Parkens B- og C-tribuner

Unibet kommer på brystet af Løverne fra sommeren 2021

Fra sommeren 2021 vil Unibet afløse Carlsberg som partner på FCK-spillernes bryst med en aftale, der løber til minimum 2023 med option på forlængelse.

Carlsberg bliver på trøjeærmet og øger samtidig deres engagement i fanoplevelsen i F.C. København.

Det er ingen nyhed, at Unibet i mange år har været en stor og vigtig partner for F.C. København, og fra sommeren 2021 vil det også være Unibet, der står på brystet af Løvernes trøjer.

Skiftet til Unibet sker efter aftale med Carlsberg, der fortsætter som hovedpartner i F.C. København og har ønsket at fokusere partnerskabet yderligere i retning af stadion- og øloplevelsen for FCKs fans og øvrige gæster til fodbold og koncerter i Parken fremfor eksponeringen på trøjen.

FCK: Stolte over den nye aftale
”Vi er utroligt stolte over den her nye aftale, hvor Unibet hæver deres engagement markant og dermed bliver ny officiel trøjesponsor i F.C. København," siger direktør Lars Bo Jeppesen.

"Det giver os de bedste forudsætninger for virkelig at løfte klubben sammen. Samtidig er det en stor glæde for os, at det netop er Unibet, der gennem så mange år har støttet og været loyale overfor FCK, som vi nu får på brystet. Det understreger deres store engagement i klubben.”

Loyal sponsor siden 2012
Unibets partnerskab går helt tilbage til 2012, og de har siden været tribunepartner på B-tribunen, der har udviklet sig markant i perioden og nu huser Nordens største aktive fantribune i Sektion 12.

”Unibet har gennem de seneste otte år igen og igen bevist, at de virkelig støtter FCK, vores fans og har passionen for fodbold," fortsætter Lars Bo Jeppesen.

"Unibet har gennem hele partnerskabet altid haft fokus på klubbens tilhængere og tidligere været en del af tilblivelsen af flere dokumentarfilmsprojekter, digitale filmtiltag og halvlegsunderholdning."

"Dette årelange commitment har været afgørende for vores valg af Unibet, og jeg glæder mig utroligt meget til at udfolde samarbejdet fra 1. juli ,” siger Lars Bo Jeppesen.

Unibet: På trøjen med stolthed, passion og respekt
”Vi har været en del af F.C. København gennem snart et årti, og det er med stolthed, passion, men også respekt, at vi nu kommer på trøjen," siger Kim Olesen, der er General Manager hos Unibet.

"Vi ved, hvor meget trøjen og klubben betyder for så mange, og vi ser frem til at støtte op om FCK, de mange fans og unikke oplevelser, vi skal have i Parken fremover."

"Vi har haft en rigtig god dialog med klubben og med Carlsberg gennem forløbet, og vi ønsker at fortsætte dialogen med både dem og klubbens fans fremover, så vi sammen kan løfte FCK og Parken til nye højder. Vi vil fortsat have stort fokus på at skabe spændende indhold og oplevelser sammen med FCK for fansene.”

Carlsberg: Med vemod - og stor tro på det fremtidige samarbejde
Hos Carlsberg er man også glade på F.C. Københavns vegne og ser frem til at fortsætte udviklingen af det mangeårige partnerskab med F.C. København og Parken.

”Vi har været på trøjen siden 1999, og det er naturligvis med vemod, men også med stor tro på vores fremtidige samarbejde, at vi har taget det her skridt," siger Christopher Bak Billing, der er Sponsordirektør i Carlsberg.

"Vi er, og har altid været, enormt stolte af at være på brystet af FCK-trøjen, men det er ikke afgørende for os længere. Det vigtige for os er fansene, og de kender Carlsberg, og ved, at Carlsberg støtter holdet."

Ambitiøse planer for fanoplevelsen
"Vi er slet ikke færdige med at skrive vores fælles historie, og vi er glade for at hjælpe med at sikre, at en anden langvarig og loyal partner som Unibet kommer på trøjen."

"Vi arbejder videre med F.C. København om vores fælles, meget ambitiøse plan for at tiltrække yderligere fans og gøre fanoplevelsen endnu bedre,” siger Christopher Bak Billing.

FCK: Ser frem til at åbne Fan Village til efteråret
”Lige siden Carlsberg første gang informerede os om, at de gerne ville fokusere mere på fanoplevelsen og mindre på eksponeringen, har vi igen oplevet en meget loyal partner og et virkelig konstruktivt og fleksibelt forløb med de bedste løsninger for FCK for øje," uddyber Lars Bo Jeppesen.

"Carlsbergs stærke ønske om at forbedre fan- og gæsteoplevelsen i Parken harmonerer perfekt med vores ambitioner om flere og endnu bedre oplevelser i Parken."

"Carlsberg har og vil altid have en helt særlig betydning for F.C. København og for dansk fodbold som helhed. De er en del af historien i F.C. København, og vores lange og nære partnerskab er kun blevet styrket i det forløb, vi har haft."

"Helt konkret er vi allerede i gang med at udvikle vores første større fælles projekt, hvor vi i efteråret er klar til at byde velkommen i F.C. Københavns kommende Fan Village,” slutter Lars Bo Jeppesen.

Hør mere i Klubhuset
Tirsdag optager vi en særudgave af Klubhuset med repræsentanter fra F.C. København, Unibet og Carlsberg.

Unibet-partnerskabet
Dyk ned i historien om vores partnerskab med Unibet HER.

Fan Village
Du kan finde mere information om det nye store Fan Village projekt, som Carlsberg, F.C. København og ikke mindst klubbens fans står bag HER.