Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Ugens NFL-guide (Uge 36)

Emilie-Marie Fridh, 05. september 2013 klokken 22:54 (Amerikansk Fodbold)

Så er det for alvor blevet efterår. I nat kommer, hvad der for mange er årets højdepunkt: Kick-off i NFL.

Siden Super Bowl XLVII blev afholdt i New Orleans, Louisiana d. 3. februar, er der gået 20 uger, i alt 214 dage, hvor vi NFL-fans har vi hungret efter den nyeste sæsons første kick, første tackling, første interception, første touchdown, første sejr til vores favorithold.

Selvom det er et fåtal af kampene, der bliver vist på dansk TV, skal I ikke snydes for en tv-guide med optakt til første rundes kampe.

I nat klokken 02.30 på TV3+ viser årets kick-off, som traditionen tro er med sidste sæsons Super Bowl-vinder som vært. Baltimore Ravens tager imod Denver Broncos, der sidste sæson gik stærkt ind i slutspillet med 13-3 i bagagen. De snublede dog i division play-offs mod netop Ravens, hvor 3 point skilte dem ad ved slutfløjtet. Ravens vandt 38 – 35. Broncos mangler spillere som  Elvis Dumervil, Von Miller og Champ Bailey, men vil med garanti gå efter hævnen, og er til trods også sat som favoritter på bl.a. Danske Spil.

Søndagens tidlige kamp på TV3 Sport 2 er et divisions- og næsten nabo-opgør, når Atlanta Falcons møder New Orleans Saints. Deres indbyrdes kampe plejer at være i højt tempo og med mange point, og de to hold har været gode til at deles om sejrene. Saints vandt Super Bowl i 2009, men var sidste sæson præget af problemer grundet karantæne til head coach Sean Payton og en håndfuld spillere, der kom efter det kom frem, at Sean Payton havde opfordret sine spillere til at skade modspillere under kampe. Falcons har de sidste mange år været godt med og spillet sig til play-offs, senest med 13-3 med fra regular season. Igen i år kunne de gå hen og blive en stor trussel for ikke blot Saints, men alle de andre hold, der håber på at kunne løfte Vince Lombardi-trofæet den 2. februar 2014. New Orleans er til trods alligevel favoritter til søndagens indbyrdes opgør.

Efter divisionsopgøret kommer der klokken 22 på TV3+ kampen mellem San Fransisco 49’ers og Green Bay Packers. To hold, der har haft gode takter gennem de senere år. Begge vandt deres divisioner sidste sæson, og sidst de to hold mødtes internt var i divisional play-offs, hvor 49’ers trak det længste strå, og vandt 45 – 31.

Årets første Monday Night bliver (undskyld det dårlige ordspil) giganternes kamp. Også et divisionsopgør – husk at de indbyrdes opgør kan blive afgørende for, hvem der går videre til slutspillet. To af de største hold i NFL skal møde hinanden, nemlig Super Bowl-vindere anno XLVI, New York Giants, og Dallas Cowboys. Hvis du er i tvivl om du gider at stå op og se denne kamp, skal du huske at Dallas er kendt for at have nogle af ligaens lækreste cheerleaders, så i tilfælde af en kedelig kamp, er der noget pænt at kigge på mellem hvert spil.

 

Glæder I jer? For det gør jeg! God sæson til alle.