Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Tak for 2013, vi ses med sikkerhed i 2014!

Jakob Termansen, 29. december 2013 klokken 11:25 (General)

Det er svært ikke at sidde og blive sentimental på denne tid af året. Året er ved sin afslutning og dette bruger de fleste til at tage et hurtigt tilbageblik på året der gik.

Her på siden kikker vi dog mest fremad, vi dvæler normalt ikke så meget ved fortiden, da der hele tiden kommer nye kampe. For det er jo derfor vi er her, for at give dig der ude det bedste, nemmeste og hurtigste overblik over hvad der kommer af bold på TV. Alligevel håber jeg, at du vil tilgive mig, at jeg bruger nogle linjer på 2013, for det har virkelig været et år hvor der skete noget her på siden.

Sidste år ved denne tid, sad jeg i samme stol som nu og skulle gøre status over 2012 på Sofabold.dk. Vi havde mærket er klar fremgang i vores besøgsantal, vores blog var kommet online og vi hyggede os med siden. Vi havde et håb om, at vi på et tidspunkt i 2013 ville få muligheden for at kommer på din telefon, men intet var sikkert. Nu sidder vi så her i slutningen af 2013, vi har en app i både iTunes App Store, samt på Google Play. Ikke nok med det, vi dækker ikke længere blot fodbold som i 2012, nu dækker vi også både Håndbold og NFL på siden.

Selve siden fik sig også et makeover i 2012. Designet blev løftet en smule. Vi gik fra et fodbold look, til et mere neutralt look på siden, da vi ikke ønskede at give håndbold og NFL folket det indtryk, at de ikke var velkommen. Vi fik dog også bekymrede mails og tweets fra fodboldfolket med  introduktionen af håndbold på Sofabold. Ville vi nu ikke længere have fuld fokus på fodbold mere?

Jeg håber vi har gjort disse bekymringer til skamme. Jeg håber alle vores trofaste fodboldbesøgende kan se, at vi på ingen måder har givet fodbolden mindre opmærksomhed. Fodbolden er forsat den sportsgren der bliver vist mest af i TV, derfor hverken kan eller vil vi fokusere mindre på den. Vi har til tider måtte knokle lidt ekstra for at få alt dækket 100 procent på siden, men vi syntes selv det har været det værd.

For det har efter min mening været det værd. Når vi har modtaget en mail, eller en besked på Facebook eller Twitter, fra en af jer, der har fortalt hvor glade de er for at vi er her - så har det været det hele værd!

Men hvad så med 2014, Forsætter siden så bare som altid?
Ja… og nej! Vi vil forsætte med at dække fodbold, håndbold og NFL som altid, det er der ingen tvivl om. Men Sofabold handler om mere end, at bare gøre som vi plejer. Siden har lige fra start været født til at være en side under konstant udvikling. Der er hele tiden ting vi kan gøre bedre, nemmere eller hurtigere.

Vi glæder os til at gøre det at se bold på TV lidt nemmere for dig, også i 2014. Vi har planer om at blive endnu bedre, få en bedre oversigt. For vi er ikke perfekte, selvom vi knokler for at være 100 procent opdateret hele tiden, så laver vi også fejl. Derfor skal der også lyde en stor tak til dem, som har fundet en fejl på siden og skrevet til os i 2013. I hjælper ikke blot os, men også de tusindvis af andre personer der bruger siden. Vi påskønner det virkelig, når i enten finder en fejl, eller blot kommer med positiv/negativ feedback.

Der skal lyde et tak til de næsten 1000 personer, som nu har oprettet en bruger på siden. Vi satser stort på at kunne levere nogle specielle features til jer i 2014, ligesom vi også kan garantere, at vi ikke har afholdt den sidste konkurrence.

Her til slut skal der lyde en kæmpe tak til alle dem der er med til at lave siden, de har ydet en stor indsats for at levere en side der lever op til de krav vi selv stiller til Sofabold.dk... Vi vil lave en side vi selv gerne vil besøge hver dag.

Med de største ønsker om et fantastisk 2014 til alle...

Jakob Termansen
Redaktør