Endnu engang er der ballade i DBU

Den regelmæssige læser her på bloggen vil vide, at jeg ynder at tage aktuelle fodboldproblemstillinger op til revision, og i denne uge fornægter tilfældet sig da heller ikke. I denne uge, måske mere end nogensinde aktuelt.

Det skal selvfølgelig handle om den aktuelle konflikt imellem Dansk Boldspil-Union og deres spillere. Dét er en langt mere avanceret affære, end jeg kan bidrage til forklaring (og tolkning) på, men jeg vil da gøre et ærligt forsøg i dagens blog.

I forbindelse med Dansk Boldspil-Unions nye virkelighed med faldende indtægter og til dato stadig uændrede omkostningsniveauer, har man måttet indse, at der skal ske radikale ændringer på omkostningssiden af forretningen, for at give et nogenlunde resultat på bundlinjen. Udover diverse sparrekurer og aflyste (eller betalte) træningsture for ungdoms- og ligalandsholdene, er det mest radikale skridt i sparrekuren, at DBU nu vil skære ned landsholdsspillernes kampbonusser, når de optræder i rødt og hvidt.

Faktisk vil DBU gerne have at de mandlige A-landsholdsspillere går 17 % ned i løn. På den ene side står arbejdsgiveren, DBU, og på den anden side står arbejdstageren, spillerne repræsenteret af spillerforeningen. DBU, som mange ved, har brudt hvad man vil kalde ”god forhandlingsskik” og har henvendt sig direkte til spillerne i individuelle breve til den 40-60 mand store bruttotrup til A-landsholdet for Herrer. Efter normale, danske standarder, henvender man sig altid til modpartens samlede forhandlingsorgan (her Spillerforeningen).

Oprindeligt startede hele konflikten med, at man DBU og landsholdspillerne imellem ikke kunne finde en fælles aftale (inden forhandlingerne egentligt gik i gang), da den oprindelige aftale mellem parterne udløb i sommeren 2014. Den oprindelige aftale blev så forlænget i flere omgange henover efteråret, hvorefter den så definitivt udløb ultimo Januar 2015. Derfor står vi nu i denne hårdknude.

Tilbage til de individuelle henvendelser fra DBU. DBU har bedt 40-60 spillere tage stilling til, hvorvidt de vil optræde for A-landsholdet under disse vilkår (herunder bonus- og lønbetingelser). Spillerne fik i brevet til mandag den 1. Marts 2015, men da brevet kom til offentlighedens kundskab, fik man hurtigt røde ører i DBU. Sagde den enkelte spiller ja til brevet og dets indhold, var han i betragtning til A-landsholdets kommende kampe i sommeren 2015.

Men hvad handler konflikten i virkeligheden om? Jo, DBU vil meget gerne væk fra den nuværende kollektive aftale med spillerne, og i stedet indgå individualiserede aftaler. Altså, skal den samme bonus ikke fordeles ud på x-antal spillere, men hver enkel spiller skal have en individuel procentdel af denne samlede bonuspulje. Det samme skal så ske med lønpakken.

Siger spillerne nej til denne aftale, er de ikke til rådighed for Morten Olsen før 1. Juli 2015, altså efter vores meget afgørende kamp i Parken 13. Juni 2015, hvor vi som bekendt møder Serbien. (Derudover er der også tre venskabskampe mod USA, Frankrig og Montenegro inden 1. Juli).

Det interessante i problemstillingen er især to ting: 1) At millionbetalte fodboldspillere, siger nej til at gå 17 % ned i løn, når de nogle enkelte gange om året spiller for deres landshold; og 2) at dette bestemt ikke er første store konflikt DBU har haft med nogle af deres egne folk inden for de sidste 24 måneder!

Vi kan nok hurtigt blive enige om, uden at vide det præcist, at de spillere, der repræsenterer landsholdet i forvejen er spillere, der tjener rigtig fint. De tjener meget mere på ét år, end hvad menigmand tjener på et helt arbejdsliv. (Og her holder argumentet med antallet af arbejdsår som fodboldspiller, i forhold til funktionær, ingen steder!).
Når jeg har fulgt denne konflikt fra diverse medier, har det overrasket en del udenforstående, at landsholdsspillere får løn for at spiller for deres landshold, nu hvor de i forvejen tjener styrtende med penge, for at spille i deres underskudsramte klubber. ”Velkommen til den virkelige (fodbold-)verden”, kunne man sige. Selvfølgelig får landsholdsspillere løn og bonus for at repræsentere landsholdet. Sådan har det givetvis været siden indførelsen af professionel fodbold i start-halvfemserne. Indrømmet, nu gætter jeg. Men det giver god mening, at ”mere vil have mere” og at landsholdsspillere i verdens største sport tænker på samme måde, som du og jeg gør, når det handler om at høste frugterne af ens talent.

Der er dog også et andet spændende sideaspekt, hvis vi kigger på Spillerforeningen her. De repræsenterer jo (næsten) alle professionelle fodboldspillere i Danmark – der nogle undtagelser, idet det ikke er påkrævet at være medlem. Daniel Agger er for eksempel én af disse.

Men siger den samlede organisation ”nej” til DBU og Landsholdet, så betyder dette givetvis også udelukkelse fra U/21-landsholdet og A-landsholdet for Kvinder. U/21-landsholdet står overfor at skulle til EM om nogle måneder, og spillerne omkring landsholdet er nok meget spændte på udfaldet af konflikten her.

For det er jo ikke U/21-landsholdet, der er roden til konflikten her – men det er i sandhed dem, konsekvensen kan ramme.

Hvad der også er interessant er, at det absolut ikke er første gang, at DBU er i en større konflikt med deres egne fodtusser i slagmarken! For snart præcis 2 år siden, var hovedorganisationen i konflikt med samtlige danske breddedommere. Her stod DBU stejlt på, at man ville nedlægge de hidtidige dommerregioner, og at man ville centralisere styringen, kamppåsætningen, uddannelsessystemet og talentudviklingen inden for dommerfaget. Derudover var der også problemer med hensyn til den meget, meget ringe løn de danske breddedommere til stadighed får i dag – hvis man da overhovedet kan kalde det løn… (Eksempelvis kalder man det ikke ”løn” men ”kompensation” – og det er sjældent et tegn på overflødige pengestrømme i dommernes retning).

Det kunne være interessant at kigge et par år ud i fremtiden, og se, hvem DBU så vil ligge i konflikt med. Divisionsforeningen, sponsorer, interessenter eller en helt fjerde? Førstnævnte er slet ikke usandsynligt, idet man har indledt en oprigtig proces om at kigge på nye turneringsformater for Superligaen! En proces som Divisionsforeningen sagtens kan starte, men den endelige godkendelse om ændring af turneringsformatet ligger hos DBU!

Konflikten imellem landsholdspillerne, Spillerforeningen og DBU er eskaleret inden for slutningen af denne uge. Parterne mødtes sidst i torsdags, og i morgen, mandag, er der igen et nyt møde. Kvindelandsholdets hovedsponsor, fagorganisationen 3F (som er et fælles fagforbund), har nemlig truet med at trække millionstøtten til Kvindelandsholdet, fordi DBU vil indgå individuelle aftaler med spillerne – hvem sagde ”En del af noget større”?

Det er i hvert fald sikkert, at det ikke er kedeligt at arbejde i DBU i disse år – og jeg er ikke misundelig. Der er mange kanter og hjørner, der skal slibes ned. Og lad os da alle håbe, at der findes en aftale. Konsekvenserne kan næsten ingen ende tage. 

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️