A-landsholdet skaber (hykleriske) meninger

Av for den. Det danske A-herrelandshold i fodbold fik kun 1 point i de to kampe imod Albanien og Portugal, og modsat deres lidt yngre kolleger på U/21-landsholdet, er der nu lidt længere vej til den kommende EM-slutrunde.

Ligeledes har A-landsholdet kun formået at få bolden i nettet én gang i 180 minutters fodbold i de to kampe. I alt skabte de rød-hvide drenge kun 6 afslutninger inden for målrammen i de to kampe. Dette er blot nogle få udpluk af data, der viser Landsholdets store problem; at komme til afslutninger! Heldigvis er kvalifikationsstrukturen jo som bekendt lavet om til EM2016, og heldigvis for det. For jeg kan ærligt betvivle at Danmarks A-landshold ville kvalificere sig, hvis det var efter den hidtidige skabelon! Er man ikke i stand til at skabe chancer, kontinuerligt over alle kvalifikationskampe og i særdeleshed imod de store nationer som Portugal i denne kvalifikation, og Italien i den seneste til VM, bliver det meget svært. Men vi har fået en hjælpende hånd fra UEFA.

Selv efter den nye kvalifikationsstruktur, kan jeg have min oprigtige tvivl om hvorvidt vi kvalificerer os. De to bedste i hver af de i alt 8 puljer går direkte til EM, hvor de fire bedst-placerede 3’ere spiller play-off-kampe om kvalifikationen. Med modstandere som Portugal og Serbien, er det ikke nødvendigvis en selvfølge, at vi kvalificerer os direkte. Nuvel, Serbien møder sandsynligvis en eller anden form for sanktion grundet deres optøjer i forhold til Albanien-kampen, men jeg er slet ikke sikker på, at vi vinder begge kampe imod Serbien. Og nu kiksede det allerede mod Portugal, der har en kamp færre på nuværende tidspunkt.

Det danske A-landshold er i et dødvande lige nu. Folkestemningen er for opadgående, mens spillet inden for kridtstregerne er nedadgående. Eller i hvert fald stagneret. Især offensiven ser skrøbelig ud. ”Hvor skal idéerne komme fra?” er den mest sagte sætning i samtlige fodboldkredse, som ikke selv beskæftiger sig aktivt med fodbold, men som kun ser det fra sofaen.

Alle har ret, og nærmest pligt til, at have sin egen holdning. Fint nok. Men lad os da starte med det mest oplagte: defensiven. Ethvert mesterhold har en solid defensiv, og et rigtig godt landshold i særdeleshed, lukker meget få mål ind.
Lad os tage eksempelvis Spanien, da de dominerede al landsholdsfodbold (globalt set) ved VM2010 i Sydafrika. De daværende verdensmestre tabte åbningskampen imod Schweiz 1-0 og lukkede derefter kun ét mål ind i resten af turneringen. Og det var altså to mål imod, i hele 7 kampe til et verdensmesterskab.
I den efterfølgende kvalifikation til Europamesterskaberne i Polen/Ukraine i 2012, vandt Spanien alle deres 8 kvalifikationskampe. I de 8 kvalkampe lukkede man 6 mål ind (ja, højere end gennemsnittet fra VM to år forinden, men til et VM spilles der også på en anden måde, end der gør i et gruppespil). Til selve EM2012, som Spanien også vandt suverænt, lukkede man ét mål ind i hele turneringen. Det var i åbningskampen i mod Italien (1-1). Resten af turneringen spillede man over 540 minutters fodbold uden at lukke et eneste mål ind! Jeg tror, man har forstået pointen nu.

Det var Danmark, vi kom fra, og det er også her vi fortsætter. I ugerne op til både landsholdssamlingen til de to kampe, og i særdeleshed i dagene op til første kamp i denne omgang af landskampe, har snakken i både medier og i landsholdslejren selv gået på, hvorvidt Daniel Agger blev klar til de respektive kampe. Og det har fået alt for meget opmærksomhed! Det er vildt, hvor meget én spiller, der netop er fundet for let i Liverpool FC, kan trække af opmærksomhed. Har han været afgørende i én kamp, siden han kom tilbage til Brøndby IF? Næppe, men jeg benægter det omvendt ikke.

