Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Verdens mest uforudsigelige liga ruller i gang

Peter Arnholdt , 19. april 2014 klokken 01:14 (Fodbold)

På lørdag ruller vi for alvor i gang med klubfodbolden i Brasilien. Tre og en halv måned med regionale mesterskaber og en masse ligegyldige kampe er heldigvis overstået, og det er nu tid til at tage hul på den landsdækkende Serie A, som populært kaldes ‘O Brasileirão’. 

Turneringen består ligesom sidste år af to etaper. Første omgang kører på indtil udgangen af maj, hvorefter klubfodbolden holder halvanden måneds VM-fri. Og bare tre dage efter vi har kåret verdens bedste fodboldnation på Maracanã ruller anden omgang i gang. Den første søndag i december har vi så navnet på årets brasilianske mester. 

Det bliver noget af kampbelastning, som spillerne bliver udsat for med 38 kampe fordelt på seks effektive måneder. Det svarer til kamp hver femte dag. Det var nok til at overse, men billedet bliver et andet, når man oven i hatten lægger pokalkampe og de prestigefyldte opgør  på den sydamerikanske scene i hhv. Copa Libertadores og Copa Sulamericana.

Den brasilianske turnering er noget sværere at spå om end eksempelvis den tyske og spanske liga, hvor bejlerne til titlen ligger nede på 2-3 klubber. I Brasilien er kandidatfeltet bredere, hvilket understreges af, at landet har haft 6 forskellige mestre i løbet af de sidste 10 år. 

Også i år er der mange klubber, som melder sig titelklar. Jeg har forsøgt at skille fårene fra bukkene med en liste over, hvordan Serie A kommer til at se ud i år. 

Cruzeiro topper favoritfeltet
De forsvarende mestre fra Cruzeiro er favoritter til at slutte øverst igen. Kampene i Copa Libertadores kan trække tænder ud, men har 'A Raposa’ (Ræven) energien, så ligger der mange points og venter på holdet fra Belo Horizonte. Offensiven har mange strenge at spille på med den genopstandne Júlio Baptista, Dagoberto, Ricardo Goulart samt playmakeren Éverton Ribeiro, og den bagerste skanse ser solid ud med keeperen Fábio bag stopperparret Dedé og Bruno Rodrigo. På midtbanen råder Cruzeiro over et spændende aktiv i den 21-årige Lucas Silva. Hans boldomgang, overblik og skudstyrke gør, at han på mange områder ligner sit store idol Juninho Pernambucano. Cruzeiro spiller en attraktiv omgang fodbold, og skal man satte en finger på noget er det nok at man nogle gange glemme at lukke kampene. 

Corinthians tilbage med titelsult?
Corinthians skuffede fælt i Campeonato Paulista med ikke en gang at gå videre fra grundspillet, men mon ikke den tidligere landstræner Mano Menezes er ved at få sat skik på tropperne med udskiftning af mætte spillere til fordel nogle mere sultne. Jádson fik sat gang i Corinthians efter overgangen fra São Paulo, og nu er Elias også kommet til fra Sporting Lisboa. Elias var rigtig god i sin lejeperiode for Flamengo, og midtbanespilleren bliver sikkert også en gevinst for Corinthians, som han sidst spillede for i 2008-10. Verdensmestrene fra 2012 kan fokusere 100% på Serie A, og så kan man glæde sig til et spritnyt stadion, som forventes indviet den 17. maj med en kamp mod Figueirense. Truppen burde være stærk nok til en Top 3.

Copa Libertadores-vinderne håber på en dårlig grillsæson
Atlético-Mineiro har en masse dygtige spillere i sin trup med Ronaldinho, Jô og Marcos som de mest toneangivende. 'O Galo’ (Hanen) vandt Copa Libertadores i 2013, og klubben fra Belo Horizonte håber på en gentagelse i år. Den fremadrettede og noget naive Cuca har overladt trænersædet til den rutinerede Paulo Autuori, som prioriterer at få defensiven helt på plads. Det har kostet i den anden ende, hvor Atlético ikke har sprudlet som i sidste sæson. Ronaldinho er også blevet lidt bagtung. Med udsigt til et VM foran TV’et virker det som om at R10 har mistet den sidste gnist. Rygtet siger, at stjernespilleren er mere fokuseret på at holde grillfester i privaten end at give den en skalle på træningsbanen. Atlético-MG kan vinde hele baduljen, men de kan også blive sæsonens store skuffelse. Meget ligger på Ronaldinhos skuldre.  

