Optakt til de store europæiske ligaer

Premier League, Bundesliga, Premiera Division, Ligue 1, Serie A og endda også Champions Leagues hovedturnering. Hold nu op for en lækker kombination. De kommende uger og den kommende måned bliver startskuddet for de respektive turneringer og cupturneringer. I bloggen her vil jeg bringe EuroClubIndex’ sandsynlighedsberegninger for de respektive turneringers slutplaceringer, når vi om godt 9 måneder har fundet vinderen af disse.

Hvis du er interesseret i at læse, hvordan EuroClubIndex beregner disse sandsynligheder, anbefaler jeg, du læser min tidligere blog, hvor jeg netop går i dybden med dette.

Disclaimer: EuroClubIndex har pr. 1. August 2015 ikke beregnet sandsynlighederne for Premiera Division og Serie A, hvorfor jeg er blevet nødsaget til at benytte deres club-ranking. Her får vi dog ikke de beregnede sandsynligheder for at vinde mesterskabstitlen, men vi må på baggrund af dette datagrundlag antage en ligefrem proportionalitet mellem indbyrdes rangering og mesterskabschancer.

Og lad os så ellers komme i gang!

 

Premier League

Vi lægger ud med Premier League. En turnering, som flere danskere følger med i og en turnering, hvor flere danskere har et favorithold.

Her er det meget vigtigt at bemærke, hvor tæt de nederste 10 hold ligger: 6 af disse 10 hold har det samme antal forudsagte point ved turneringsslutningen om 9 måneder – derfor er der selvsagt en stor usikkerhed om resultatet i bunden af Premier League. Kigger vi mod topholdene, ser det ud som om at Chelsea er klare favoritter til at tage mesterskabstitlen med Manchester City og Arsenal på de efterfølgende pladser. Data er pr. 27. Juli 2015.

 

Bundesliga

Fra England til Tyskland. Tysklands bedste fodboldrække er i de senere år blevet utroligt populær blandt danskere og danske tv-seere. Dette skyldes garanteret Borussia Dortmunds fremtog i Champions League år tilbage og deres meget radikalt anderledes spillestil end den FC Barcelona dengang praktiserede og som nærmest alle andre kopierede.

På baggrund af EuroClubIndex ligner det en glasklar sejr til Bayern München, og det ville, hvis vi skal være helt subjektive, også være mærkeligt hvis ikke holdet fra Sydtyskland skal genvinde mesterskabet. De eneste, der ser ud til at kunne true Bayernholdet er Wolfsburg, Leverkusen og Borussia Dortmund. Disse tre ligger nærmest umuligt tæt på de efterfølgende pladser – dermed kan det både blive en dreng og en pige, hvorvidt én af disse fejler i kapløbet om mesterskabet. Det er dog bemærkelsesværdigt at de alle ligger godt 60 procentpoint bag Bayern München i kampen om mesterskabet.

Dog ser det ud til at FC Ingolstadt 04 og SV Darmstadt 98 er klare, klare nedrykkere. De spås ikke mange chancer, og deres mesterskabschancer er lig 0,0 %. Data er pr. 27. Juli 2015.08.01

 

 

Premiera Division

Fra Tyskland går turen til Spanien. Det har historisk set været 2 klubbers kamp mod rov – som man sagde i folkeskolen. Der har været et par undtagelser i de seneste år, men ellers har Real Madrid og FC Barcelona været de to klubber, der har rendt med mesterskabet hvert år.

Kigger vi på den indbyrdes klubrangering i Spanien, står det også hurtigt klart at FC Barcelona og Real Madrid er rendt fra de andre. De er faktisk de to højest rangerede klubber i hele Europa, hvis man skal tro EuroClubIndex. Tager vi klubrangeringen for gode varer, ser det ud til at FC Barcelona render med mesterskabstitlen med Real Madrid som klodsen om benet. Vi ved dog alle, at dette sagtens kan blive med omvendt fortegn, men det hele bekræfter billedet om at der er to klubber i Spanien – og så er der alle de andre. Atlético Madrid, Sevilla og Valencia kommer lige i halen af de to mastodonter. Deportivo, Las Palmas og Eibar ser ud til at tage billetten ned til La Segunda. Data er pr. 31. Juli 2015.

 

Ligue 1

Fra Spanien til Frankrig. En hipsterliga uden lige. Det er for mig en lidt sær størrelse, og i det enorme fodboldudbud i disse moderne tider, er det en liga, jeg nærmest aldrig ser. Og jeg ser endda kun holdende fra Frankrig i Champions League.

Kigger vi på EuroClubIndex’ rangering og vindersandsynlighederne, ligner det en klar sejr til Paris Saint-Germain, med AS Monaco, Olympique Lyon og Saint-Etienne i hælene. Igen er sub-delen af ligaen meget tæt rangeret, og ligeledes er der en vis usikkerhed omkring nedrykningsplaceringerne. Dog ser Stade de Reims og GFC Ajaccio ud til at tage turen ned i Ligue 2 (der er jo kun to nedrykkere i Ligue 1). Data er pr. 27. Juli 2015.

 

Serie A

Fra Frankrig slutter vi turen af i Italien. I fodboldstøvlelandet er der sket meget i den indbyrdes rangering topklubberne imellem i de sidste 10-15 år. Engang var det Inter- og AC Milan-klubberne, der skiftedes til at rende med mesterskaberne, men i de senere år har Juventus været suveræne i kampen om trofæet.

Kigger vi på den aktuelle indbyrdes klubrangering, ligner det nu også en klar, klar turneringssejr til Juventus. Kigger vi på Juventus’ ECI-point (3695) sammenlignet med AS Romas (3016), ligner det en 63% mesterskabssandsynlighed til Juventus og godt 10% til AS Roma (kig på Ligue 1-rangeringen og se den slående lighed). Faktisk har AS Roma og Napoli nøjagtig samme ECI-point, hvilket er ret unikt. De har dermed lige stor chance (såfremt vi antager ligefrem proportionalitet) for at vinde mesterskabstitlen. Dermedsagt er det også utroligt svært at spå om, hvilken af de to klubber, der slutter øverst. I bunden af rækken ligner det klare nedrykningspladser til især Frosinone og Carpi, mens Bologna, Empoli, Sassuolo, Chiev og Atalanta skal kæmpe om den sidste nedrykningsplads til Serie B.

 

Og så kan turneringerne ellers bare komme an!

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️