Håndbold: Den internationale linje

Uden ironi eller sarkasme: jeg elsker Bent Nygaard for det han har skabt som træner i GOG og sportsdirektør i HC Odense. Men jeg knuselsker ham som håndbold ekspert på TV2 (hvilket jeg tilsyneladende er den eneste der gør). Ikke fordi han siger eller skriver ret meget jeg bare perifært kan være enig i. Men for hans engagement og fordi han siger sin mening, står ved den og tør at diskutere den. Det giver opmærksomhed og kan få andre og ad deres magelige lænestole.

Noget af det seneste fra manden med den hvide skovsnegl, har omhandlet returkampen i herrefinalen. Her er essensen, at Nygaard ønsker dommerne havde lagt en helt anden linje, der tillod mere holdspil. Men Mads Hansen og Martin Gjeding viste, at de ikke bare er de bedste dommere herhjemme, men ligefrem tilhører verdenseliten. De tillod forsvarsspil på bundesliga niveau. Finalekampene blev et studie i forsvarstaktik og moderne håndbold med masser af duel spil. Det manglende angrebsspil var blot et tegn på, dels at forsvarene var tilpas aggressive til at det forkromede angrebsspil ikke blev tilladt, dels at spillerne var slidte.

Nygaards skriverier medførte en del debat omkring hvilken linje, dommerne skal tillade. Spillere var meget tilfredse, for drengene på banen fik lov at gøre det, de gør bedst og som flere af dem har gjort i bundesligaen. Nemlig duel spillet. Andre argumenterede for, at man tillod for meget af forsvarene hvilket ødelagde kampen. Hos herrerne er det (groft sagt) mere et spørgsmål om, at få sat spillet, så du får matchet spillerne til din fordel i 1-mod-1/duel spillet. Det giver nogle helt specielle taktiske udfordringer.

Det er netop her, at vi skal finde hånboldens fremtid. Spillere af Mikkel Hansen, Spillerberg og Mensahs slags, fremkommer på baggrund af duel spillet. De vokser ikke ud af endeløs træning af løbebaner, angrebsåbninger og kombinationer. Den slags håndbold tilhører et for længst overstået årtusinde, hvor forsvaret stod fladt og gav lov til store og komplekse kombinationer. Den døde mens, de store danske landsholdsstjerner hed Jan Jørgensen, Frank Jørgensen, Christian Stadil og Nicolaj Jacobsen. De var alle dygtige spillere hver for sig. Det blev tydeligt, at spillet havde forandret sig, mens det danske spilkoncept havde været uforandret siden bolsjedrenges storhedstid i starten/midten af 80’erne. Det danske herrelandshold, nåede aldrig at opnå resultater, der matchede deres individuelle evner til i 90’erne.

I dag står og falder både land- og klubhold med deres stjerner. Forsvarene er blevet så stærke, at der skal ekstraordinære individuelle præstationer til fra spillere som Kjelling, Mensah, Jicha, Karabasic osv. Vi ser det i alle de store ligaer og turneringer. Samtidigt er det også de præstationer, der skaber overskrifter, giver tv-tid og hiver tilskuere i hallen. Men de ekstra ordinære præstationer kommer kun, når det kræves. Dvs. når forsvarene får lov, at spille så de bedste spillere skal yde maksimalt. Så når Bent Nygaard klager over dommerlinjen, så viser det kun, at han desværre er kommet bagud.

Hansen og Gjeding lagde blot den linje, som vi alle forventer de ligger til final4 stævnet. For det er den linje, der tvinger spillerne til at præstere. Kan de ikke det, bliver de siet fra. Omvendt vil de spillere og hold der kan gøre det, løfte kampene og stævnet til det niveau, som vi forventer af et CL finalestævne. Og som vi også (i lidt mindre målestok) havde forventet af DM finalerne. At angrebsspillet i DM finalerne aldrig nåede det niveau man kan forvente, var ikke dommernes skyld. Det spillere der var blevet slidte pga. skader og turneringsstruktur.

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️