Solidt håndværk skal skaffe Internacional tilbage til eliten
Internacional har underpræsteret i de sidste mange år, men ‘O Colorado’ (De Røde) virker på gang igen. De vandt Gaucho-mesterskabet med en samlet finalesejr på 6-2 over ærkerivalerne fra Grêmio. Internacional har solgt OL-topscoreren Leandro Damião og den uruguyanske angrebsstjerne Diego Forlan, men truppen anført af nøglespilleren D’Alessandro ser ikke ud til at mangle de to stjerner. ‘O Colorado’ har fået mestertræneren Abel Braga tilbage, og han plejer at levere et solidt stykke håndværk som giver mesterskaber. En anden positiv historie er, at Internacional har fået sin gamle hjemmebane tilbage. Beira-Rio har været under kniven for at blive VM-lækker, og det kan give de sidste 10%, som rykker klubben tilbage i den absolutte elite. Top 4 er realistisk for de røde fra Porto Alegre

Rutine og talent i stride strømme i Grêmio
Grêmio har fået sat et stærkt hold sammen, som lagde ud med at vinde ‘Dødens Gruppe’ i Copa Libertadores. Truppen indeholder en masse rutine i form af den argentinske anfører Hernán ‘El Pirata’ Barcos og midtbanegeneralen Zé Roberto, og så er der talent i stride strømme i form af Wendell, Ramiro og Rivero og Luan.  Grêmio har en flot og moderne hjemmebane, som egentlig er værdig til VM-fodbold, men det bliver ærkerivalerne fra Internacional, som kommer til at lægge hjemmebane til slutrundebold i Porto Alegre. ‘O Tricolor’ kan godt slutte med helt fremme, men spørgsmålet er om klubben sælger ud af arvesølvet undervejs. Venstre  backen Wendell er allerede afsat til Bayer Leverkusen, når Copa Libertadores-eventyret er slut, og der kan være flere på vej. Grêmio rangerer derfor lige under Internacional i min optik.

Talentfabrikken Santos med noget spændende i støbeskeen
Talentfabrikken fra Santos er i gang med år 2 efter Neymar, og ‘O Peixe’ (Fisken) har igen noget spændende i støbeskeen. Santos leverede en masser scoringer ved de netop overståede regionale mesterskaber, men i finalen mod 4. divisionsklubben Ituano gik det galt, og titlen strøg til Itu efter straffesparkskonkurrence.  Den store stjerne på det nye Santos-hold er OL-topscoreren Leandro Damião, som er hentet for en svimlende sum penge fra Internacional, og så har man en stærk midtbaneakse i Arouca og Cícero. De unge talenter er så småt sprunget ud med Geuvânio og Gabriel, alias Gabigol i spidsen. Santos er ligesom de øvrige São Paulo-hold ikke med i Copa Libertadores, så holdet kan bruge alle kræfterne på kampene i Serie A. Stabiliteten kan blive et problem, så det bliver nok ikke til mere end til en 6. plads i år.
 
Målmandslegende takker af med scoring nr. 115 og en 7. plads
São Paulo er den seneste klub, som kan prale af at have genvundet det brasilianske mesterskab. Det skete tilbage i 2005-08, hvor 'O Tricolor’ høstede titlen tre år i træk. Siden har São Paulo været nede i en bølgedal med en enkelt opmuntring med Copa Sulamericana-triumfen i 2012. Målmandslegenden Rogério Ceni med de 114 scoringer på kontoen takker af efter denne sæson, og det lakker nok også mod enden for angrebsveteranen Luís Fabiano. São Paulo har i år fået tilgang af gulddrengen Alexandre Pato (Anden), og med Paulo Henrique Ganso (Gåsen) som oplægger fristes man til at tro, at São Paulo får vinger. Men det sker næppe, da truppen ikke virker harmonisk. Rogério Ceni må slutte af med en 7. plads i klubben, som han har repræsenteret i mere end 20 år. Mon ikke legenden sætter en enkelt pind ind på straffe?

