Sofabold.dk

I denne uges fodboldblog, vil jeg skrive lidt om trænerverdenen på øverste hylde. Ganske vist et sted, jeg ikke selv har været, men qua min tid som træner på ungdoms- og ungsenior-niveau, har jeg gjort mig nogle tanker. Og de tanker er nok ikke overraskende for mange. 

I den forgangende uge, blev Mister, Michael Laudrup, fyret i den walisiske klub Swansea. Dette er sket efter længere tids dårlige resultater, og efter at klubbens bestyrelse og andre ansvarshavere mistede tilliden til hans arbejde. Ligeledes blev assistent Morten Wieghorst og chefscout Erik Larsen også gået. 

Førhen har Michael, og hans forskellige teams, været i Getafe, Mallorca og CSKA Moskva - alle tre klubber, som er en del af den europæiske subtop. I alle klubber er Michael Laudrup og hans teams blevet gået før kontraktudløb, og de i alt 4 ophold har også dét til fælles, at den første sæson er gået rigtig godt, hvorefter anden sæson er blevet den ene fiakso efter den anden. 

Og det er netop det sidste, jeg vil lægge lidt vægt på i dag. Og ikke mindst hvorfor toptrænere bliver ved med at få chancen. Uanset, hvordan det så er gået førhen. 

Det kuriøse i, at man som topleder bliver fyret fra den ene arbejdsplads efter den anden, alligevel bliver ansat gang på gang - i endnu rigere og endnu mere satsende klubber. Dét forstår jeg ikke, og jeg har aldrig forstået dette. Og jeg kommer sandsynligvis aldrig til det. 

Som light-økonom giver det simpelthen ikke mening. 

Havde dette været på det “rigtige” arbejdsmarked, havde situationen været en helt, helt anden. Hvem ansætter en topchef, som gang på gang er blevet fyret fra lignende stillinger, efter blot et par år i pågældende virksomheder? Så skal man være godt urationel. 

Men fodboldens verden er sindssyg - simpelthen. Og især de seneste årtiers økonomiske indsprøjtninger, sponsoratindtægsstigninger osv. i fodboldens verden har gjort, at fodboldverdenen er blevet endnu mere sindssyg.

Herhjemme har vi et relativt godt eksempel på, hvor mærkelig fodboldens verden kan være, i Ståle Solbakken. 

Ståle Solbakken havde ganske vist nogle rigtig imponerende år i Danmark, da han første gang var i FC København. Sidenhen tog han til tyske FC Køln, hvor han blev braget ud af klubben, og hvor han og hans team skulle beskyttes fra fans og interessenter med livvagter og lignende. Dernæst blev han ansat i engelske Wolverhampton, som skulle forsøge at klare den op i Premier League - her blev han og hans team også hældt ud af klubben. 

Siden dengang er Ståle Solbakken blevet ansat i FC København efter at klubbens daværende træner vandt Danmarksmesterskabet - og én af hans medarbejdere på udlandsturen til Tyskland og England, Johan Lange, er ligeledes blevet ansat i FC København; denne gang som talentansvarlig. 

Men der er også en helt anden side af sagen. En anden side, som jeg slet, slet ikke forstår. Heldigvis er tendensen dog for nedadgående: at ansætte tidligere topspillere - blot på baggrund af, at de er tidligere topspillere. Heldigvis har flere og flere fodboldforbund sat en stopper for dette ved hjælp af minumumskrav på cheftræneres trænerlicenser (I danmark f.eks. skal en cheftræner i Superligaen have Uefa’s PRO-licens (med mindre man søger og får dispensastion, som f.eks. FC Nordsjælland fik med Morten Wieghorst)). 

Især i mine mere unge år, har denne tendens været et kæmpe irritationsmoment for mig. Jeg kunne ikk forstå, hvorfor man fik så meget tillid, så meget magt og så meget ansvar, blot fordi man spillet på højeste niveau. Der findes givetvis utallige eksempler på dette, især i Syd- og Østeuropa - men også herhjemme, om end på lidt lavere niveau, så vi et ganske fint eksempel, for bare en uge siden. 

Martin Bernburg besluttede efter 3-4 år med skader at indstille karrieren - og straks efter blev han en fast bestanddel af Brøndbys U/19-ligahold. Men kun indtil sommer. Hvad har manden af fodboldfaglig baggrund? Ikke ret meget. Han har formentligt ikke engang DBU & UEFA’s B-licens (som er 2 niveauer “under” PRO-licensen). Han har blot trænet på højeste niveau og har derudover ikke spillet kontinuerligt i flere år. Sågar heller ikke trænet med resten af Brøndby-truppen… 

Jeg er med på, at man som tidligere topspiller kan have nogle menneskelige kompetencer med i bagagen, og måske også enkelte fodboldfaglige, men derudover… ? 

Jo, man har et navn. Men hvad hjælper det? Som spiller var der intet federe, end at have en træner, som var super fagligt dygtig, end at have “et navn” stående på sidelinjen eller på træningsbanen. 

Igen, hvis vi laver en pendant til “det virkelige liv”: Hvem ansætter en direktør, eller underdirektør, i en privat virksomhed, når man aldrig har udrettet noget? Det giver simpelthen ikke mening. 

Men fodboldens verden er bare ikke virkelig. Den er nærmest perfekt uvirkelig. Dette er personificeret i eksemplerne med Michael Laudrup og Martin Bernburg. 

Trods mine år i fodboldens verden, og mine fortsatte engagementer, har jeg aldrig fattet den del af miljøet. Og jeg kommer sandsynligvis aldrig til det. Måske er det i virkeligheden mig, den er gal med.