Håndbold: kannibalismens konsekvenser

Til januar 2015 får vi et amputeret VM i Qatar, uden en række af sportens største lande og stjerner. Det er en regulær kommerciel katastrofe, at f.eks. Tyskland ikke er med! vi skal sidde og se en slutrunde uden Lazlo Nagy, Kristian Kjelling, Aron Palmarsson, Darko Stanic osv. Det bliver svært, at anerkende vinderen af slutrunden som verdens bedste. Det bliver mere: den bedste i mangel af bedre. Baggrunden er de nyligt afsluttede play-off kampe, hvor bl.a. Tyskland, Island, Serbien, Ungarn og Norge tabte. Håndbold er så sindrigt, at det bedste hold altid vinder. Man ser ikke en ufortjent sejr, som man f.eks. gør i fodbold, hvor et tilfældigt mål kan afgøre kampe. Særligt ikke, når sejren bliver sikret over to kampe.

På den måde er det selvfølgelig de hold, som var bedst på spille dagen(e) der er kvalificeret til Qatar. Men man skal ikke grave længe, for at finde en forklaring. Tobias Karlsson fra Sverige og SG Flensburg-Handewitt har efter eget udsagn spillet 82 kampe i denne sæson, når man tæller klub og landshold sammen. Det er rigtigt mange! Særligt når det er konstant over flere sæsoner, som det er i håndbold. Det er også et tal, der vil stige i de kommende år for Karlsson og andre af de bedste spillere, da antallet af kampe i Champion League øges fra sæsonen 2015/2016. På den måde kannibaliserer sporten på dens egne. Der satses på, at promovere sporten gennem Champions League og Final 4 konceptet, men det sker på bekostning af landsholdene, hvor de bedste spillere allerede er begyndt at melde fra. Der er en fysisk grænse for, hvor stor belastning spillerne kan klare. Det var særligt tydeligt det danske slutspil, der ikke ligefrem var præget af flot spil. Det var slidte spillere, der kæmpede med de midler, der var tilbage. Det samme gjorde sig i høj grad gældende i play-off kampene om de sidste pladser i Qatar.

Derfor er det heller ikke voldsomt overraskende, at en række af de lavere rangerende nationer kvalificerer sig på bekostning af nationer som Island, Tyskland og Ungarn, der på en god dag hører til de bedste i verden (målt alene på spiller materiale). Simpelthen fordi, deres spillere til dagligt huserer i lavere rangerende ligaer og kun i mindre omfang deltager i europæiske turneringer. En ægte liberal vil argumentere for, at det jo kun er sundt og ganske naturligt, at de gode nationer ikke kvalificerer sig, da de store stjerner vil få en velfortjent hvis, da deres landshold bare ikke var gode nok. Jeg er også liberal, men vil argumentere for, at et så stort fravær af de bedste spillere og hold også fjerner interessen fra sporten. Det gælder både publikum, medier og sponsorer. Dermed underminerer sporten sin egen økonomi.

Jeg mener det er på tide, at EHF og IHF sætter sig ned og laver en plan. Hvad skal der satser på og hvordan. Sporten kan ikke overleve, at havne i samme tilstand som fodbold, hvor landsholdene ikke bare er sekundære i folks bevidsthed, men ligefrem er stort set udslettet. Hvem gider se Danmarks fodboldlandshold spille 0 - 0 mod Island eller tabe 0-4 til Armenien, når man til enhver tid kan åbne for Champion League, Premier League osv. hvor de bedste spillere i verden optræder som artister i et cirkus til milliarder? Fodbolden vil ødelægge sig selv på den bekostning. Det samme vil også ske i håndbolden, hvis man ikke stopper med at fortære og udnytte spillere. Færre slutrunder og færre europæiske turneringer kunne være en start.

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️