Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Superligaen - fodboldfansenes mobbeoffer

Emilie-Marie Fridh, 12. september 2013 klokken 11:51 (Fodbold)

Siden jeg var en lille pige, og min interesse for fodbold imploderede, har jeg hørt alt, alt for mange danske fodboldfans sige, at de ikke gider se Superliga-fodbold, fordi niveauet er for lavt. Og det er korrekt, at vi i nyere tid har rig mulighed for at se de udenlandske ligaer med højere tempo og niveau. Men ville jeg fravælge Suppen for at vie mit liv til Premier League, La Liga og Serie A? Aldrig i livet!

For mig er Superliga-fodbold vigtigere landsholdet. Det handler om nærhed. Jeg kan mærke energien. Jeg kan forstå fans og fanatikere. Dansk fodbold giver mig et større kick end engelsk, fransk og spansk, fordi jeg forstår mentaliteten. Jeg kan nemmere juble over en Esbjerg-scoring end en Real Madrid-ditto.

Jeg ved godt, at niveauet ikke er højt. Og jeg har skam også kærlighed til de udenlandske ligaer. Men den måde Superligaen bliver latterliggjort, senest i en artikel på heltnormalt.dk, synes jeg ikke er retfærdig. Hvis vi sammenligner USA og Danmark i økonomi, uden at tage hensyn til de store forskelle i størrelsen på landene, så ligner Danmark også en grønskolling af en nation. Men vores størrelse taget i betragtning, går det alligevel rimelig okay.

Det samme gælder for Suppen. Hvis vi sammenligner den med La Liga, så kan vi hurtigt se at niveauerne er langt fra hinanden. FCK kommer nok aldrig op på Barcelonas niveau. Men størrelsesmæssigt og økonomisk vil de to klubber heller aldrig nå hinanden, uanset hvor mange sponsorer og russiske pengemænd, der ville pumpe penge i Parken.

Tag ligaen for hvad den er. Vi er lille, bette Danmark, vi har ikke særlig mange spillere, vi har ikke mange penge og vi har ikke mange hold. Men der leveres stadig stortalenter ud i den store verden, ud til de store ligaer.

Jeg synes, at Superligaen er en lækker liga. Måske er du uenig. Men der er ingen grund til at mobbe den lille liga, den kan ikke selv gøre for det.





Andre blogindlæg af Emilie-Marie Fridh: