EM-kvalifikationen er afgjort efter 4 kampe

Har man fulgt med på bloggen her i gennem de snart to år, jeg har skrevet på sofabold.dk, har man forhåbenligt også lagt mærke til, at udover sport i almindelighed (og fodbold i særdeleshed) så interesserer jeg mig også for det politiske aspekt i sportens verden. Kombinerer man så sport og politik, giver det sportspolitik. 

I sidste uge skrev jeg om FIFAs længe ventede, og egen-nedsatte, undersøgelseskommission under FIFAs egen etik-komité, og i denne uge kom Michael Garcias rapport så frem. Og hvor var det skønt, at medierne faktisk tog denne meget alvorlige sag op. I en grad, som jeg ikke har set det før. Skønt. 

Men eftersom alle sportsinteresserede godt ved, hvad rapporten og dennes foreløbige konsekvenser blev, vil jeg ikke beskæftige mig med denne sag lige foreløbigt (ikke før til foråret, hvor der igen kan komme interessante ting frem fra/om denne rapport). 

I denne uge skal det i stedet handle om kvalifikationsformatet til UEFA EURO 2016 i Frankrig. Igen, kunne man indvende. For vi har været der før. Og kan man malke historien mere, spørger du? Ja, det kan man sagtens! 

Efter Danmarks nærmest altafgørende sejr imod Serbien fredag aften, ser det rigtig, rigtig godt ud for vores landsholds muligheder for at kvalificerer sig til UEFA EURO 2016. Og det er netop dette, der skal optage mig i dette blogindlæg. Hvorfor kommer jeg tilbage til. 

Tager vi et grundigt kig på Danmarks aktuelle situation i EMs kvalifikationspulje I, ligger vi pt. nummer 1 med 4 spillede kampe og 7 point. Vi har spillet én kamp mere end Portugal og Armenien og hele to kampe mere end Albanien og Serbien. Rigtig meget kan nå at ændre sig - men ikke før marts måned næste år, hvor næste runde spilles i Gruppe I. Den 29. marts 2015 mødes Albanien - Armenien og denne kamp er ikke vildt interessant set med danske briller. Men den anden kamp samme dag, kan blive meget afgørende for vores kvalifikationsskæbne. For i den anden kamp mødes Portugal - Serbien, som jo er de to hold, som vi må forvente, vi skal kæmpe med kvalifikationspladserne om. Her må Serbien meget gerne vinde; dels på grund af at de har to kampe færre end os, men også fordi vi nu har vundet over dem, og derfor er bedre indbyrdes, som er meget vigtigt i tilfælde af pointlighed. 

Danmarks næste pointgivende landskamp er i runden efter, altså den 13. juni 2015, hvor vi igen møder Serbien. Vinder vi den 13. juni i Parken, er jeg helt overbevist om, at vi skal spille Europamesterskaberne i Frankrig året efter. Hvorfor? 

Jo, fordi som jeg skrev ovenfor har vi nu spillet 4 kvalifikationskampe allerede. Hver hold møder hinanden to gange, og da vi kun er 5 hold i kvalifikationsgruppe I, har vi altså allerede spillet halvdelen af vores kvalifikationskampe frem mod UEFA EURO 2016 - kun 4 måneder efter VM i Brasilien! 

Og netop her er problemet med det nye kvalifikationsformat. For spændingen er fuldstændig væk! 

Vinder vi den kamp d. 13. juni 2015 i Parken, er Danmark næsten sikre på at kvalificerer sig til EM 2016, idet alle førstepladser og andenpladser fra hver af de i alt 9 kvalifikationsgrupper kvalificerer sig direkte til slutrunden 2016 - derudover kvalificerer den bedste tredjeplads på tværs af de 9 puljer også direkte. Resten af tredjepladserne skal i play-off.

Altså skal det gå grueligt galt i de sidste 3 kampe (efter den 13. juni 2015), hvis Danmark ikke skal kvalificerer sig. 

Det var Danmarks scenarie - men det ikke kun i kvalifikationsgruppe I, at tingene meget snart kan være afgjort. 

Kigger man de forskellige kvalifikationspuljer igennem, står det hurtigt klart, at mange af dem allerede kan være afgjort efter næste “matchday” (enten på tirsdag eller marts 2015).

I Gruppe A skal gruppens første- og andenplads spille “gruppefinale” når Island mødet Tjekkiet. Begge hold deler førstepladsen med 9 point, og på tredjepladsen kommer Holland med 3 point. Alle hold i gruppen har spillet 3 kampe pt. 

I Gruppe B har Wales taget duksepladsen med 7 point efter 3 kampe, og dernæst kommer Israel med 6 point efter 2 kampe. Ikke alt er afgjort i denne gruppe endnu, da både Israel og Belgien blot har spillet 2 kampe, men ellers er resten af holdene i gruppen (Cypern, Bosnien-Herzegovina og Andorra) næsten uden chance for videre avancement. 

