En fodboldspillers markedsværdi

Transfervinduet, eller ”Spillerregistreringsperioden” som det formelt hedder i FIFAs regulativer, er over os og har sådan set været det i godt halvanden måned. Der er omvendt også halvanden måned tilbage af sommertransfervinduet. I dette blogindlæg vil jeg kigge nærmere på værdiansættelsen af en fodboldsspiller og dette vil jeg gøre med udgangspunkt i et meget interessant diagram, jeg fandt den anden dag.

Fra de økonomiske teori- og lærebøger kender man teorien om værdiansættelsen af et (anlægs)aktiv. Her tages der højde for en lang række faktorer, og som med så meget andet: jo mere nuanceret, man gør værdiansættelsen af objektet – jo mere præcist bliver billedet af objektets reelle værdi. I generel økonomisk teori, er værdiansættelsen af et aktiv oftest baseret på både objektive og subjektive grundlag, hvorefter der kommer en masse tillægsspørgsmål ind: Hvor meget er brandet værd, hvor meget nettoprofit får man ud af investeringen, samt hvor stor er rekvisitionsomkostningerne og de løbende af- og nedskrivninger på aktivet. Alt sammen noget der skal til for at man kan sige noget om den aktuelle og fremtidige værdi af aktivet.

Hvorfor denne lille parole? Jo, fordi det hele går igen i fodboldens verden. En fodboldspiller er en fodboldklubs allerstørste aktiv og til sammen udgør truppen af spillere næsten hele klubbens aktiv: det er truppen og holdet, der er nøglen til at tjene penge og til at drive klubben videre. Samtidig er det også spillerne, man kan sælge imod at få nogle likvide midler retur.

Når vi taler om værdiansættelsen af en fodboldspiller, er det også klart at det er objektive og subjektive antagelser og parametre, der ligger til grund for, hvorvidt man vil købe til den givne pris eller ej. Det ser vi klart herhjemme, og over de seneste år har FC Midtjylland taget førstnævnte til sig (altså det objektive datagrundlag). Dette har jeg, sammen med ”Big Data”-fænomenet, behandlet i en lang række blogs, der kan findes her på sitet.

Et af de største internetsites, der netop vurderer værdien af fodboldspillere, er Transfermarkt.de. Det tyske site har i årtier forsøgt at vurdere markedsværdien af fodboldspillere, startende mange år tilbage med de største ligaer. Siden har man udvidet med diverse mindre ligaer heriblandt den Danske Superliga. Og når man skriver at ”Transfermarkt vurderer værdien af fodboldspillere” er det jo ikke én person, der gør dette, men et helt team af medarbejdere, der på hel- eller deltidsbasis sidder og vurderer værdien af disse spillere.

Hvordan vurderer Transfermarkt.de så denne værdi?

Jo, det er netop på baggrund af både objektive og subjektive parametre, heriblandt ekspertudtalelser, medarbejdernes vurderinger, fanforventninger, managerudtalelser, diverse statistikker og analyser samt spillernes baggrundsdata.

Dermed er det ikke bare en algorimte, der er ligefrem propertional med eksponeringen (m.a.o.: at én spiller er voldsomt eksponeret i medierne, ikke betyder at han som udgangspunkt har en høj værdi, som det ellers er nemt at lave en algoritme på baggrund af). Nej, men tager også vurderinger og udtalelser med  fra klubpersonale, kommentatorer og eksperter.

Og hvor godt rammer Transfermarkt.de så egentligt markedsprisen, hvor klubber, spillere og agenter handler i ”real time”?

Det var netop dén graf, jeg faldt over i denne uge. Og det er egentligt ret imponerende.

Nedenfor viser grafen spillernes alder og Transfermarkt.de’s værdi som værende under/over den faktiske handlede værdi. Selve enhederne på y-aksen er beregnet som: Handlet værdi/(Handlet værdi – Transfermarktværdi)-0,5. Hvorfor dette sidste -0,5? Dette kommer jeg tilbage til.

 

 

Egentligt ser det jo rigtig fint ud. De grønne prikker viser de spillere, der er handlet for mere, end hvad Transfermarkt.de havde estimeret disses værdi til, og de røde viser de spilleres handler, hvor Transfermarkt.de har estimeret deres værdi til at være lavere, end den faktisk handlede værdi.

Hvad viser grafen egentligt?

OBS: Den viser IKKE at når en spiller bliver ældre, falder hans værdi (udsagnet er dog generelt korrekt, men det er altså ikke dét grafen viser!). Den viser derimod at Transfermarkt.de generelt vurderer ældre spilleres værdi til at være højere, end den værdi de egentligt bliver handlet for – eller sagt på en anden måde: Deres faktisk handlede værdi er lavere, end den Transfermarkt.de vurderer dem til at have.

Derudover viser den også, på baggrund af dette datagrundlag, at Transfermarkt.de generelt er bedst til at vurdere en spiller der er 26 år gammel. Her rammer de i gennemsnit markedsværdien spot on.

Lad os tage nogle eksempler. Demba Ba blev dog handlet for meget mindre på markedet, end Tranfsermarkt.de havde vurderet ham til at koste. Det samme med Maicon, Scott Sinclair og FC Vestsjællands (lånte spiller!) Apostolos Vellios.

Spillere som Rickie Lambert, Bebé, Joe Alle, Charlie Adam og danske Christian Poulsen blev til gengæld solgt for en højere værdi, end Transfermarkt.de havde vurderet dem til. 

Kritikere af ovenstående graf vil hurtigt fastholde synspunktet om, at sitet ikke er så godt, som deres rygte ellers berettiger dem til. ”Der er jo ikke ret mange, der ligger på en 0,0 ved y-aksen”, kunne man hurtigt antage synspunktet om. Og dette er sådan set heller ikke forkert. Det er korrekt, at rigtig mange handler er ramt ”ved siden af”.

Men det er immervæk også svært at vurdere den handlede værdi af en fodboldspiller. Der er så urimeligt mange forhold, der gør sig gældende i fodboldens verden, når der skal handles en fodboldspiller. Og hvad nu hvis en spiller blot vil væk, for enhver (alt for lav) pris? Så rammer sitet det heller ikke.

Som alt andet i denne tilværelse, skal man nuancere sine synspunkter og sine antagelser. Dertil er det også en god idé, at tage forbehold for eventuelle fejlvurderinger. Dette er i sandhed noget, der gør sig gældende i transfersituationer i fodbold. Aktørernes værdi i en sport – der er domineret af så ufatteligt mange penge, og hvor rigmændene i de allerrigeste klubber, og disses beslutninger, kan have en effekt på utallige små fodboldklubber – er meget svær at spå om. For ikke at sige umulig. 

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️