Kina vil være verdens fodboldstormagt

I de senere år har kinesisk fodbold oplevet voldsom vækst på nærmest alle parametre. I 2012 kunne man endda i flere danske medier læse, at der var krisetilstande i den kinesiske Superliga, da opbakningen til kinesisk fodbold dengang var mildest talt mangelfuld. Kineserne så nu ellers fodbold nok på den kinesiske statsejede 24-timers sportskanal, men det var ikke kinesisk fodbold. Det var fodbold fra Europa primært.

Dengang var befolkningen mistroiske overfor fodboldforbundet, som man mente var korrupte og kriminelle. Derudover var man mildest talt heller ikke tilfredse med dommere, spillere og trænerne. Siden 2012 er det dog kun gået én vej - og det er frem og opad. Det skal det handle om i dagens blogindlæg.

I april måned i år har Den Nationale Sportsadministration, Det Kinesiske Fodboldforbund, landets udenrigsministerium og kommissionen for national udvikling og reformer (læs: den kinesiske regering og præsident Xi Jinping), udgivet et 14 siders langt dokument, som beskriver, hvordan Kina skal "blive en topklasse fodboldnation", som det hedder. Målet er at nå målet i år 2050.

I løbet af de næste fire år vil man opnå 20.000 fodboldakademier, 30 millioner skoleelever, der spiller fodbold og i alt have 50 millioner fodboldspillere. Derudover er et erklæret mål, at man skal have en fodboldbane pr. 10.000 indbyggere i Kina - al denne info er hentet fra BBC.

(Note: én fodboldbane pr. 10.000 indbyggere giver næsten 140.000 fodboldbaner. Regner man kun selve fodboldbanen med og ikke alle mulige andre støtteaktiviteter med, er dette et totalt areal af 1.155.000.000 kvadratmeter, hvis man tager den største UEFA/FIFA-tilladte bane af 75 x 110 meter (til sammenligning er Danmarks totale areal 43.098.310 kvadratmeter...)

Der er ikke tvivl om, at kinesisk fodbold har været ramt  af korruptionssager og andre skandaler i fodboldforbundet, klubben, spillere og dommere imellem. Det er uomtvisteligt. Men hvad er det så, der gør, at kinesisk fodbold oplever en mindre opblomstring i disse år? Udover præsidenten Xi Jinpings reformændringer, som helt sikkert bliver realiseret, tror jeg også, der er andre årsager til denne fremgang.

Det er sjældent at de europæiske fodboldklubber smider store transfersummer efter spillere i vintertransfervinduet - men det gør de kinesiske klubber derimod. Tre af de fem største handler i denne vinters transfervindue (januar 2016) var gjort af kinesiske klubber, der købte spillere i deres bedste alder, der sendte dem fra Europa til Kina. Det er altså ikke blot spillere, der er outdated og  har spillet alt for længe i samme klub, og nu blot skal malke den sidste succes inden de kan trække sig tilbage og leve livet på en tropisk ø...

Vintertransfervinduets største handel , 201 MDKK, var gjort af kinesiske Jiangsu Suning, der hentede Brasilien-stjernen Ramires i Chelsea.

Også transfervinduets tredjestørste handel, 138 MDKK, var en kinesisk handel. Denne var faktisk en rendyrket, intern kinesisk handel fra én kinesisk klub til en anden. Det var Brasilianeren Elkeson, der skiftede fra  Guangzhou Evergrande til Shanghai SIPG, hvor danske Mads Davidsen er ansat.

Også vinduets fjerdestørste handel, 134 MDKK, var en kinesisk handel. Det var Elfenbenskystens Gervinho, der skiftede fra Roma til  Hebei China Fortune.

Herhjemme har vi også handlet lidt med kinesisk fodbold i netop vinterens transfervindue. FC Nordsjælland oplevede deres største transfersalg nogensinde, da man solgte Bruninho til Guangzhou R&F. Randers hentede  Moussa Maazou skiftede til Randers fra Changchun Yatai. Derudover tæller den kinesisk transferliste rigtig mange europæere og sydamerikanere!

