Stor mangel på spidsangribere i dansk topfodbold

Selvom rigtig, rigtig mange timer af min uge går på at se, tænke, overveje og analysere fodbold fra A til Z, er det faktisk utrolig lidt, jeg kigger på resultater, stillinger og topscorerlister. Hvilket jo i sig selv er paradoksalt. Eller er det?

Faste læsere vil vide, at jeg er bedøvende ligeglad med resultatet af en fodboldkamp, stillingen i en liga eller hvem, der fører topscorerlisten. Dét der interesserer mig er imidlertid de individuelt- og holdorienterede aktioner i kampen baseret på teknisk/taktiske parametre. Dette kan hurtig blive en lang forelæsning i sig selv, hvorfor jeg ikke vil gå mere i dybden med dette i dag (igen, faste læsere vil vide, at jeg har skrevet om netop dette før!).

Tilbage til dét jeg næsten aldrig gør: tjekker resultater, stillinger og topscorerlister. Netop fordi jeg aldrig tjekker disse, fangede jeg mig selv i at jeg en sjælden gang var inde og kigge på netop sidstnævnte: topscorelisten. Jeg kan ikke engang huske, hvorledes jeg endte der, men det gjorde jeg altså.

Og der var straks noget, der slog mig: der er utroligt få danskere på den aktuelle topscoreliste! Kigger man på topscorelisten for Superligaen efter 5 spillede kampe (undtaget FCK og Randers FC, der fik deres første kamp udskudt, hvorfor de kun har spillet 4), ser situationen i top 10 således ud:

Det er overhovedet ikke videnskabeligt signifikant på nogen måde, da der kun er spillet meget få kampe af dette års Superliga, men det er immervæk bemærkelsesværdigt, at én ud af de fem hyppigste målscorere i den bedste danske fodboldrække er af dansk nationalitet. Derudover er der fem ud af de i alt ti hyppigste målscorere, der er af dansk nationalitet.

Dét var relativt overraskende for mig.

Eller var det?

Jeg vil slet ikke komme med den endelige konklusion og dertilhørende løsningsforslag til issuet her, for dette kræver nok flere Ph.d.-afhandlinger, men jeg kan da i hvert fald give nogle bud på, hvorfor det er sådan og hvorfor der ikke skabes flere danske topangribere.

Det er helt klart af altafgørende betydning at der bare ikke er så mange angribere, som der er forsvarsspillere og især midtbanespillere! Af de i alt 271.194 mandlige DBU-registrerede fodboldspillere, som DIF fremlagde i marts 2015, er der i hvert fald 1/11, der er målmænd. Lad os sige, de fleste 11-mandshold spiller 4-4-2, så bliver andelen af angribere 2/11. Er antagelsen om 4-4-2-opstillingen retvisende. Nok ikke, da de fleste ungdomshold spiller en eller anden form for 4-5-1 (selvom de fleste nok mener, de spiller 4-3-3, men læg mærke til, hvor de to sidste ”angribere” står – både når de har bolden og ikke har bolden. Så er jeg sikker på, de også spiller 4-5-1). Går vi med vores antagelse om, at de fleste spiller 4-5-1, så siger logikken jo at kun 1/11 er angribere. Dermed er det også selvsagt, at der er fire til fem gange flere midtbanespillere og i hvert fald fire gange flere forsvarsspillere end angribere.

Og hvorfor er dette så interessant? Jo, fordi puljen af angrebstalenter bliver forsvindende lille i forhold til de andre positioner. Jo færre, der spiller regelmæssigt (nærmest uanset niveau), jo færre topangribere udvikler vi.

Uden jeg har faktatjekket det, er jeg sikker på at Ebbe Sand, Preben Elkjær og andre store angrebskoryfæer rendte rundt og spillede defensiv midtbanespiller i deres ungdomsår.

Det handler om gentagelser og at skabe ”automatismer”, som Morten Olsen siger. Især for angriberen, hvis han skal klare sig på topniveau, hvor alt går rasende hurtigt – og især på banens sidste tredjedel.

