×

Tak for dit besøg

Vi håber du er glad for hvad vi laver her på Sofabold, samt at du vil give os et like på Facebook som en lille påskønnelse for vores arbejde her på siden.

Hvis du er RIGTIG glad for Sofabold, er du også velkommen til at dele, så andre også kan få glæde af os.

Ligemeget hvad, så påskønner vi dit besøg!

 

Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

São Paulo søgende selvtillid i Audi Cup

Peter Arnholdt, 30. juli 2013 klokken 19:46 (Fodbold)

Bayern München, Manchester City, AC Milan og São Paulo FC mødes i midtugen i firkantsturneringen Audi Cup. Kampene vises direkte på TV3 Sport, og det er da også en attraktivt fodboldmenu, som man byder på nede på Allianz Arena i München.

Vi lægger ud med Manchester City mod Milan onsdag kl. 18.15, og så tager værterne imod brasilianske São Paulo kl. 20.30. Vinderne af de to kampe spiller finale torsdag kl. 20.30, mens taberne et par timer forinden skal ud i en bronzekamp.

De fleste kender sikkert de tre europæiske hold, men hvad med deltagerne fra São Paulo? Det er ikke så tit, at vi får besøg af brasilianske klubhold på disse breddegrader, så jeg vil prøve at sætte et par ord på de sjældne gæster

São Paulo er lig med Rogério Ceni

Når vi siger São Paulo FC, så må vi også sige Rogério Ceni. Den 40-årige målmand er en legende i klubben, som han har repræsenteret siden 1990. Først stod han i skyggen af landsholdskeeperen Zetti, men fra 1997 har Ceni været førstevalg i buret for ”O Tricolor”. Når vi tæller kampe er Rogério Ceni oppe på imponerende 1.082 for São Paulo. Det er næsten dobbelt så mange som den næsten jævnaldrende Ryan Giggs i Manchester United.

I Sydamerika går mange målmand for at være tossede. Tænk bare på Chilavert, René Higuita (skorpionredningen på Wembley i 1995) m.fl.. Rogério Ceni er ikke ”loco” (tosset), men han kan noget helt ekseptionelt. Han kan bare det der med at knalde til kuglen. Ceni har scoret imponerende 112 mål i sin lange karriere, og fordelingen er nogenlunde fifty-fifty hvad angår mål sat ind på straffe og direkte frispark.

Rogério Ceni kører nok på sit sidste år som professionel. Legenden har på det sidste virket noget slidt, og mit bud er at han overtager rollen som sportsdirektør i 2014. Stillingen er blevet ledig efter af Adalberto Baptista smed tøjlerne for et par uger siden. I øvrigt efter et mundhuggeri med netop Ceni, som luftede sin utilfredshed med den sportslige ledelse.

Krisen kradser hos "O Tricolor"

Det går slet ikke godt for São Paulo for tiden. ”O Tricolor” løb ind i onsdags ind i sit ottende nederlag i træk, og det er ikke acceptabelt for klubben med de seks brasilianske mesterskaber og 3 VM/Interkontinentale titler på samvittigheden. Der blev lappet lidt på det i søndags med 0-0 mod Corinthians, men nu hedder statistikken så 12 kampe i træk uden sejr.

Der er mange årsager til de dårlige resultater. Holdet har virket ude af form, og det kan tørres af på den tidligere træner Ney Franco. Nu har Paulo Autuori overtaget tøjlerne, og han har et godt navn i klubben. Da Autuori sidst var træner i São Paulo endte man med at hjemføre både det sydamerikanske og verdensmesterskabet. Det var tilbage i 2005.

En svær start for mestertræneren

Paulo Autuori har ikke fået den nemmeste start i sin gamle klub. Mestertræneren har stadigvæk sin første sejr til gode, og han har måttet rydde op i truppen. Den gamle VM-stopper Lúcio har været en katastrofe på og uden for banen efter overgangen fra Inter, og den gamle landsholdsanfører bliver skippet af sted hurtigst muligt. Lúcio er derfor ikke med i truppen til Audi Cup.

Et andet stort navn, som mangler i Tyskland, er Luís Fabiano. Den gamle landsholdsangriber har skiftevis hældt masser af mål ind for siden hen at sidde i straffeboksen efter dumme røde og gule kort. Fabuloso har problemer med bentøjet, så han passer sin genoptræning hjemme i Brasilien.

São Paulo må også stille op uden Denilson, som også døjer med skader. Den tidligere Arsenal-spiller er stille og roligt ved at komme i gang igen efter opholdet i London. Denilson var udset til at skulle styre Arsenals midtbane, men skader og en forrygende Jack Wilshire gjorde den unge brasser overflødig hos Arsene Wenger.

Hold øje med Jádson og Osvaldo

São Paulo skal trods problemerne nok stille med 11 til start mod Bayern på onsdag, og der er da også lidt kvalitet ind imellem. Playmakeren Jádson var med til at vinde Confederations Cup for Brasilien i sidste måned, og han er altid en spiller, som er værd at følge. Jádson har skubbet stortalentet Paulo Henrique Ganso ud på bænken. For nogle år tilbage regnede alle Ganso for at være den kommende 10’er på det brasilianske landshold, men skader har stækket ”Gåsens” vinger. 

Oppe foran ligner det en angrebsduo bestående af Osvaldo og U20-landsholdsspilleren Ademílson. Osvaldo er en hurtig og uforudsigelig dribler, som nok skal få sat grå hår i modstandernes forsvar. Han har været rigtig god for São Paulo, og bedrifterne har bragt ham ind på ligalandsholdet. Makkeren Ademílson er en intelligent angriber, som oftest søger ned i banen for at deltage i kombinationerne. Han kommer dårligt nok til at vinde en eneste nærkamp under Audi Cup, men man kan nå langt på snuhed og træfsikkerhed. Ademílson har begge kvaliteter.

Et São Paulo søgende selvtillid

Men hvad kan vi så forvente os af São Paulo ved turneringen i München? Det bliver nok forsigtigheden, som kommer til at fylde mest. Autuoris udvalgte vil nok prøve at holde nullet, og så satse på Osvaldos gennembrudsstyrke og Jádsons blik for spillet. Det er svært at forlange sambafodbold af et hold blottet for selvtillid, så São Paulo-lejren vil nok være tilfreds med et snævert nederlag til Bayern og så en sejr i bronzekampen dagen efter.

São Paulo rejser efter Audi Cup videre til Lissabon, hvor man den 3. august møder Benfica i Copa Eusébio. For at det ikke skal være løgn, så fortsætter turen til Japan, hvor man den 7. august møder Kashima Antlers i Suruga Cup. Den 10. august genoptager "O Tricolor" så kampene i den hjemlige Serie A, hvor første punkt på programmet hedder Portuguesa på fremmed græs. Jo, der er nok at se til for Rogério Ceni & Co., og holdet får da rig lejlighed til at spille sig i form...

São Paulos forventede opstilling mod Bayern München:

Rogério Ceni;
Douglas, Rafael Toloi, Paulo Miranda og Reinaldo;
Rodrigo Caio, Fabrício, Wellington og Jádson;
Osvaldo og Ademílson