Den magiske kvartet er nøglen for Palmeiras
Palmeiras er tilbage i eliten efter sidste års ophold i Serie B, og ‘O Verdão’ (De Grønne) mønstrer et spændende hold. Keeperen Fernando Prass og stopperen Lúcio skal lukke af for modstanderne, mens man i den anden ende hælder til den magiske kvartet med de kreative Valdívia og Bruno César samt afslutterne Leandro og Alan Kardéc. Valdívia kommer sikkert med til VM for Chile, mens Alan Kardéc kunne være den kanin, som landstræner Scolari hiver op af hatten, når han den 7. maj sætter navne på de 23 brassere, som skal forsvare nationens ære ved slutrunden her i Brasilien. Palmeiras fylder i øvrigt 100 år, og det bliver fejret med et comeback til et totalrenoveret og grønt Allianz Parque samt en 8. plads i tabellen. 

Fluminense får brudt mesterskabsrytmen
Fluminense vandt mesterskabet i 2012, men kiksede totalt året efter, hvor kun en ulovlig spiller sikrede “O Tricolor’ overlevelse i landets bedste række. Fluminese har haft råd til nogle vigtige forstærkninger i form af kreatøren Conca og målmageren Walter.  Fred er holdets absolutte stjerne, men mon ikke landsholdsangriberen ryger af sted, hvis han leverer et godt VM? Fluminense har i 2010‘erne vundet mesterskabet hvert andet år, men den tendens stopper i 2014. Det må blive til en 9. plads for Fluminense.

Flamengo klar til at bide skeer med de store?
Flamengo vandt pokalen sidste år, men truppen ser ikke så stærk ud op til denne sæson. ‘O Rubro-Negro’ (De Rød-Sorte) råder over nogle dygtige målmagere i Hernane og Alecsandro, og Elano er altid et gensyn værd. Kampene i Copa Libertadores viste imidlertid, at holdet endnu ikke er klar til at bide skeer med de store, og det er synd for en klub, som snildt hiver 60.000 tilskuere til de vigtige kampe. Mon ikke det bliver til en midterplacering, og med 20 hold i turneringen må det betyde en 10. plads.

Atlético-PR dropper Adriano-projektet
Atlético Paranaense var sidste sæsons store overraskelse, da oprykkerne sluttede i Top 4 med kvalifikation til Copa Libertadores som belønning. ‘O Furação’ (Orkanen) er svækket noget i forhold til 2013. Pengene rækker bare ikke til de store forstærkninger. Adriano fik nogle måneder i klubben, men ‘O Imperador’ (Kejseren) er skippet af sted igen med fire kampe og en scoring på kontoen. En angrebsduo bestående af Marcelo og Éderson er nu helt i orden, og det er masser af talent på bænken i form af unglandsholdsspillerne Mosquito og Nathan. En 11. plads vil nok være en fin placering for de brasilianske mestre fra 2001. 

Ungdomslandsholdsspiller blomstrer op for Bahia
Bahia sluttede i 2013 på 13. pladsen i tabellen, og mon ikke de dobbelte brasilianske mestre tager et skrift i den rigtige retning i år? Klubben vandt det regionale mesterskab med en samlet finalesejr over Vitória, og sejre især mod arvefjenden giver altid selvtillid. Stjernen på holdet er den brasilianske ungdomslandsholdsspiller Anderson Talisca, som virkelig er blomstret op i starten af året. Til at bakke sig op har midtbanetalentet især argentinske Maxi Biancucchi, som efterhånden er træt af sammenligningen med fætteren Lionel Messi. 

Botafogo savner strategen Seedorf
Der er ikke de store forventninger til Botafogo i denne sæson. Clarence Seedorf er væk, og han var en vigtig brik i den flotte placering i sidste års Serie A. ‘O Fogão’ har netop hentet Emerson ‘Sheik’ i Corinthians for at skabe lidt offensiv power, og så råder klubben over nogle store profiler i den brasilianske nationalkeeper Jefferson og U21-landsholdsstopperen Dória, som bl.a. Milan skulle være interesseret. Botafogo er ikke startet specielt godt i hverken Copa Libertadores eller i de regionale mesterskabskampe, og de kommer til at kigge mere nedad end opad. 

Kollektivet i Vitória skal stå stærkt
Vitória sluttede lige uden for Top 4 i sidste sæson. Det rækker spillermaterialet ikke til i år. Klubben har en klog styrmand i Ney Franco, der som ungdomslandstræner førte Brasilien sikkert til OL 2012, hvorefter Mano Menezes overtog tropperne. Vitória tabte kampen om mesterskabet i Bahia, og der skal falde nogle ting på plads, såfremt ‘Løverne’ skal satse på en placering midt i tabellen. Holdets vigtigste spiller er venstre backen Juan, som har fremtiden bag sig. Vitória får problemer, men klarer skærene som nummer 14.

