Superligasæsonen 2013-2014 synger på sidste vers

Alt, hvad du læser nedenfor dette afsnit er skrevet lørdag formiddag. Og hvorfor skriver jeg så dette? Jo, for igår, lørdag, blev Viborg og Esbjerg taberdømt i 1 kamp hver, for brug af ikke-spilleberettigede spillere. Det drejer sig kort sagt om, at to spillere (David Boysen og Ryan Lauersen), som skiftede til hhv. Viborg og Esbjerg i vinterpausen fra 1. Divisionsklubben, Lyngby BK, havde opnået for mange karantænepoint, men klubberne var imidlertid ikke opmærksomme på denne fejl. Så de benyttede altså de to spillere. Men det er klubbernes ansvar, alene, hvorimod det er DBU og Divisionsforeningen, der har afgjort sagerne. Det er muligt, at Viborg og Esbjerg følte sig uoplyste og handlede på et positivt ment grundlag, men det er altså klubbernes eget ansvar at have styr på egne spillere. Hverken DBUs eller Divisionsforeningens - uanset om dette er logisk, fair eller mest korrekt. 

Nå, lad os så komme igang! 

 

Superligaen har i dag sidste spillerunde, og derfor er det for mig tid til at gøre lidt status på denne superligasæson. Det er, hvad bloggen handler om i denne omgang. 

Superligasæsonen 2013/2014 har, i min optik, været den mest spændende, medrivende og uforudsigelige af slagsen i mange, mange år. Oftest er der ét hold, der har været klart bedre end alle andre igennem 33 spillerunder, og mange gange har man kunnet se den ene nedrykker fra dag 1 af. Men sådan har det da absolut ikke været i denne omgang! 

Dog har en ting været den samme: Samtlige såkaldte ”eksperter”, var klare i mælet inden første spillerunde og havde straks dømt SønderjyskE til nedrykning – det skete som bekendt ikke. Og SønderjyskE lavede en… ja, Sønderjyske. Klarede sig, og spillede overvejende intelligent fodbold i den sidste halvdel af sæsonen. 

Let’s state the obvious: AaB blev mestre, F.C. København og FC Midtjylland deles om anden- og tredjepladsen, mens AGF og Viborg rykker ned i 1. Division. 

Så er alle li’som med… 

Hvad husker jeg så Superligasæsonen 2013/2014 for? 

Jeg husker den især for én gennemgribende taktisk tendens, sammenlignet med de seneste par sæsoner. For et år eller to siden, ville selv de svagest begavede tekniske hold forsøge at holde bolden i egne rækker i store dele af kampene, og man gik benhårdt efter at have bolden mere end modstanderholdet. Men sådan er det absolut ikke mere. I denne sæson har man mere været præget af at spille mere direkte fodbold, og endda forsøge at give modstanderen bolden i nogle kampe. Blot for at kunne erobre den og gå direkte mod modstanderens mål. Vi har især set det med SønderjyskE, Esbjerg, Viborg, FC Midtjylland, AaB og til dels FC Vestsjælland. Fælles for disse hold har været, at man ikke umiddelbart går efter at have mest boldbesiddelse, men man går derimod benhårdt efter at omstille sig lynhurtigt fra erobringsspil og direkte til afslutningsspil (og altså ikke gå i decideret opbygningsspil!). 

Selvfølgelig kigger Superligatrænere og spillere mod Europa, når de skal finde nye inspirationsveje. Ovenstående, korte udredning er et klasseeksempel på selv samme.

Derudover husker jeg også denne Superligasæson for at være en af FCKs ringeste i mange, mange år. Bare det faktum, at man ikke er gået glip af en medalje i Superligaen i 13 år i træk, vidner om kvalitet over lang sigt (eller mange penge…). FCK startede meget svingende ud og lå endda allersidst efter 4 runder spillet. 6 runder efter, lå man stadig under stregen – først fra runde 11 begyndte det at gå fremad for FCK, og siden runde 15, har man været tredjebedst placeret – hverken mere eller mindre. 

