×

Tak for dit besøg

Vi håber du er glad for hvad vi laver her på Sofabold, samt at du vil give os et like på Facebook som en lille påskønnelse for vores arbejde her på siden.

Hvis du er RIGTIG glad for Sofabold, er du også velkommen til at dele, så andre også kan få glæde af os.

Ligemeget hvad, så påskønner vi dit besøg!

 

Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

SønderjyskE står ved en skillevej? måske!

Ulrik Forsom, 09. april 2015 klokken 17:35 (Fodbold)

SønderJyskE skal ud at lede efter en ny træner efter denne sæson. Det har været rygtet længe og i dag stod det så endegyldigt klart, efter den nuværende SønderjyskE-træner, 56-årige Lars Søndergaard, blev præsenteret som ny træner for AaB.

Søndergaard, der er bosat i Aalborg og som tidligere har repræsenteret AaB som både spiller, træner og assistenttræner har kaldt jobbet i AaB for ”et drømmejob”.  Det er nok også sikkert som amen i kirken, at han i AaB får flere midler og større muligheder for at indfri sine sportslige ambitioner. Med andre ord er der tale om et skridt op af stigen for Lars Søndergaard.

Men hvor efterlader Søndergaards afgang så hans nuværende klub SønderjyskE? Skal klubben forsøge at hente en træner ind, der vil følge i Lars Søndergaards fodspor eller skal klubben i stedet hive fat i en træner, der vil drive klubben frem i tabellen? Dette skal ikke opfattes som en kritik af det arbejde Søndergaard har udført i klubben, der i de seneste sæsoner har opnået fornuftige placeringer i ligaen, men i stedet ses som et spørgsmål om der kan skabes yderligere fremgang med en anderledes trænertype.

I Jydske Vestkysten argumenteres der for at den tidligere Horsens-træner Johnny Mølby er kæmpefavorit til jobbet. Dette er et logisk valg, da Mølby i øjeblikket står uden job og formentligt ville finde en Superligaklub interessant. Danske Spil har ligeledes Mølby som favorit, forfulgt af den tidligere AGF-træner Peter Sørensen og den nuværende OB-træner Ove Pedersen, der har kontraktudløb til sommer.

Af de tre ovennævnte trænere er der vel ingen, der skiller sig væsentligt ud som type i forhold til Lars Søndergaard, mindst af alle Ove Pedersen, der næppe vil tilføre holdet noget nyt i forhold til spillestil.

Spørgsmålet er måske også om SønderjyskE som klub er villig til at ændre på konceptet? Man så hvad der skete i Randers FC da man for år tilbage forsøgte at ændre spilkonceptet ved at ansætte John ”Faxe” Jensen i stedet for Colin Todd. De spor kan formentligt skræmme så man ikke vil forsøge sig med et helt nyt koncept. Derfor kan Johnny Mølby ses som den perfekte kandidat. Han ses stadig som ”nytænkende” uden at være ”revolutionerende”. Og det er måske præcis det SønderjyskE netop nu overvejer.

Et andet spørgsmål, som den kommende træner, uanset navn, må overveje er hvor mange midler SønderjyskE er villig til at give vedkommende. Er det attraktivt at komme til en klub, hvis største ambition er at overleve i ligaen. For at rykke klubben yderligere op i tabellen så må ledelsen også overveje, at hente større profiler til klubben og det sker næppe uden en større økonomisk satsning, uanset hvor godt Hobro IK har klaret det i denne sæson. Forskellen er også at man i Hobro IK har venner af klubben, der kan træde økonomisk til. De venner er sikkert også at finde i Haderslev og omegn. Måske det er på tide at de træder an inden man ansætter Johnny Mølby. For så er muligheden der for at lægge yderligere lag på holdet og spillet.