Sofabold.dk

Denne gang vil jeg ryste posen, og endda uddele en kindhest til de, der hævder de ved alt om fodbold.

Da jeg startede som fodboldtræner i en lokal lille klub for mange år siden, fik jeg tjansen; at træne et pigehold. Aldrig havde jeg følt mig så ydmyget, så nedstirret, så total ansvarsfrarøvet. Følte jeg. Jeg tænkte, at nu ville det sgu da for alvor blive komisk og jeg ville blive total til grin.

Dengang troede jeg, at det var kun drenge der kunne spille fodbold. Piger? De skulle bare spille håndbold, eller gå til dans... Når man en sjælden gang ser noget til kvinde-/pigefodbold i medierne, prøves der oftest at sammenligne med herre-/drengefodbold. Dummere sammenligning er næppe gjort. For det umuligt. Og det skal være umuligt. Der er milevidt forskel på tilgangen til spillet.

Den kæmpe store, og i øjenfaldne, forskel er fysikken. Fysikken hos piger er hurtigere udviklet end drenges, men til gengæld er den fysiske kapacitet ikke nær så stor, som hos drenge. Og netop dette er en kæmpe faldgruppe hos samtlige, der prøver at sammenligne disse to sider, af den næsten samme sag.

Aldrig har jeg trænet 32 Lionel Messi'er og jeg kommer formentligt aldrig til det igen. Den årgang jeg engang trænede, var piger der næsten havde færdigudviklet deres fysiske tilstande, og hvor drenge i den alder taler som piger, og dårligt nok ved hvad piger er.

Tilgangen til damefodbold, også på Seniorniveau, er en hel anden end tilgangen til herrefodbold. Ét er fysikken, noget andet er teknikken. Man skal virkelig langt op i drenge-rækkerne for at finde nogle spillere, der er mere læringsparate og mere tekniske parate, end piger i samme aldersgruppe. Jeg var dame-/pigetræner i to år. To år jeg aldrig nogensinde vil have taget fra mig - nogensinde!

De to år, har totalt ændret mit syn på spillet, og totalt ændret mit perspektiv. Og har for altid ændret mit syn på toptrænere, breddetrænere, "eksperter" og andre fodbold"fag"folk der ikke har haft med begge køn at gøre, i en sportslig sammenhæng. Respekten for disse, er ikke stor. Når jeg har talt dame-/pigefodbold op, er der selvfølgelig også en bagside af medaljen. Herhjemme er der virkelig (!!!) stor forskel på den absolutte top - og så resten.

For bredden, er næsten for bred. I den øverste danske række for damespillere, har jeg tit overværet kampe med 10-1, 8-0 og andre sindssyge resultater. Og det sker til stadighed. Og sådan er det i hele systemet. Fra U/9- til Seniorniveau. Dette, samt manglende medieinteresse, er klart en udfordring for dansk kvindefodbold. Og noget man har arbejdet på i et par år nu, og som fremtidigt er en kæmpe udfordring for DBU og samtlige kvindefodboldklubber.

Det er en forskruet verden.
Fodboldverdenen. Dengang jeg var ansat som pigetræner, poppede der utallige seperate kvindefodboldklubber op i hele Nordsjælland. Af den ene, og alene, simple årsag at mændende (!!!) der sad i fodboldledelserne rundt omkring, ikke prioriterede kvinde-/pigefodbold. De blev simpelthen frosset ud.

I Finland og især i USA er kvindefodbold større end herrefodbold. Især i USA er kvinder nærmest symbol på fodbold/soccer. Verdensstjerner som Alex Morgan og især målmand Hope Solo er på højde med Beckham, derovre. I resten af verden får de næsten kun opmærksomhed ved De Olympiske Lege. Det kan sagtens være mig den er gal med, og at jeg er en total fodboldromantiker. Men for mig er kvindefodbold præcis lige så meget "fodbold" som herrefodbold. Sådan er det desværre ikke i vores medier, og derfor heller ikke i befolkningen generelt.

Men jeg tror det kommer. Hurtigere end man lige regner med. Men man har en stor udfordring foran sig.