Gulddrengens svanesang
Coritiba kæmpede hårdt mod nedrykning i 2013, og det bliver nok også omkring stregen, at vi kommer til at se ‘Coxa Branca’ (De Hvide Lår) i år. Holdets absolutte stjerne Alex stopper med udgangen af denne sæson, og ‘O Menino de Ouro’ (Gulddrengen) vil gøre alt for at slutte fornuftigt af i sin hjerteklub. Alex kan ikke gøre arbejdet alene, så mon ikke det ender med en 15. plads med et lille hul ned til stregen.

Goiás uden sit tunge skyts
De smaragdgrønne fra Goiânia havde et flot 2013, hvor især den trinde topscorer Walter scorede mange points hjem til klubben. Walter er nu væk og det samme er succestræneren Enderson Moreira, som fik en lukrativ kontrakt i Grêmio. Der er ingen penge til forstærkninger, så Goiás kommer nok til at kæmpe for overlevelse. Det er ensbetydende med en 16. plads.

Danskerflop og kanonkonge rækker ikke for Figueirense 
Figueirense rykkede i sidste sæson op som det fjerde og sidste hold fra Serie B. Kanonkongen Marcos Assunção skal nok banke nogle dødbolde ind, og angriberen Ricardo Bueno, som floppede i FC Nordsjællands Tiki-Taka-system, vil sikkert trives bedre med omstillingsfodbold. Holdet fra Florianópolis rummer imidlertid ikke kvalitet nok til Serie A, så det kan ikke blive til mere end en 17. plads herfra.

Tandløse løver får det hårdt
Sport Recife var tredjebedste hold i Serie B i 2013, og det bliver nok det tredje dårligste i Serie A i år. ‘Løverne’ har gjort det fint i kampen om det regionale mesterskabet, men der er bare forskel på regional og national fodbold. Pengene er der ikke til forstærkning, og det skal Sport bruge, hvis de skal overleve. Profilen på holdet er stopperen Durval, som efter nogle sæsoner hos Santos er tilbage i Recife-klubben, mens selv hans rutine kan ikke redde klubben fra nedrykning.

39-årig veteran skal sikre Criciúma endnu en sæson i Serie A
‘Tigrene’ var storfavoritter til at rykke ud af Serie A i sidste sæson, og det samme gør sig gældende i år. Nytilkomne Paolo Baier er holdets stjerne, og selvom han er 39 år, så kan han godt blive styrmanden, som sikrer Criciúma endnu en sæson i landets elite. Mange forventer at klubben fra Santa Catarina lige ser de første 9 runder an for derefter at gå mere aktivt ind med spillerkøb, når turneringen ligger stille pga. af VM. Min bud er at løbet til den tid er kørt, og at Criciúma rykker ud som det næstringeste hold i Serie A.

Hatten af for fornuften i Chapecoense
Chapecoense havde ikke så meget at skyde med ved de regionale mesterskaber dækkende Santa Catarina, hvor man sluttede uden for Top 4. Klubben spillede for to år siden i Serie C, og oprykningen til eliten er kommet bag på de fleste. Det virker dog ikke til at ledelsen har tabt jordforbindelsen over succesen, og man prøver at køre sæsonen igennem uden de store armbevægelser, men med en godt enkelt princip som hedder ‘lønninger til tiden’. Hatten af for fornuften, men det rækker nok ikke til mere end en hurtig returbillet til Brasiliens næstbedste fodboldrække.

Masser af brasserbold på Kanalsport
Det var så den lange gennemgang af Serie A-klubberne anno 2014 med bud på placeringerne. Kanalsport brillerer heldigvis med at vise kampene fra den spændende liga, og man lægger ud søndag kl. 20.55 med matchen São Paulo-Botafogo. Der er et fint udlæg på en mesterskabsturnering, som er blandt de hårdeste og mest uforudsigelige i Verden. Hertil er der bare at tilføje: God fornøjelse med sambafodbold. Det er noget, som er kommet for at blive! 

Mit bud på slutstillingen i Brasilien:
Cruzeiro
Corinthians
Atlético-MG
Internacional
Grêmio
Santos
São Paulo
Palmeiras 
Fluminense
Flamengo
Atlético-PR
Bahia
Botafogo
Vitória
Coritiba
Goiás
Figueirense
Sport
Criciúma
Chapecoense