For at underbygge eksemplet ovenfor, og hele tankegangen omkring dette, kan vi jo tage sommerens U/21-slutrunde. Hvor mange topangribere havde vi med dér? Hvem scorede Danmarks mål ved slutrunden?

 

Kamp 1 mod Tjekkiet (DK 2 – 1 CZ): Jannik Vestergaard og Pione Sisto

Kamp 2 mod Tyskland (DK 0 – 3 DE): Ingen målscorer

Kamp 3 mod Serbien (DK 2 – 0 RS (ja, deres ISO-kode er RS)): Rasmus Falk og Viktor Fischer

Kamp 4 mod Sverige (DK 1 – 4 SE): Uffe Bech

 

Nu kunne det godt se ud som om min pointe blev skudt i sænk – men snarere tvært i mod.

Man skal ikke bilde mig ind, at 1) Danmark altid spiller med tre angribere, både uden og med boldbesiddelse, som f.eks. kunne være Fischer, Bech, Falk og Sisto og 2) at disse spillere altid har spiller som forreste angriber på deres respektive ungdomshold og klubhold igennem deres karriere.

Ingen af vores mål blev scoret af vores 9’er! (9’eren er den forreste angriber, og dén man typisk forventer er tættest på modstanderens mål).

Jeg håber min pointe blev klar nu.

 

En anden faktor, som man slet ikke må undervurdere, når det kommer det til faktummet at spidsangriberen eller 9’eren er ved at blive udvandet, og derfor ikke scorer så mange mål mere (jf. topscorelisten), er at man bare må indse, at der er nogle andre taktiske tendenser og trends i dagens fodbold, end der var for 10-15 år siden.

Jeg vil vædde med, at FC Barcelonas tiqui-taca-stil (ja, det hedder det på spansk) i start 10’erne har været med til at reformere fodbolden som spil. Lige fra de yngste årgange i Danmark og til nuværende Superligahold er det tydeligt at se, at den forreste angribers betydning er devalueret i forhold til i start 00’erne. I dag spiller man ikke op på én eller to angribere, og så lader man dem om resten. I dag er det i høj grad en form for andenbølge, eller en anden overtalssituation, hvor en midtbanespiller sætter sidste fod på bolden inden den går i mål. (Igen, tag et kig på topscorelisten – jeg kan i hvert fald finde 4-5 stykker, der ikke spiller den forreste angriberposition på deres hold altid).

Ja, DBU’s ”Den Røde Tråd”, som jeg også har beskrevet tykt her på bloggen førhen, har også noget at gøre med dette fænomen, når det kommer til manglende topangribere i dansk fodbold. For lader klubberne ikke de åbenlyse angrebstalenter få chancen på ungdomsholdene, får de heller aldrig chancen på topniveau. Den ”dovne” angriber, der bare står og sparker målene ind på samlebånd findes ikke længere – hvorfor ikke, spørger du nok? Jo, fordi de ikke tillades mere. En Elite-træner vil få høvl, hvis han bruger en spiller, der blot står og dovner den oppe foran – uagtet om han scorer mål eller ej. (I hvert fald i den brede forstand!). Og sandsynligvis vil han aldrig få muligheden herfor – for spilleren, der står og dovner den og bare banker mål ind, er allerede sorteret fra, før han kommer i betragtning til startopstillingen.

Angribere på ungdomsniveau skal i dag kunne så meget mere, end blot at score mål på samlebånd. Dette medfører også, at han ikke kan øve og træne på netop dét, han egentligt burde: at score mål og raffinere hans afslutningstekniker.

 

Jeg ved ikke, hvad nøglen er til at skabe flere talentfulde spidsangribere, der kan gå hele vejen også internationalt. Og måske skal man bare acceptere, at fodboldspillet har udviklet sig, som det har, og at der måske ikke vil blive behov for disse spidsangribere i dag. 

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️