opdelingen i de 4 ligaer vil klart skabe en segmentering af niveauerne inden for international landsholdsfodbold i Europa, når man har samlet alle de bedste hold i én liga og resten er fordelt nedad, niveaumæssigt.

For Danmarks vedkommende, bliver det også en blandet landhandel. Udover de ovenstående punkter, kan jeg godt forestille mig Danmarks A-landshold som værende et pendulhold. Forstået på den måde, at vi garanteret kommer til at skifte mellem Liga A og B. Eller måske endda B og C…

Lige pt. er vi placeret på en toogtyvendeplads på UEFA's landekoefficientliste. Der er lang tid til år 2018, og især med årgang 1994, som jeg har skrevet om før her på bloggen, kan der ske mange ting. Men det følgende scenarie er skrevet ud fra den aktuelle stilling på UEFA's landekoefficientliste.

Med Danmarks aktuelle 22. plads, vil vi kvalificere os ind i Liga B. Vi vil måske være i Gruppe D, men dette er egentligt sagen uvedkommende. Med vores 22. plads har vi akkurat ”røven” med i Liga B…

Mellem plads nummer 13 og plads nummer 24, som udgør Liga B, finder vi hold som: Grækenland, Rumænien, Cypern, Israel, Hviderusland og Skotland. Hvor sexet lyder dette i dine ører? Potentielt kunne vi komme i gruppe med 2 andre af disse hold, idet grupperne i Liga A og B jo udgøres af hver 3 hold.

Jeg ville eksplodere i glædesrus, hvis Danmark f.eks. trak Grækenland og Cypern i en UEFA Nations League-pulje… Eller…

Inden lukketid for dagens blog, skriver UEFA selv i deres eget statement omkring UEFA Nations League, at foretagenet ikke er et forsøg på at skabe mere kommercielle interesser og at det ligeledes ikke er et forsøg på at skabe mere omsætning i UEFA-butikken.

Selvfølgelig er dette direkte løgn, da mere buzz om et nyt format, nye kvalifikationssystemer, flere kampe på samme tid, flere play-off-kampe, Final Four-turneringssystemer, en pokal og dertilhørende slutrundestævne alt sammen vil skabe flere kroner i UEFA's kasse.

Jeg er faktisk splittet omkring UEFA Nations League. På den ene side er det friskt med et nyt format, der kan erstatte ligegyldige venskabskampe. På den anden side tror jeg, at dette bliver endnu et UEFA-flop, hvor man har forsøgt at implementere et nyt koncept, blot fordi det var nyt…

Én ting er sikkert: der kan nå at ske usandsynligt meget på de 4 år indtil efteråret 2018. Derfor de foregående 1.500 ord være ligegyldige til den tid; men i dag er de, og UEFA Nations League i sig selv, starten på et nyt kapitel for international landsholdsfodbold.

UEFA Nations League – jeg glæder mig!

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️