Når fodbold bliver sekundært

Egentligt skulle bloggen i denne uge hylde og hædre det danske landshold forud for gårsdagens altafgørende EM-playoff-kamp, men nogen gange sker der bare ting ude i den store verden, der bare er for store til at kunne ignoreres. Også på en blog, der i de seneste tre år har handlet om fodbold i ét væk! I dag handler det ikke om fodbold i samme format og ramme som det plejer. Og du vil givetvis ikke være vild med konceptet, men jeg synes det er en meget relevant pointe, når jeg nu har brugt tre år på at insinuere at der ikke er noget vigtigere her i tilværelsen end dette smukke spil!

Fredag den 13. november 2015, mødtes Frankrig og Tyskland i en fredelig venskabskamp på Stade de France i Paris. Flere titusinder mennesker var samlet og værd og én kom med noget positivt i tankerne. De samme titusinder forlod stadion med noget i tankerne, der helt sikkert ikke kunne beskrives som positivt. Det var en parallelverden i Paris den aften. Verden inden for nationalstadionets mure var én. Verden uden for murene var en helt, helt anden.

De fleste af jer, der har læst med på bloggen her igennem årene, ved, hvor meget jeg går op i fodbold. Hvor meget jeg går op i at analysere og tænke fodbold. Da jeg startede med at skrive på bloggen her, var jeg stadig aktiv inden for faget, og jeg havde mit liv deri. Men som årene er gået, har jeg bevæget mig væk fra fodboldverdenen i dagligdagen – men bibeholdt min store interesse og faglige stolthed i fodboldverdenen. Dog med en dagligdag i en større franskejet virksomhed i stedet for (kunst)græs og jord under støvlerne.

Den dagligdag jeg har i dag er som skrevet i en større dansk virksomhed, som har franske ejere, hvorfor jeg er i Paris rigtig, rigtig mange gange på ét år. Bare i år kan jeg ikke tælle dét antal på to hænder. Flere gange tager jeg dertil flere gange om måneden, kun med en smuttur tilbage til København for at sætte mig ind i et fly mod Paris igen mandag morgen. Dét franske kontor, jeg besøger så mange gange på et år ligger i det 11. arrondissement i Paris, hvorfor jeg selvsagt kender det berørte område fra fredagens handlinger ganske godt.

Jeg har altid villet se en landskamp med Frankrig på Stade de France, og jeg ser stadionet lige så mange gange på ét år, som jeg er i Paris, da min vej oftest går lige forbi stadion til og fra lufthavnen.

Da jeg så videosekvenserne af fodboldkampen, hvor man i baggrunden kunne høre dét de fleste ville tro var et kanonslag, som man kender det fra store fodboldkampe nu til dags, kunne jeg ikke slippe synet af spillerne fra Frankrigs og Tysklands landshold, der stoppede med at spille fodbold i et kort sekund. Dét satte for alvor tankerne i gang for mig. Netop denne parallelverden var og er for mig helt ufattelig – i ordets bogstaveligste forstand.

I sådanne situationer, kommer jeg til at glemme for en stund, hvad det egentligt er, vi alle sidder og kigger på uge efter uge. Selvom mange fans og tilskuere til kampe og i sofaen mener deres holds op- og nedture i weekendkampene er forskellen mellem liv og død, sætter fredagens episoder i Paris netop dette i et voldsomt perspektiv.

På den ene side er jeg helt forfærdeligt ked af dét der skete i Paris den fredag. Og på den samme ene side, mener jeg man skulle have afblæst kampen øjeblikkeligt, da det gik op for arrangementsstyrerne at dette ikke blot var et kanonslag (og hvad der ellers foregik andre steder i Paris). På den anden side, mener jeg ikke dette er løsningen – for så har man givet ét signal der er forkert i min verden.

Jeg var kort inde på mine smutture til Paris i forbindelse med mit fuldtidsjob før. Nogle gange kombinerer jeg disse ture med forlængede weekender i Paris, men det er dog mest om sommeren, da jeg elsker de varme nætter og dét at man kan være ude. I de seneste par måneder, hvor turene også har gået til Frankrigs hovedstad, har jeg dog ikke haft meget fritid i byen. Men når jeg har denne, og når jeg tager disse weekender for mig selv, elsker jeg at sidde på caféer om aftenen eller se seværdigheder om aftenen.

Jeg har opbygget mig et rigtig tæt netværk af venner, kolleger og bekendte i Paris og i området omkring. Dette gør det også klart mere personligt for mig, dét der skete i Paris. Det er klart. Det er også klart, at det er med til at motivere mig at skrive dette indlæg. Alle jeg kender i Paris har det heldigvis godt.

Jeg kender til intet bedre end at sidde og analysere en fodboldkamp på et stadion, eller foran TV’et med lyden slukket, og blot fordybe mig i analysen af dét jeg ser. Se nye tendenser, se nye spændende spillere an eller se hvorledes kampen kan skifte dominans holdene imellem. Men handlinger som dem vi så i Paris fredag aften, sætter fodbolden, og dens rolle i vores alles liv, i et fuldstændigt andet perspektiv.

Jeg vil stadig, også næste gang jeg skal til Paris, sidde i taxaen fra lufthavnen til hovedkontoret i det 11. arrondissement og tænke på, ”hvor ville jeg bare gerne se en landskamp på dét stadion”. Men hvor kan man da bare ikke andet end at føle med de familier og de folk, der mistede deres kære den aften og nat. Ikke kun de, der blev ofrer ved området omkring Stade de France – men i hele Paris.

Fodbold har altid været ”min ting” her i tilværelsen. Og det vil det også være lige indtil den dag jeg ikke er her mere. Men nogen gange må selv jeg indse, at der er andre ting, der blot har langt, langt, langt mere betydning.

Liberté, égalité, fraternité!

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️