Håndbold: hvem fanden gider at træne et c-hold?

Ungdomstrænerens dilemma

Talentudvikling versus resultater. Det er enhver børne- og ungdomstræners dilemma. I U10, U12 og til dels i U14 rækkerne, kan man skaffe hurtige og nemme resultater ved, at smide et spilkoncept med simple angrebsåbninger ned over holdet. Men oftest vil succesen ophøre, når spillerne kommer op i U16 rækkerne. Måske endda før. Men den tid man bruger på at træne løbebaner og spil systemer, går fra den tid, man bruger på at fylde spillernes værktøjskasse med tekniske færdigheder.

 

Trænerne skal levere oplevelser

Det simple konklusion vil være, at lade træningen gå i den modsatte grøft, hvor det udelukkende handler om udvikling. Her rammer man præcist sømmet på hovedet, når holdet oplever gang på gang, at tabe til hold, som har valgt den kortsigtede strategi, hvor spillerne i en tidlig alder bliver underlagt et spilkoncept og faste spilmønstre. Man spiller helt grundlæggende håndbold fordi det er sjovt. Ellers havde man nok valgt en anden sportsgren. Det er ikke sjovt at tabe, men en dejlig følelse at vinde. Det lærer børn og unge fra en tidlig alder derhjemme, i skolen og i børnehaven.

Trænerens opgave er, at levere oplevelser til børnene og de unge. Oplevelser der udvikler dem og gør sporten sjov. Det gælder til træning som til kamp. Der er ikke nogen (hverken børn, unge eller voksne), der har valgt at spille håndbold, fordi de synes det sjovt at løbetræne på de danske cykelstier og landeveje. Denne træning er nødvendig for eliten, men ikke for bredden.

 

Hvem fanden gider træne et C-hold?

når man turnerer de kommunale haller, ser man ofte U8, U10 eller U12 hold, der løber rundt mens en tilfældig forælder er søndags substitut og efter bedste evne forsøger at få det bedste ud holdet på banen. Holdene kan være med meget eller begrænset talent. Manglen i talent står ofte i skærende kontrast til børnenes engagement. For dem er hver eneste kamp lige så vigtig som VM finalen. Uanset deres niveau.

Jeg har overhørt trænere udtale, at de kun gider træne det talentfulde A hold, mens C holdet må passe sig selv, for de bliver aldrig til noget. Måske de bliver landsholdsspillere. Måske de bliver regionsmester i serie 3. Det er ikke niveauet der er vigtigst, men derimod spillernes lyst til at mærke blodet pumpe i årene, når de som søndagskrigere, træder ind på deres 20 gange 40 meters krigsskueplads, hvor de i 60 minutter vil kæmpe om en ære og en harpiks indsmurt læderkugle.

Når jeg hører nogen sige: hvem gider træne et c-hold? jeg vil sige: alle burde prøve at træne et c-hold, for det er her den rendyrkede glæde ved spillet trives! Her handler det ikke om status og ambitioner, men lyst til at spille bold! Det kunne mange ambitiøse ældre spillere lære meget af.

Hvorfor er A holdet vigtigere end C-holdet? Hvis sporten skal overleve, skal de være lige vigtige. Der er ikke spillere nok til, at man kan ignorere håbløse Gertrud på højrefløj for at satse på dygtige Emma på venstre back. Måske hører de ikke begge til på det samme hold. Måske skulle Gertrud spille med årgangen under eller Emma skulle træne med drengene eller årgangen over. Eller måske skulle man tænke ud af boksen og droppe nogle af de årgangs opdelte træninger og i stedet niveau dele træningen, hvor der i stedet arbejdes med specifikke elementer. Det kan være træning af plads specifikke kompetencer eller tekniske elementer af spillet.


 

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️