Man kan sagtens diskutere hvor stor betydning, Daniel Agger har for hierarkiet på det danske landshold, og at han er en rollemodel for de unge på både U- og A-landshold er unægteligt! Men at han skal starte på banen i en semi-vigtig landsholdskamp imod Albanien på udebane, og virakken heromkring, er simpelthen utålelig. Jeg nægter at tro på, at han havde haft nogen signifikant betydning for den kamp, og udfaldet heraf - hvorfor al den støj angående en startplads i det hele taget?

Jeg synes til gengæld det ville være spændende, hvis man i stedet havde et kontinuerligt spillende centerforsvarspar som eksempelvis Simon Kjær og Andreas Bjelland. Skadesfrekvensen hos disse to spillere er markant lavere end hos Daniel Agger, og dette vil dermed skabe en enorm kontinuitet. Også på landsholdet. Tænk, hvis vi over én hel kvalifikation kunne spille alle kampe, alle spilleminutter i disse kampe, med det samme midtstopperpar. Jeg tror nærmest ikke dette er sket siden 2004-2006 eller sådan. Tager man Daniel Aggers start i Brøndby IF in mente, mener jeg ikke, han har været sprudlende god. Igen, det kan sagtens være, at han har en kæmpe betydning uden for banen, men inden på banen, har han bare ikke den signifikante indflydelse på de kampafgørende situationer, som han havde for år tilbage. Og jeg benægter heller ikke, at han muligvis ville kunne have en startplads i en stor europæisk klub – men når man tager hans skadeshistorik med i ligningen, mener jeg bare, at man måske var endnu bedre tjent med et kontinuerligt spillende centerforsvarspar, i stedet for hele tiden at skabe usikkerhed om Daniel Agger nu starter eller ej – eller om han i det hele taget skal have kamptid. Hvis man fik spillet et fast par sammen, tror jeg, det ville give et markant afkast i form af færre mål imod og større sikkerhed i de bagerste geledder.

Daniel Agger tog nærmest alle overskrifter op til de to landskampe i denne omgang ”Week of Football”, men jeg skal da lige love for, at Christian Eriksen og Morten Olsen tog overskrifterne bagefter. Selv efter spillerne for længst har forladt landsholdslejren, diskuteres det stadig om Morten Olsens ellers tiltrængte åbne kritik af hans midtbanedarling var for hård eller ej. Måske var den i virkeligheden bare tiltrængt?
Personligt er det meget længe siden, at jeg har set Christian Eriksen spille en brandkamp, hvor han virkeligt har flået modstanderens midtbane op og samtidig har fundet de mindste huller i modstanderens bagkæde. Jeg kan slet ikke engang huske, hvornår det sidst er sket for i en kamp for Landsholdet. Men for Tottenham? Tit!

Så i virkeligheden var det måske bare på tide, at Rigstræneren tog bladet fra munden (i offentligheden!) og diskuterede en af hans spilleres præstationer åbent. Ikke et nanosekunds tvivl om, at Christian Eriksen ikke vidste, at Morten Olsen ville sige netop dét, som han sagde (dette gik også op får journaliststanden sent fredag aften – 3-4 dage efter udtalelsen kom…). Men at han faktisk kritiserede en af hans spillere offentligt, er en ny kurs for Morten Olsen. Han har i utallige år forsvaret hans spillere overfor presse og medier – og med sikkerhed har spillerne internt fået at vide, hvad der skulle siges om disses respektive præstationer!

Efterkritikken på Morten Olsens kritik af Christian Eriksens præstationer, har om end været endnu hårdere end selve kritikken og nyhedsværdien i dét, jeg beskrev ovenfor. Flere, både medier og journalister, har ytret skepsis overfor den nye stil – og omvendt har man skreget på mere åbenhed fra landstræneren i næsten alle de 15 år, han snart har siddet på magten. Utroligt hyklerisk!

Der er ingen tvivl om at fodbold er lig med følelser. Og er det ikke skønt? At man kan mødes og snakke så meget om 11 spillere og disses præstationer; man kan være enige, man kan være rygende uenige. Men fællesnævneren for det hele er, at vi alle, der diskuterer dette, elsker sporten. Vi elsker sporten, historierne, overraskelserne og menneskene i dennes egen lille verden. Dét er måske det allermest fantastiske af det hele. 

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️