Kongen abdicerer

”… Alting har en ende”, sang Michael Bundesen og Shu-bi-dua i ”Hvalborg”-nummeret fra 1976.

Tidspunktet måtte jo komme, hvor Morten Olsen stoppede som A-landstræner for det danske fodboldherrelandshold. Vi vidste med meget stor sikkerhed, at han i hvert fald havde kontraktudløb efter en eventuelt EM-slutrunde i sommeren 2016. Men at det skulle slutte nu, og at det skulle slutte på denne måde, er uventet.

Bloggen i dag handler om Morten Olsen. Den handler om, hvorfor jeg altid har forsvaret hans dispositioner over for sofatilhængere og søndagstrænere, der alle synes de var langt mere kompetente udi trænerfaget end Morten Olsen selv.

Jeg startede med at engagere mig i fodboldtrænerfaget som 15-årig. Som ung knægt med en relativt lovende fodboldfremtid foran mig, blev jeg livstruende skadet på min krops indre organer i en sommertræningskamp, hvorefter jeg var ude af truppen i godt 3-4 måneder. Dér var det for sent for mig at komme tilbage i samme fysiske forfatning, da følgevirkningerne efter den meget alvorlige skade var relativt store. Derudover havde mine holdkammerater udviklet sig så meget i den tid, så jeg blev nødt til at indse, at en fodboldspillerkarriere ikke var realistisk for mig mere. Det var drengedrømmen, der bristede. Lige dér!

Jeg indså hurtigt, at jeg ikke var færdig med fodboldfaget. Fodbolden lever i mig, og det vil den alle dage gøre. Det fantastiske spil og jeg hænger bare sammen. Det var for mærkeligt, at jeg fra det ene sekund til det andet ikke kunne spille fodbold mere (på samme niveau, forstås), og for en 15-årig knægt, der trænede alle ugens dage i enten klubben eller selvtræning, var det meget, meget svært at affinde sig med. Derfor måtte der ske noget med mig – i fodboldens verden.

Jeg blev opfordret til at deltage på et klubkursus i den pågældende klub, jeg havde spillet i. Jeg anede ikke var det var, men blot at temaet fra ”træningsinspirationsdag”. Senere hen skulle det vise sig, at dette var starten på mit livs anden drengedrøm. Klubkursusset var nemlig DBUs B1-træneruddannelse. Dengang var dette det laveste niveau i DBU og UEFAs træneruddannelse, og adgangskravet var, at man blot var 15 år – ”det passede jo perfekt”, tænkte jeg. Siden dengang er der kommet flere uddannelser og licenskrav til, også under det daværende B1-niveau.

Dengang afholdte DBUs B1-træneruddannelsesgruppe klubkursusser, da de fleste forældretrænere (som primært er målgruppen for DBUs dengang laveste uddannelsesniveau) ikke tager til et af DBUs træneruddannelsescentre for at modtage uddannelse i deres fritid. Hvordan dette er i dag, ved jeg ærligt talt ikke. Men smart træk af DBU dengang.

Som 15-årig naiv, ung gut, tog jeg imod uddannelsen og DBUs instruktører med kyshånd. Jeg kunne meget tidligt mærke, at trænerfaget var noget for mig. Tage ansvar, uddanne mennesker, arbejde med mennesker og dét spil jeg elsker så højt var en rigtig god kombination. Jeg var klart (!) den yngste på holdet, og den dag i dag, vil jeg slet ikke vide, hvad de andre kursister tænkte om den unge, naive gut dengang. Siden da er der kommet dommerkort, trænerlicenser og andre sidekurser til CV’et.

Og jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at netop DBUs fremragende uddannelser, og deres kæmpe uddannelsesmateriale, som Olsen har været en stor del af at optimere, er en af de grunde til, jeg holder så meget af manden på et fodboldnørdet plan.

Jeg har været til mange Store Trænerdag(e), som er en årlig seminardag primært for licenstrænere, hvor han og andre store kanoner, har inspireret hundredevis af talentfulde ungdoms- og seniortrænere. Jeg har læst nærmest alt uddannelsesmateriale, også det ikke-obligatoriske, som DBU har udgivet med bidrag fra Morten Olsen. Og har endda brugt mine egne penge på at finansiere dette.

