Analyse: Målscoring i Champions League 2014/2015
I denne uge udkom UEFA med sin årlige Technical Report om Champions League-kampagnen 2014/2015. Vi har før været omkring disse Technical Reports, men for førstegangslæseren er dette et statistisk mekka for alle fodboldnørder, og for den absolutte faglighedshungrende er det biblen inden for fodboldtendenser. Det er her, man første gang kan se nye tendenser baseret på valide og troværdige data. UEFA/FIFA laver disse hvert år for de største turneringer (CL, EL osv.) og EM og VM-slutrunderne.
Jeg vil tage et klart hovedfokus i bloggen her: målscoring og vejen hertil. Både for at afgrænse blogindlægget her, men også fordi det handler om at score flere af disse end modstanderen; det er absolut essentielt at kunne score mål.
Jeg starter dog et andet sted, men dog alligevel ikke så langt fra dét det hele handler om. Den reelle spilletid, er altid noget jeg går utroligt meget op i. For når dommeren fløjter af efter 90 minutter på stadionuret (plus det løse) har bolden ikke været i spil i samme antal minutter. Så langt fra endda. Og netop den effektive spilletid er essentielt for mulighederne for at score mål (det er ret svært at score, når bolden er ude af spil). FC Barcelona er absolut det hold, som deltager i kampe med den højeste effektive spilletid. I gruppe- og kvartfinalekampene mod Paris Saint-Germain nåede kampenes effektive spilletid helt op på 68:35 og 71:39 (minutter:sekunder). Til sammenligning var den kamp med højest effektiv spilletid ved VM 2014, kampen mellem England og Italien. Her var den effektive spilletid på 64:49.
Hvad siger dette noget om? Ikke nødvendigvis ret meget, da Barcelona og England/Italien ikke har samme spillefilosofi. Hold som Barcelona vil generelt have en højere reel spilletid, grundet de mange, sikre pasninger mellem nærmeste medspillere, mens England og Italien ikke nødvendigvis spiller den nærmeste medspiller hver gang. Dette vil sige, at selvom FC Barcelona deltager i kampe, hvor den effektive spilletid er højere, er det ikke sikkert, de angriber modstanderens mål mere, end andre hold, der deltager i kampe, hvor den effektive spilletid er mindre.
Og netop sidste sæsons Champions League var præget af én stor omvæltning, når det gælder målscoringen. Der er simpelthen mere intensitet i kampene. Det kan være svært at operationalisere dette begreb (gøre det mål- og definerbart), men når alt kommer til alt, blev hele 20,6 % (55 styk) af alle mål, scoret i åbent spil, scoret på omstillinger. Dette er en meget, meget interessant tendens. Netop dét jeg var inde på før (angående den effektive spilletid) handler om at have bolden i egne rækker så meget som muligt. Dette indikerer, at andre hold gør præcis det modsatte.
Det er en hamrende interessant tendens. Det betyder, at holdene måske har mere fokus på at fange modstanderne på en farlig omstilling, eksempelvis grundet sjuskede boldtab, og derefter gå direkte i afslutningsspil.
Kom ikke og sig, at dødbolde/standardsituationer skal nedprioriteres! Af alle 361 mål scoret i 2014/2015-sæsonens Champions League-kampagne, blev 94 mål scoret på standardsituationer. Det svarer til 26%!
Af alle de 94 mål på standardsituationer, blev 31 scoret umiddelbart efter et hjørnespark, 31 fra straffesparkspletten (eller opfølgning fra et straffespark) og 18 bagefter et frispark. De direkte frispark stod for 12 mål. Kun sølle 2 mål blev scoret efter et indkast (hvem påstod, at lange indkast høvler mål af sig…).
Af alle 267 mål i åbent spil, blev hele 51 mål scoret efterfulgt af et indlæg fra en spiller udenfor straffesparksfeltet. Altså lige godt 20% af alle mål i åbent spil. Det er også relativt signifikant.
Kigger vi på scoringsgennemsnittet i Champions League-sæsonerne igennem tiden, ligger den overståede sæson langt over gennemsnittet. Der blev scoret 361 mål i 125 kampe, hvilket giver et gennemsnit på 2,89 mål pr. kamp. Gennemsnittet for alle Champions League-kampe igennem tiden (siden 1992/1993-sæsonen) er på 2,68.
Derudover er der en anden sindssygt interessant statistik fra sidste sæsons Champions League. Man har altid vidst, dét at score først i en fodboldkamp er vigtigt. Men at det var så vigtigt, havde jeg aldrig troet! Hele 92 gange, har dét hold, der scorede kampens første mål også vundet kampen. 20 gange er det endt uafgjort og kun 5 (!) gange har man tabt kampen, når man scorede det første mål.
Jeg kunne finde så mange andre interessante statistikker, men jeg synes, man selv skal sætte te/kaffe over, og så selv gå på opdagelse i UEFAs publikation. Det er en guldgrube af hamrende interessante statistikker.
Her er et fuldt overblik over vores kalendere på Sofabold.