Graver vi præcis et år tilbage i hukommelsen, var Brøndby IF i kæmpe krise. Og her kan man virkeligt bruge ordet ”krise”, selvom det i dag bliver brugt meget løst. Brøndby var sekunder fra at rykke ud af Superligaen, da man spiller sidste kamp i sæsonen mod AC Horsens i Horsens, og efter et forløsende mål af Lebogang Phiri, var det ikke BIF, men AC Horsens, der måtte en tur ned i første division. 

Derfor var jeg, på daværende tidspunkt, meget spændt på at følge Brøndby IFs kommende Superligasæson – for var de stadig rystende ringe? 

Både ja og nej – for efter FCKs deroute i starten af sæsonen, hvor de avancerede efter 5. runde, så var det faktisk Brøndby, der overtog Superligaens sidsteplads i runde 5, 6 og 7. Efter 13 runder var Brøndby kun lige over nedrykningsstregen på en 10. plads, og siden har BIF været placeret på en 4. plads - lige så solidt, som FCK er placeret på tredjepladsen. 

Og så vil jeg huske Superligasæsonen 2013/2014 for AGF – og det er absolut ikke for noget godt! 

Selvom AGF lå placeret som nummer 2 i tabellen efter 7. runde og nummer 3 i tabellen efter 14. runde (ja, det er faktisk rigtigt!), så er det virkeligt kun gået én vej siden da! 

Siden man imellem runde 19 og 20 (d. 26/02/2014) fyrede daværende Cheftræner Peter Sørensen, hvor man i øvrigt lå nummer 8, har man bl.a. formået at tabe hele 10 kampe i træk – taber de i aften mod AaB, bliver det kamp nummer 11… I Superligaen har den nye Cheftræner, Jesper Fredberg, vundet 2 kampe og tabt resten… Alligevel en præstation i sig selv, ikke engang at kunne spille til nul eller parkere bussen… Man kunne måske med fordel have kigget mod Slagelse og Ove Pedersen. Han er vel mesteren i denne form for intelligent fodbold – og se, hvor langt han er kommet med dét materiale!

Og så kan man slet, slet ikke komme uden om AaB. Hold da bare helt forfærdeligt op, hvor har de overpræsteret. Flere såkaldte ”eksperter” havde dem endda til at rykke ned – hvor meget ekspert er man så, når AaB efter 33 kampe står med en DM-titel og en DBU-pokal? Nå, nok om det. 

Men det er forrygende, at man med sådan et ungt hold, både på banen og på bænken, med en helt ny sportsdirektør og et par snu ræve på sidelinjen kan køre Danmarksmesterskabet og en Landspokalturnering i havn! Det er fantastisk flot, og jeg er overbevist om, at Kent Nielsen og Allan Kuhn, samt resten af staben, er genierne bag dette imponerende værk. Jeg er samtidig også overbevist om, at dette kan (med tryk på kan!) have stor betydning for Kent Nielsens karriere, ud fra tankegangen, at hvis man kan få så meget ud af så få ressourcer, så kan man nærmest også sælge sand i Sahara… 

Det ærgerlige for AaB er så nu, at den næste sæson bliver endnu sværere. Journalister vil spørge efter guld-ambitioner, fans vil kræve flere sejre og med en tur eller to ud i Europa, kommer der endnu flere kampe, der skal spilles. Ser vi realistisk på det, så forlader en god del af guldholdets spillere klubben, og hvad har de så tilbage? De har vel ikke råd til at holde på topprofilerne? 

Næste
Sofabold.dk
Alle logoer tilhører de respektive klubber, turneringer, forbund og TV stationer - © Sofabold 2011-2020
Vi gør opmærksom på, at alt info er vejledende og TV kanalerne kan lave sidste minuts ændringer. 🤷🏻‍♂️