Omfattende VM-analyse: Spanien - Holland

Advarsel: dette blogindlæg bliver noget af det mest nørdede/langhårede, jeg nogensinde har skrevet herinde. Og det var vel egentligt også på tide! Det er på samme tid det blogindlæg, jeg har brugt absolut mest tid på at lave og samle data til!

Jeg har indsamlet en masse data fra VM-kampen imellem Spanien og Holland, som blev spillet fredag aften i denne uge. Kampen endte som bekendt 5-1 til Holland. Men det er egentligt i sig selv ikke særligt interessant, men det interessante er de tal, der ligger bagi! Dette bliver heller ikke ”tegn og fortæl”-tilgangen – jeg mener, at alle og enhver kan sætte nogle krydser og cirkler på en fodboldbaneskitse. Men det er fortolkningen af tallene, der er det interessante.

Og netop tallene, som jeg har fundet via Opta – et dataanalysebureau med speciale i sport og livebegivenheder – er dét, jeg vil fordybe mig i, i denne omgang.

Selve kampen, og dens resultat var historisk, og allerede inden kampen var forventningerne høje! Og hvilken en kamp vi fik! Det er også en af årsagerne til, jeg har valgt at bruge så meget tid på netop dette blogindlæg og på al dataindsamlingen!

Inden vi går i gang, vil jeg nævne én mere teoretisk ting. Faste læsere vil vide, at jeg har meget imod poppede fodboldudtryk som ”hovedspil” om hovedstødsdueller, eller ”presspil” om den måde et ikke-boldbesiddende hold/spiller(e) ønsker at presse, det boldbesiddende hold/spiller(e) på. Men der er én ting vi skal have fuldstændig styr på, og det er de fire holdtaktiske hovedbegreber man normalt opererer med (og her kan vi nemlig tilføje suffikset ”-spil”):

  • Vi (eller holdet vi snakker om) har bolden:
    • Opbygningsspil: holdets tilgang, når de bygger spillet op, f.eks. måden man kommer fra eget straffesparksfelt til modstanderens straffesparksfelt.
    • Afslutningsspil: holdets tilgang, når hovedformålet er at afslutte mod modstanderens mål.
  • De (eller modstanderholdet) har bolden:
    • Erobringsspil: holdets tilgang, når de forsøger at erobre bolden. Kan være over alt på banen.
    • Forsvarsspil: holdets tilgang, når de kun har til formål, at undgå en afslutning imod sig.

Det var den meget simplificerede forklaring. Disse begreber bliver brugt i flæng i denne analyse, og dette vil jeg gerne have, alle er med på! Resten af termerne, kan vi tage en anden god gang.

Jeg har valgt at sætte fokus på 3 hovedområder fra kampen: Det defensive aspekt, det offensive aspekt og pasninger. På baggrund af data, vil jeg komme med mine hovedpointer omkring kampen, hvorfor det gik som det gik, og ikke mindst med nogle taktiske aspekter omkring, hvorledes holdene spillede og hvorfor de gjorde det. Igen, alt sammen ud fra det datamateriale, der ligger frit tilgængeligt.

Indsamlet data fra Spanien - Holland. Kilde: Opta

Den umiddelbare data, som jeg har indsamlet kan ses ovenfor. Jeg har indsamlet endnu mere, men dette er, hvad jeg finder særligt interessant!

Denne tabel er rigtig interessant på mange måder.

Defensive parametre

Først ser vi på de defensive tal og aspekter af Spaniens kamp. Spaniolerne forsøgte at tackle en modstander 35 gange i kampen, men lykkedes altså kun med dette godt 63 % af gangene. Til sammenligning forsøgte Hollænderne sig kun med 29 tacklinger, men havde en succesrate på hele 93 %. Det giver umiddelbart god mening, at Spaniolerne havde flere forsøgte tacklinger, taget kampens forløb, og Spaniolernes elendige spil, i betragtning.

Hov, du har et parameter lige nedenunder tacklingerne, som hedder bolderobringer – er det ikke det samme? Nej, ikke helt. I dette ligger de antal gange, holdet har erobret bolden i ”mere frit” spil. Med andre ord, de gange holdet har erobret bolden, hvor den ikke har været dækket af en modspiller. Dette kunne f.eks. forekomme når en spiller erobrer bolden, imens den afleveres mellem to medspillere.

Her ser vi at Spanien blot erobrede bolden 7 gange i hele kampen. Altså 1 gang hvert 12. minut i kampen, lykkedes det Spaniolerne at erobre bolden i frit spil. Holland formåede at erobrer de mere frie bolde hele 21 gange i kampen. Altså 1 hvert 4. minut. Hvilken forskel! Og det er netop Faktisk kom Hollands 2-1-mål efter en bolderobring i Hollændernes eget straffesparksfelt. Holland havde altså 3 gange så mange bolderobringer, i frit spil, mere end Spanien.

Clearinger. Det er en kunst at kunne forsvare godt! Og det viser tallene, næsten, også. I hvert fald har Hollænderne 14 clearinger (såkaldte ”befriere”, hvor bolden sparkes langt væk, for at undgå modstandernes afslutningsspil. En clearing er oftest forskellen på, om holdet, der laver clearingen, er i erobringsspil eller i forsvarsspil!). Udover de kvantificerede parametre, som jeg her præsenterer, kan man ud fra kampens data se, at hele 11 ud af Hollands 14 clearinger sker uden for eget straffesparksfelt – og faktisk helt op til midterlinjen. Det kunne tyde på, at man var lidt mere afventende i starten af kampen, end man var til slut. Derudover var overvægten af de 11 i Hollændernes højre forsvarsside, fra straffesparksfeltets kant til midterlinjen. Spanierne havde i alt 9 clearinger, hvoraf kun 2 af disse var uden for eget straffesparksfelt. Dette kunne tyde på, at Spanierne i overvejende grad kun brugte clearinger, når det var allermest nødvendigt, og at de ellers gerne vil prøve at spille sig ud af førstepresset fra Hollændernes forreste kæde!

Hovedstødsduellerne var klart domineret af hollænderne. I hele kampen var der blot 15 hovedstødsdueller, som er defineret ved, at mindst én fra hvert hold, skal kæmpe i luften om bolden. Derfor har begge mandskaber selvfølgelig også 15 forsøg hver. Generelt tabte Spaniolerne alt på banens midterste tredjedel, og vandt kun en enkelt i modstanderens straffesparksfelt og en enkelt i eget straffesparksfelt!

Hollænderne havde, jf. definitionen fra før, rigtig godt styr på hovedstødsduellerne på banens midterste tredjedel og vandt alt dér undtagen 3 hovedstødsdueller!

Spillere i det område har sandsynligvis været Jonathane De Guzmán (vandt 2 af 2 på banens midte) og Robin Van Persie (vandt 3 ud af 5 på banens midte).

Offensive parametre

Så kommer vi til de offensive parametre. Her har jeg valgt tre ud, som jeg finder særligt interessant. Her har jeg samtidig bevidst fravalgt data omkring skud på mål, afslutninger og scorede mål. Dette kan alle finde ud af at kigge på!

Ser vi allerførst på indlæggene, ser vi at Spanien havde flest. Blot 9 indlæg i kampen, hvoraf kun 4 fandt en medspiller i den anden ende! Og hvad mere interessant er, at kun 1 af de 4 vellykkede kom fra Spaniens højre side. Altså blev 3 af 4 effektueret fra venstre fløj/kant. David Silva havde ingen succesfulde indlæg i kampen (også 0 forsøgte indlæg) til trods for, at han var decideret kantspiller. César Azpilicueta, som spillede højre back for Spanien, havde 2 forsøg på indlæg og havde kun succes med den ene af dem.

Holland havde 7 forsøg, men kun 3 vellykkede indlæg. Bemærkelsesværdigt er det, at 6 af de 7 indlæg var rettet mod bagerste stolpe! Det er en signifikant størrelse! Størstedelen blev dog afværget af en modspiller inden modtagelse ved bagerste stolpe! Men det siger igen noget om, hvorledes Holland ønskede at spille kampen. Interessant!

1:1-situationer. Én af de mest interessante ting ved fodbold er netop dette aspekt. Det er samtidig en af de ting, man tillægger utroligt meget vægt, når man kigger på fodboldspillere i klubber og på landshold i disse tider. Og dét i sådan et omfang, at det ikke blot er en trend – det er en tendens i moderne fodbold! Derfor synes jeg det er så interessant.

Vi ser, at Spanien forsøgte 13 gange at udfordre mand:mand, men lykkedes altså kun 2 gange! Det er virkelig sløjt! Blot 15 % af gangene lykkedes det at afdrible en hollandsk modstander. Derimod lykkedes det for Holland at afdrible en Spaniol hele 13 gange, ud af 21 forsøgte gange! (En succesrate på 62 %!).

Spaniernes 2 succesfulde mand:mand-situationer var fordelt på 1 i højre og 1 i venstre side af banen. Den ene var Andrés Iniestas, den anden var Pedros! Til sammenligning var Hollands bedste mand:mand-spiller Arjen Robben, som lykkedes med 4 ud af hele 9 forsøgte afdriblinger! Med andre ord stod Arjen Robben for godt halvdelen af alle Hollands forsøg på en udfordring. Noget andet er, at i Hollands højreside, havde de klart flest mand:mand-situationer på egen banehalvdel, hvor de havde klart flest mand:mand-situationer på modstanderens banehalvdel i venstresiden. Og endnu en interessant ting: 3 af 3 mulige Hollandske udfordringer i Spaniens straffesparksfelt lykkedes – altså inde i straffesparksfeltet! Tal lige om en bagkæde på flade fødder…

Afleveringsparametret

I alt havde Spanien 540 vellykkede pasninger (alle slags), hvor Holland kun havde 276 vellykkede pasninger. I gennemsnit ramte en Spaniol en holdkammerat 87 ud af 100 gange, hvor en hollænder kun ramte en holdkammerat 81 ud af 100 gange. Jeg ser tit, at en ekspert eller en kommentator fremhæver det absolutte antal af afleveringer som et parameter – men dette tal siger næsten ingeting i sig selv. Det siger bare noget om, hvor meget man går efter at have bolden, og hvor lidt man vil overlade den til modstanderen, alt andet lige.

Det bliver spændende, når man tager andre parametre med ind i billedet. F.eks. hvor mange af de vellykkede pasninger, der skete på hver af banens tredjedele (den første, den midterste og den sidste) eller i hvilken retning, antallet af vellykkede pasninger havde (fremadrettede, bagudrettede eller pasninger på tværs). Derudover kan man også inddrage antallet af korte vs. lange pasninger.

En tendens omkring det generelle billede for antallet af totale afleveringer, er, at begge de to holds kombinationsmønstre ramte deres respektive venstreside – altså både Spanien og Hollands venstreside (respektivt) var en central del af deres opbygningsspil. Ligeledes ”opofrede” de noget af deres højre side til fordel for dette.

Spanien havde klart flest pasninger på deres første tredjedel af banen, når de havde bolden, end Holland havde. Godt 50 % flere pasninger (absolut set) havde Spaniolerne mere end Hollænderne på banens første tredjedel.
Endnu mere tydelig bliver tendensen, når vi flytter os op på banens midterste tredjedel. Her havde Spanien hele 359 vellykkede pasninger (til sammenligning havde Cameroun 234 vellykkede pasninger på hele banen, i hele deres kamp imod Mexico!). Og Spaniolerne havde 200 flere vellykkede pasninger på banens midterste tredjedel, end Hollænderne havde, eller godt 125 % flere! Og regner man lidt hurtigt på det, kan man se, at Spanien også havde en større andel af deres pasninger på banens midte (66 % i forhold til Hollands 57 %).