I Gruppe C har Slovakiet førstepladsen med 9 point efter 3 kampe, hvorefter Spanien og Ukraine deler andenpladsen med 6 point efter samme antal kampe. Resten af holdene får formentligt ikke en chance for at få tredjepladsen, og dermed en play-off-plads. I gruppen skal de tre top-tre-hold alligevel møde de dårligst placerede hold i de to kommede matchdays, så her bliver tingene formentligt endnu mere låst. 

I Gruppe D har Polen taget førertrøjen. Efter alle hold allerede har spillet 4 kampe har Polakkerne 10 point, hvorefter Tyskland, Skotland og Irland deler andenpladsen med 7 point hver. Her kan der ske mange ting endnu, og ingen hold er her “sikre” på en direkte plads i slutrunden. Næste matchday i Gruppe D er marts 2015, hvor den mest interessante kamp er Irland - Polen. Måske Polen trækker fra og “låser” gruppen?

I Gruppe E er tingene fortsat åbne (her lørdag formiddag, hvor dette indlæg er skrevet). Lørdag aften spilles 4 matchday i gruppen, hvor England lige nu fører med 9 point og hvorefter Slovenien og Litauen kommer med 6 point - alle for 3 kampe. Schweiz og Estland ligger med 3 point, også for 3 kampe. Lørdag aften møder (eller mødtes) England-Slovenien og hvis Englænderne vinder denne har de så godt som trukket fra de resterende hold i Gruppe E. Igen, ikke meget spænding om førstepladsen, hvis dette sker - men om andenpladsen er der stadig kamp. 

I Gruppe F er der ikke ret meget spænding om tingene. Her ligger Rumænien med 10 point og Nordirland med 9 point, dernæst følger Ungarn med 7. Alle for 4 kampe. Resten af gruppen har ingen chance og i næste kamprunde mødes top og bund, respektivt, så denne gruppe vil kun være mere lukket. 

I Gruppe G er Østrig i førersædet med 7 point foran Rusland med 5 point. Lørdag aften kan gruppen være låst hvad angår førstepladsen, for hvis Østrig vinder over netop Rusland i lørdagens kamp, er førstepladsen stort set væk for resten af gruppedeltagerne. Andenpladsen kan stadig komme i spil for både Rusland, Sverige (begge med 5 point, 3 kampe) og Montenegro - en af disse tre hold kommer ikke videre fra kvalgruppen til mindst play-offs.

Gruppe H er relativt åben med Kroatien og Italien på en delt førsteplads, og netop disse to hold mødes søndag aften. Findes der en vinder i denne kamp, kan dette sandsynligvis også blive den senere gruppevinder - og så er gruppen næsten låst hvad angår førstepladsen efter denne kampdag. Norge og Bulgarien kæmper om den sidste play-off-plads. 

Fangede du også mønsteret i denne gennemgang? I langt de fleste grupper er det snart slut med spændingen med hensyn til, hvilke hold der kommer med Europamesterskaberne 2016. Det er snart kun et spørgsmål om, hvem der kommer med som førsteplads og andenplads. 

Og der er snart kun spillet 4 kampe…

Det er netop problemet med det nye format!

Man kan mene rigtig meget om det nye kvalifikationssystem, og UEFAs generalsekretær, Gianni Infantino, har mange gange skulle forsvare det nye system overfor alverdens medier. Dét i sig selv er lidt mærkværdigt. 

Men omvendt kan man også indvende at moderne landsholdsfodbold i Europa bare er blevet bedre. Det er meget få hold som Malta, Moldova, Andorra osv. som får en ordentlig snitter i hver kamp. Derimod er hold som Skotland, Færørerne, Ungarn, Bulgarien, Irland, Wales, Nordirland osv. virkeligt interessante hold, og set fra dette perspektiv synes jeg det nye kvalifikationssystem er rigtig interessant: netop fordi vi nu får en lang større diversitet i de hold, der kommer med til et Europamesterskab. 

Om de sidste 3-5 kampe (eller matchdays) i European Qualifiers bliver vildt kedelige og forudsigelige fordi det hele er afgjort, eller om de resterende kampe bliver et sandt festfyrværkeri er jeg ikke så meget i tvivl om. Det er mere, hvordan UEFA vil forsvare sig overfor den kritik, der kommer, når det går op for folk, at det hele er afgjort så mange runder før tid, som en konsekvens af at der nu kommer 24 hold med til EM i stedet for 16, som det var i “gamle dage”. Jeg glæder mig utroligt meget til dét EM - af rigtig mange årsager. Men det er i hvert fald allerede historisk… kedeligt… 

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️