Transferboom i Premier League

For godt 14 dage siden lukkede sommerens transfervindue i fodbold. Eller “Spillerhandelsregistreringsperioden”, som det retteligt hedder. I blogindlægget i dag, vil jeg bidrage med nogle tal, der sætter moderne fodbold, og dennes økonomiske motor, lidt i relief. Jeg har kigget på tal fra transfermarkt.de, og selvom dette site på nogle punkter kan have manglende kredibilitet, så vurderer jeg selv, at tallene fra de største europæiske ligaer er til at stole på. 

Den engelske Premier League anses af mange fodboldiagtagere, som den største liga i verden. Den liga, hvor de bedste hold (målt på bredden) befinder sig og den største densitet af disse i én liga. Bundniveauet betragtes af mange som værende højere i englands bedste række, sammenlignet med f.eks. den spanske eller italienske. 

Men kvalitet koster penge. Rigtig mange penge. 

De engelske hold har faktisk handlet for så mange penge i det netop overståede transfervindue, at de har overgået deres egen rekord fra sommeren 2013. 

De 20 bedste engelske klubber har indkøbt spillere for i alt 1,05 milliarder euro - altså godt 7,83 milliarder danske kroner. Dette beløb er en tredjedel større, end det de 20 bedste klubber købte spillere for i sommeren 2013.

Der har i den grad været godt gang i TMS-systemet, som alle FIFA-klubber bruger til at koordinere handler mellem klubber og fodboldforbundene (TMS står for Transfer Matching System, og er et system, der skal gøre det “lettere, hurtigere og konsistent” at handle mellem klubber, fodboldforbund og forskellige geografiske regioner og reglementer). 

De 20 bedstplacerede engelske klubber har ligeledes haft gang i handelsmekanismerne. Ikke nok med at de har solgt spillere for næsten 8 milliarder danske kroner, har de ligeledes solgt mange spillere. 

De engelske klubber solgte nemlig for godt 560 millioner euro (lidt over 4 milliarder danske kroner). Dette giver en “transfertotal” på minus 490,66 millioner euro, eller 3,66 milliarder danske kroner (hvis man tager “køb” minus “salg”). 

Dette er ligeledes europæisk rekord. Bundesligaen og Serie A fulgte ligeledes med de engelske røde tal, mens La Liga og Ligue 1 kom ud af vinduet med et samlet overskud, hvis vi følger samme praksis som før. 

Nedenfor kan ses en “transfertotal” af de omtalte 5 store ligaer: 

Nu har vi fakta på bordet. Men hvad med det principielle? 

I alle mine år i fodboldens verden, har jeg syntes det har været forkasteligt, at et par ben i en underholdningsindustri kan være så meget værd. Det er jo helt latterligt, at én underholdningsartist skal tjene flere millioner om ugen og få en sign-on fee på flere millioner-millarder kroner. Dette sker samtidig med, at børn med uheldig social arv og fattige eksistenser mangler vand, mad og måske endda et tag over hovedet. 

På den anden side, må man jo bare erkende, at det er præcis sådan her det kommer til at udvikle sig over tid, hvis ingen regulerer et frit merkantilt marked. Der skabes en effekt af, at “mere vil have mere”, og på et tidspunkt må det altså komme til dette. Sponsorer og bestyrelsesformænd (eller præsidenter i de største klubber) investerer mere i foretagenet, tøj- og støvlefabrikanter giver personlige bonusaftaler og sponsorater og fans er mere og mere ekstreme i deres tilgang til spillere og i deres krav hertil. 

Det er en helt naturlig udvikling. 

Stopper det her? 

Slet, slet ikke. Sålænge man ikke griber ind overfor de største klubbers rov og pengegriskhed, og så længe FIFA (og underforbund) har en som hidtil set slatten holdning til deres eget Financial Fairplay-program, kommer vi kun til at se endnu større rekorder og endu flere penge spildt. 

De sanktioner (eller mangel på samme) man har set FIFA og UEFA yde overfor FC Barcelona og Paris Saint-Germain har ingen effekt og det vil de kun i sporadisk omfang komme til at have i fremtiden.

Eksempelvis, som da Paris Saint-Germain blev tilkendt en bøde på godt 430 millioner danske kroner for brud på Financial Fairplay-principperne, gik de ud og købte brasilianske David Luiz, og gjorde ham til den absolut dyreste defensivspiller nogensinde. Måske den Arabisk-ejede klub bare printede deres egne pengesedler ud af olieudvindingen i de Arabiske lande… Hvem ved… 

Et lignende eksempel var da FC Barcelona blev idømt transferforbud, og man så appellerede dommen for så at gå ud og forstærke holdet i væsentlig grad ligebagefter.

Det er en glidebane - og det stopper slet ikke her. Klubberne er selvfølgelig i deres frie ret til at agere på det (næsten) helt frie marked for fodboldspillere - og det samme er fodboldspillerne selv. Men så længe FIFA og lokalforbundene ikke agerer kraftigere end nu, kommer der intet godt ud af dette vanvid. Man skal blot agere inden, det bliver for sent…

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️