Resultatet af VM finalen kan næppe være gået nogens næse forbi. Danmark underpræsterede og fik store klø af et velspillende spansk landshold på hjemmebane. Få timer inden kampen spåede jeg, at Danmark ville vinde. At vores landshold var det bedste. Jeg tog fejl. Pånær jeg spåede præcist hvilke risici der var, for at det kunne gå galt. Det umulige skete Alle regnede Danmark for det bedste hold i finalen. Inklusive de danske spillere selv. Alle kan roligt regne med, at danskerne virkelig ønskede at vinde. At de regnede med, at de bare kunne køre sejren hjem på rutinen. At det var så meget bedre end Spanien, at de næsten ikke behøvede at spille om det, for Danmark ville per definition vinde. Omvendt mødte Spanien op med et fantastisk publikum i ryggen, som bar den frem gennem kampen. Spanien spillede med et super bevægeligt offensivt forsvar, der fuldstændigt kunne dominere det tunge danske angrebsspil. I interviewene umiddelbart efter kampen var det tydeligt, at spillerne var flove og pinlige over deres indsats. De var vidende om, at der hjemme i Danmark sad over 2 millioner og fulgte dem. Og resten af håndbold verdnen var ligeledes vidne til de danske spilleres hovmod blive udstillet. Sammen med det fantastiske og entusiastiske hjemme publikum, var det med til at smadre danskerne fuldstændigt. Tag jer sammen Tilbage står man så med en dårlig smag i munden. Ikke over det elendige danske spil i finalen, men over den måde at vores landshold pludselig bliver behandlet på i medierne. Tag jer sammen! Ikke spillerne men medløberne, vendekåberne og medierne! Når man gerne vil stå på Rådhuspladsen og juble over guldmedaljer, så må man også støtte når finalen bliver tabt. Slutrunden vil blive husket for en frygtelig dansk indsats ved finalen. Ikke det fantastiske spil og flotte sejre der bragte Danmark dertil. Ikke for at tage en dansk attitude om, at sølv også er flot. Med klimaks i semifinalen, havde Danmark været slutrunden suverænt bedste hold. Spillere som Møllegaard og Rene Toft Hansen havde fornøjet en håndboldverden med et spil på et imponerende højt niveau. Men det er der ingen der husker. I stedet står der et tudekord af journalister og piver. De samme journalister, der havde de store ord på forsiden et par dage forinden, da Kroatien blev banket i semifinalen. Men nu var det ikke "os", "vi" eller "vores landshold". Nu det "dem", "de" og "skam jer". "Hundehoveder", "hængerøve" sagde overskrifterne. Der er åbenbart bare ikke salgstal i: "Vi æder jer til EM". EM og VM venter Vi er nogle der sad med skuffelse og fulgte vores drenge i finalen. Det var ikke godt, kønt eller underholdende. Men vi vil også følge holdet gennem EM slutrunden, hvor det er vores tur til at være på hjemmebane. Modsat flere af vores konkurrenter har vores hold en alder, der gør, at vi sandsynligvis kan stille med mere eller mindre det samme hold på både EM næste år som VM om to år. Og med den bagage drengene har fået med hjem efter finalen, vil vi møde forberedte, tændte og 110% klar til alle kampene. Der er sat værdifulde lærepenge på kontoen efter den finale. Det er selvfølgelig også vigtigt, selvom vi gerne havde byttet dem for en flok guldmedaljer. Drenge kom hjem og kom videre. Der venter en hverdag. Jeres tid kommer allerede til næste år!