Mønsteret går igen på banens sidste tredjedel. Her kan vi sætte yderligere et parameter på data: hvor mange af pasningerne på banens sidste tredjedel, bliver succesfuldt modtaget i modstanderens straffesparksfelt? (Idet 80 % af alle mål scoret i topfodbold i dag, scores inden i straffesparksfeltet). Af Spaniens 86 vellykkede pasninger, på banens sidste tredjedel, blev 7 af disse modtaget i modstanderens straffesparksfelt. Af disse 7, blev 3 af dem til regulære scoringschancer. 2 andre, af de samme 7, blev modtaget i målfeltet, altså inden for 5,48 meter fra baglinjen! Holland, derimod, havde ud af deres 54 succesfulde pasninger på banens sidste tredjedel 6 pasninger, som blev modtaget inde i Spaniens straffesparksfelt. Af disse 6 blev der skabt 3 regulære scoringschancer foruden 1 assist! Det er virkelig til at forstå!

Dette aspekt er særligt spændende, idet det er her modstanderens mål står – og det er trodsalt det, det handler om: at få kuglen ned i kassen! På trods af Hollands dominans i målscoren, og det billede vi alle sidder med efter kampen, kan det sagtens overraske, at Spanien havde så mange flere succesfulde pasninger på banens sidste tredjedel, end Holland.

Jeg har valgt at tage begrebet ”pasninger til keeper” med, da man oftest hører, at Spanien benytter målmanden som ”bagerste mand i opbygningsspillet”… Men det viser tallene her, at de ikke nødvendigvis gør. I hvert fald ikke i forhold til Holland. Til trods for at Spanien har klart (!) flest pasninger internt i holdet, end Holland, har Spanien blot formået at få Iker Casillas med 7 gange i kampen. Men Holland har faktisk formået at inddrage Jasper Cillessen hele 18 gange (altså over dobbelt så mange gange som Spanien). Derudover, og hvad man ikke umiddelbart kan se fra tallene, kan jeg bidrage med at klart de fleste af Hollands pasninger tilbage til deres keeper, kommer fra deres to backs. Spaniens, derimod, kommer både fra backs og fra centerforsvarer. Så dette kunne igen tyde på, at Holland ønsker, og går efter, at benytte målmanden som bagerste spilstation, og på denne måde få Spaniolerne 5-15 meter længere frem på banen, for så igen at ramme dem på hurtigt opbygningsspil.

Jeg synes det er rigtig vigtigt, når man vurderer et holds spillestil, og hvor ”direkte” et hold spiller, at kigge på hvor mange af holdets afleveringer, der går fremad i banen, bagud i banen og på tværs af banen. Spiller et hold meget frem og tilbage, er det typisk et hold, der satser på at udnytte nogle offensive-/defensive kædebrud hos modstanderens bagerste led. Spiller et hold meget på tværs, spiller man typisk med lidt mere tålmodighed og generelt med flere pasninger, hvilket samtidig også kan udføres i længere tid, da dette ikke kræver nært så mange højintense løb, som den anden form for opbygningsspil gør.

Vi ser af data, at 243 af alle Spaniens vellykkede pasninger går fremad i banen, og blot 128 af dem går på tværs af banen. Mange har den holdning, at Spanien blot spiller den rundt og på tværs hele tiden – men det viser tallene fra kampen mod Holland, at dette ikke er tilfældet. Men de spiller stadig flere pasninger på tværs, ud fra det totale antal pasninger, end Holland f.eks. gør. 45% af alle Spaniens vellykkede pasninger går fremad i banen, 31,3 % går bagud i banen og 23,7 % af pasningerne går på tværs af banen.

Til sammenligning er Hollands andel af fremadrettede pasninger næsten den samme – men de spiller klart bolden mindre på tværs, end Spanien, og mere bagudrettet, end Spanien.

Passer dette med vores tese, om at Holland spiller mere direkte fodbold og at Spanien spiller bolden mere på tværs end fremad? Ja og nej! Holland spiller klart mere på modstanderens kædebrud og indrømmelser (som det hedder i fodboldfagsprog, når man går på kompromis med sin spillestil og indbyrdes aftaler på holdet).

