FIFA skjuler bevidst intern korruptionsrapport

Michael Garcia. Læg mærke til dette navn. 

I juli måned 2012 nedsatte FIFA en uafhængig etik-komité med det formål, at denne skulle undersøge korruption og bestikkelse internt i verdensfodboldforbundet, FIFA. Dette var FIFA-præsident, Sepp Blatters idé. 

Den tidligere nøglerolle-indehaver i George Bush’s, og USA’s, regerings indtog i Irak i 2003 og tidligere rettighedsforekæmpende advokat fra staten New York blev sat til at lede denne nedsatte etik-komité. Nedsættelsen af en sådan komité var FIFA og Sepp Blatters middel til at få korruptionsstormen til at tage farten lidt af. Efter man havde tildelt Rusland og Qatar Verdensmesterskaberne i fodbold 2018 og 2022, rasede debatten om netop korruption, grov lobbyisme og underslæb i verdensfodboldforbundet. 

Garcia-rapporten, som den hedder i folkelig tale i USA, og i resten af fodboldverden, blev sendt til FIFA d. 5. september 2014, men hvor meget har man hørt til denne rapport? Ja, hvis meget af dette er nyt for dig, Kære Læser, så er jeg ikke dig bebrejdende. Jeg har selv researchet en del til dette blogindlæg. 
Som skrevet blev Garcia-rapporten færdiggjort i starten af september i år, men offentligheden har ikke set denne rapport. Og hvor meget har vi i det hele taget hørt til denne? 

Noget af det rapporten, og Garcia, har skulle undersøge er blandt andet pengetransaktioner sendt fra sportsmarketingfirmaet International Sport and Leisure til højtplacerede FIFA-repræsentanter, der havde stemmeret til, og indflydelse på valget af, hvem der skulle have verdensmesterskaberne i fodbold i 2018 og 2022. 

Hvem nedsatte rapporten igen, skrev jeg? Ja, FIFAs eksekutivkomité - og hvem nedsatte Garcia-udvalget og bestemte rapporten? Ja, FIFAs eksekutivkomité. Og hvem bestemte, hvem der fik værtsskaberne i 2018 og 2022? Ja … Tror mønstret er set nu… 

Offentligheden har som skrevet ikke set denne rapport endnu. Ifølge Hans-Joachim Eckert, der er formand for det dømmende/lovmæssige del af denne etik-komité, er det dybt ulovligt at offentliggøre denne rapport - dog mener Michael Garcia selv, at det er i offentlighedens interesse, at alle får den at se. Hans-Joachim Eckert selv siger, at offentligheden kun kommer til at se hans beretning om selve rapporten i foråret 2015. Faktisk siger han også, at der kun er 4 personer, der har set selve Garcia-rapporten. 
Dog har Eckert efterfølgende blødt op og har meddelt, at offentligheden vil få Garcia-rapportens hovedkonklusioner, referatet af rapporten og rapportens anbefalinger til FIFA at se i midten af november 2014 - ja, dette venter vi jo så på endnu! 

Nå, hvad bliver konsekvensen så af denne Garcia-rapport, tænker du sikkert? 
Jamen, én af de ting, offentligheden allerede har kendskab til, er at Third-Party Ownership af spillere bliver forbudt. Det er noget, vi også har set en del herhjemme i de seneste år. FIFA vil forbyde dette med en udfasningsperiode på mellem 3 og 4 år. Hvornår dette skal ske, ser en arbejdsgruppe, nedsat af FIFA, nærmere på. Dette tiltag er selvfølgelig ikke rettet imod dansk fodbold og lignende spillerejerskaber. 

Dét FIFA ønsker at stoppe er de store, globale investeringsforeninger, der opkøber spillere for så at satse på noget profit heraf over tid. Dette er i øvrigt noget UEFA længe har ønsket. Problemet er faktisk så stort, at man estimerer at godt 90% af alle professionelle brasilianske fodboldspillere, er ejet af tredjepartsejerskaber. 

Jeg har slet ikke forstand til at komme ind på alle de sindssygt mange aspekter, der er i sådan en sag som denne. Bare i korruptionsspørgsmålet alene, er der nok stof til mere end de to års blogs, jeg snart har skrevet for sitet her. Men det mest imponerende er, at denne sag 1) omkring korruptionsspørgsmålet og 2) omkring hele rapporten og virakken herom har fyldt så lidt herhjemme i de danske medier. Enten, så lever det ikke op til det stadigt stigende, og stadig mere dominerende nyhedskriterie “aktualitet” eller så har vi simpelthen ikke nok forståelse for dette spørgsmål. Eller rettere journalisterne, der burde beskæftige sig med dette emne, har ikke. 

Selvfølgelig skal korruption stoppes. Det er der forhåbentligt ingen, der er uenig i. Men ligesom vi kender det fra IOC, den internationale olympiske komité, tror jeg FIFAs eksekutivkomité vil blive præget af korruption og mystiske pengetransaktioner de kommende mange år. Hvor der er ansvar, er der svage personligheder, der kan bestikkes med penge. 

At offentligheden ikke får noget at vide om hele denne Garcia-rapport er vel nok det største selvmål, FIFA overhovedet kunne lave. Jeg tror, at man kunne have vundet mange menneskers opbakning ved at spille med åbne kort i hele denne sag - såfremt, der ikke var korruption i afgørelserne af Verdensmesterskaberne 2018 og 2022. Omvendt, hvis FIFAs eksekutivkomité har været præget af korruption, så er det vel den ideelle løsning at forsøge at tie dette ihjel. Og indtil videre må man bare sige, at det sidste er lykkedes meget pænt. Desværre. 

Hvorfor? Jeg begriber det simpelthen ikke. 

Apropos IOC, og deres seneste årtiers korruptionsskandaler, har jeg personligt altid kigget skævt til OL og til IOCs generelle foretagender. At en så stor, verdensomspændende organisation er præget af sådanne skandaløse handlinger og personligheder er forkasteligt. Og jeg håber virkeligt ikke at jeg en dag om mange år skal kigge skævt til et Verdensmesterskab i fodbold. 

I så fald har fodbolden spillet sig selv fallit.  

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️