Morten Olsens virke som landstræner siden 1. juli 2000 til den 17. november 2015 har slet ikke været smertefrit eller uden problemer. Når man har virket som landstræner for herreholdet i Danmarks nationalsport, så har man også pr. definition en af landets mest udsatte jobpositioner. Nærmest kun landets statsminister har en mere udsat position. Når man er landstræner, så har man også godt 5,5 millioner assistenttrænere, som mener, de er klogere end chefen selv. Sådan er det bare, og det må man affinde sig med. Jeg mener heller ikke selv, at Morten Olsen har gjort alt til UG. F.eks. kunne han have reddet rigtig meget af sit eftermægle, hvis han var gået af efter EM i 2012. Men dette er dog for nemt at sige nu. Desuden mener jeg heller ikke afløseren var der efter EM 2012.

Et af de helt store problemer for Morten Olsen har siden 2010 vel været at han har manglet en fast startopstilling. I næsten 4-5 år har han kæmpet efter at finde de 11 spillere, der kontinuerligt har spillet fodboldkampe på topplan i deres klubber, og som ikke har været skadet, når de så endelig skulle optræde i nationaldragten. I de samme 4-5 år, har fodbolden også bare udviklet sig helt enormt, særligt i Østeuropa. Klub- og landshold i Østeuropa er ikke prygelknaber, som de havde tendens til at være for få år tilbage. Og jeg er da heller ikke overbevist om, at en ny landstræner kan få Danmark med til VM 2018, hvor vi kun (!) møder Østeuropæiske hold i kvalifikationen op til.

Et andet argument for, at Morten Olsen skulle have stoppet noget før, er helt klart det faktum, at fodboldspillere blot nogen gange skal have nogle nye input, blot for at det skal være nyt. Uanset hvor hamrende dygtig en træner du er, kan du ikke motivere de samme spillere i så mange år (også selvom truppen er skiftet ud i årenes løb). Når principperne er nogenlunde de samme som for 15 år siden, og medierne kører i næsten samme rille som for 15 år siden, er det svært at komme igennem med noget nyt. For man har fået dét stempel – og dét er svært at komme af med igen. Uanset om man er Serie 5- eller A-landsholdsspiller. 

Morten Olsen har været en af de største inspiratorer for mig i mit fodboldvirke. Og vil altid være det. Også om 20-, 30 og 40 år fra nu. Jeg tror ikke på at DBU ansætter én, der får lov til at reformere hele talentudviklingsarbejdet, som Morten Olsen og andre gjorde i start-00’erne. Han var om nogen manden, der indførte målrettet og systematisk talentudvikling på både nationalt og regionalt niveau. Mange af de kommende landsholdspillere, der spiller på U/17-landsholdet i dag, har aldrig oplevet en anden landstræner end Morten Olsen, af den simple årsag at de ikke var på denne klode før… Det er en sindssyg tanke, alligevel. Jeg er sikker på, at DBU ansætter en ny landstræner, der får lov til at køre videre i samme rille, som Morten Olsen startede for 15 år tilbage. Måske med små modifikationer. Men fundamentet blev støbt af Morten Olsen. Et fundament, der ikke forplumrer i de næste måske 10 år.

Nu er Morten Olsens fremtid relativ uvis. ”Konen bestemmer”, sagde han, da journalisterne spurgte til hans fremtid lige før, de klappede ham ud af Parkens presserum – noget der i øvrigt er helt uhørt heroppe i Norden… Men én ting er sikkert. Morten Olsen er for mig et kæmpe idol, et kæmpe forbillede og en kæmpe inspirator. Uanset om det er fodboldtræning, mit civile arbejde eller noget andet jeg laver, er jeg sikker på, at Morten Olsen og hans tankegang, hans principper og hans tilgang til mange ting i fodbolduniverset, ligger latent i mit baghoved. Helt ubevidst.

Nu er Morten Olsen blevet indstillet til Fodboldens Hall of Fame af DBU, og om han accepteres får vi svar på 21. marts 2016.

”… åh, men Olsen... sikken en”.

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️