Samtidig ser vi en overvejende signifikant forskel på de to holds pasninger på tværs i banen.

Derudover kan det inddrages, at 3 af Hollands 5 mål mod Spanien, kom efter en lang pasning fremad i banen, gerne fra den ene kant/back og op til forreste angriber. Enten via en dyb, høj bold eller en dyb, flad bold. Og alle 3 gange med en direkte, fremadrettet pasning. Kunne man ikke have sagt sig selv, at en pasning skal være fremadrettet, for at den kan føre til mål? Nej, ikke nødvendigvis… Men her er der altså tale om 3 assists på lange, dybe, direkte pasninger fremad i banen. Og dét er ikke til at tage fejl af!

Konklusion

Men betyder alle disse tal, og al den data fra kampen mellem Spanien og Holland, at Tiki-taka, som vi kender det, er død? Nej, slet, slet ikke. I hvert fald ikke nødvendigvis!

Men man kan i den grad godt diskutere, også i Spaniens fodboldforbund og i dennes landstrænergruppe, om hvorvidt man skal gå efter at have mest boldbesiddelse eller man skal omlægge spillestilen, og uddannelsen af spillerne, til at være mere direkte og mere målsøgende. Jeg er selv meget inspireret af den spanske måde at spille på, i hvert fald som vi kender den fra 2-4 år tilbage. Men man bliver også nød til at have realistiske forventninger til sig selv, sit hold og sine modstandere. Spaniens hold, og dets spillere, er ikke dygtigere end de var for 4 år siden ved VM i Sydafrika og de spiller stadig på samme måde – lidt firkantet formuleret. Samtidig har deres modstandere lært at dæmme op over for dette. Og med Hollands 5-mandsbagkæde, samt centrale sideforskydninger i banens bredderetning, var de rigtig dygtige til at lukke ned for Spaniens opbygningsspil – faktisk så meget, at jeg ikke opdagede at Spanien udøvede et decideret afslutningsspil… Og man skal virkelig kunne noget holdtaktisk, defensivt, hvis man skal holde Spanien fra at score i åbent, kontrolleret (at være i både numerisk og positionel balance, som det hedder) spil. Et fantastisk stykke arbejde af de Hollandske spillere og Louis Van Gaal!

Samtidig med at den ”klassiske” Tiki-taka er ved at dø ud, som jeg forventer den er i sin nuværende, traditionelle form, må man også bare tage hatten af for Holland og deres mere direkte måde at spille på. Man skal passe på, man ikke sammenligner æbler og banener, så derfor vil jeg ikke sige at Holland mindede om Dortmund i deres Champions League-kampagne for år tilbage, men vi er derhenne af. Altså den direkte tilgang til spillet, og deres hamrende effektive afslutningsspil foran kassen.

Igen er det en balance imellem hvor meget gerne selv vil have bolden, hvor direkte man vil være, når man har bolden og hvor effektiv man er foran kassen. Altså, hvor mange afslutninger skal et hold frem til, før det konverteres til et mål. Det er et dilemma, der er skrevet uendeligt mange A- og P-opgaver om på UEFA og DBUs elite- og pro-uddannelser (svarer vel til hhv. kandidat- og Ph.D.-niveau i det akademiske miljø).

En lille huskenote

Til allersidst vil jeg lige komme med en huskeregel, eller en ting vi alle skal huske på. Kampen i fredags mellem Spanien og Holland var kun et øjebliksbillede og hver fodboldkamp er i sig selv en helt ny historie – og det er vel også det der gør, at vi elsker denne sport så højt! Dét vi har set ud af tallene fra denne kamp, er altså ikke nødvendigvis noget generelt billede af virkeligheden, og man kan derfor ikke drage nogle radikale, eller langsigtede, definitive konklusioner ud fra denne ene kamp. Historien, og tallene, kan sagtens være en hel anden størrelse, næste gang de to hold spiller mod hinanden. Dette skal man blot huske på, hvadenten man læser dette som fodboldfan, fagperson eller såkaldt ”ekspert”. 

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️