I denne sommers transfervindue har man hentet Brasilien-stjernen Hulk til Shanghai SIPG og Papiss Cissé til Shandong Luneng Taishan. (Den tidligere SønderjyskE-spiller Robin Okotie har også foretaget et skifte til kinesisk fodbold. Dog ikke til den bedste liga, men til den næstbedste, hvor Beijing BG har hentet ham i 1860 Munchen).

(Just for the record: Kinesiske klubber kan ikke have ubegrænset antal udlændinge i trupperne. Som det er nu, tillader man fire internationale spiller i trupperne, samt én spiller fra en anden AFC-nation. Dette tror jeg også er med til at gøre det attraktivt for europæiske spillere. For en komplet liste over udenlandske spillere per dags dato i den kinesiske superliga, kan jeg anbefale dette link: https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_foreign_Chinese_Super_League_players).

Men præsident Xi Jinpings plan og reformændringer kommer til at ske. Det er der ikke tvivl om, da han ellers vil tabe ansigt - både udadtil i omverdenen, men også over for befolkningen i landet.

Også i den asiatiske Champions League har kinesisk fodbold gjort sig bemærket i de senere år. I 2013 og 2015 vandt Guangzhou Evergrande den asiatiske Champions League og blev nummer fire i FIFA Club world cup samme år begge gange.

Sponsoraterne af selvsamme turnering har også kun haft stor fremgang. I dag er det verdensomspændende firmaer og brands, der markedsfører AFC Champions League. Mon ikke dette også kun fortsætter de næste par år.

Der er ingen tvivl om, at fodbold i Kina er på vej i én retning. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det vil betyde for selvsamme kinesiske topfodbold, hvis Kina oplever makroøkonomiske svære tider i de kommende år. Med de store og dyre spillere, stadionudvidelser, ungdomsakademi-satsninger og så videre, bliver klubberne nødt til at skrue priserne op - er den kinesiske menigmand villig til at følge med op, hvis der kommer en recession?

Netop danske Mads Davidsen var og er en kæmpe inspiration for mig. Da jeg stadig var aktiv ungdomstræner, var han lige taget til Kina med Ebbe Sand, og jeg spejlede mig langt hen ad vejen i Mads' forbilledlige lyst til at tage ud og se, hvad trænertalentet kunne blive til. At tage sådan en chance er for mig noget af det mest respektindgydende jeg nogensinde har oplevet. Det er noget helt andet end at tage til England eller Tyskland som dansk træner.
Hver gang Mads Davidsen dukker op i medier, er jeg den første til at læse/kigge med.

Mads Davidsen udtalte netop for år tilbage, at man nok skulle holde øje med kinesisk topfodbold, da han spåede, at det ville gå fremad for fodbolden derovre. Jeg indrømmer, at jeg dengang tænkte: "Det skal du jo sige, når du har taget chancen derovre". Men jeg må bare lette på den hatten og sige: "Du havde jo fuldstændig ret, Mads Davidsen".

Mads Davidsen er ikke kun en inspiration for mig. Han er en inspiration for alle de unge fodboldtrænere, der går med en lille Guardiola (eller Davidsen) inde i maven, og som har ambitionen om at prøve trænertalentet af i udlandet. Derudover er Mads Davidsen en fantastisk, og uvurderlig, reklamesøjle for den danske træneruddannelse, der virkeligt er én af verdens bedste, dog ikke mest omfattende!

Og til sidst en slutnote om netop trænerne. Også her har kinesisk topfodbold satset stort. Manuel Pellegrini, tidligere Manchester City-træner, har overtaget trænersædet i Hebei China Fortune. I forvejen har man Mads Davidsens mangeårige chef (og mentor velsagtens) Sven-Göran Eriksson, som har været derude i flere år. Også Luiz Felipe Scolari er at finde derude - han er manager i storklubben Guangzhou Evergrande. I kan sikkert også huske navnet Felix Magath - han er chefen i Shandong Luneng Taishan F.C.

Jeg glæder mig til at følge med i kinesisk fodbold i de kommende år. Går det fremad? Har de nået toppen og er det hele ved at gå nedenom og hjem? Jeg kommer til at følge det på afstand, men jeg glæder mig til at se, hvor vi skal hen med østens store fodboldnation i fremtiden!

 

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️