Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Om en generations tabte sult efter sejr

Benny Jaksland, 21. september 2014 klokken 22:22 (Håndbold)

Når man gang på gang ser hold der trodser præmisserne, sprænger rammerne og præsterer  på niveauer der ikke virker logisk, så handler det om sult. FIFs damer gjorde det gennem længere tid, hvor de som glade amatører præsterede imponerende resultater i konkurrence med fuldtidsprofessionelle teams. Det samme gælder eksempelvis for KIF Kolding Københavns herrer i sæsonen 2013/2014, som med et slidt og skadesplaget hold præsterede imponerende resultater i såvel den danske liga som i de europæiske turneringer. Ligesom man kender fra fodboldens superliga, hvor Hobro med simple midler og effektiv udførelse skaber flotte resultater.

Det kan de fordi, de er villige til at ofre lidt ekstra når det begynder at gøre ondt. Dvs. når man ikke kan løbe mere, når tacklingerne bliver lidt hårdere osv. Mads Davidsen, assistent for Sven Göran Ericsson i Kina, har skrevet en udemærket klumme om det i Politiken. Hans pointe var, at i Kina betyder det økonomisk sikkerhed for hele familien og høj social status, hvis børnene f.eks. bliver professionelle fodboldspillere. Derfor er de villige til at yde mere og kæmpe hårdere for, at være en af de få der får en professionel kontrakt.

Pointen er ikke, at vi skal kopiere de kinesiske tilstande. Pointen er derimod, at de danske unge er forkælede. Problemet er ikke kun begrænset til fodbolden, det er et generelt problem for en hel generation af børn og unge, derfor ser vi det også i håndbolden. Det er curling-børnene jeg refererer til, hvor forældrene med sikker hånd har fejet alle udfordringer tilside, så børnene ikke har oplevet nederlag. De har heller ikke oplevet, at de skulle ydes en ekstraordinær indsats for at opnå resultater. I stedet har det været forældrene, der har gjort insatsen.

Nu står vi med dem i håndboldhallerne. De unge der aldrig har prøvet at presse sig derud, hvor det gør ondt. Hvor føler lungerne eksploderer, man får den karakteristiske smag af metal i munden, det føles som om der ikke er ilt nok i lokalet, fødderne er lavet af bly og musklerne gør ondt når man forsøger at bevæge sig. Jeg har trænet U12 drenge og piger, der aldrig havde prøvet at svede eller som troede de var syge, fordi de var forpustede. Jeg trænet seniorer (herrer og damer), der simulerede en skade, når det begyndte at gøre ondt, råbte efter at blive skiftet ud når de blev stakåndede eller som ikke ville på banen i kamp, fordi musklerne var ømme.

Jeg kommer fra en verden, hvor vi til sidste fløjt håbede at komme på igen. Selvom man var træt, øm eller havde ondt. Man brændte for, at komme på banen og deltage i kampen. At skulle stå side om side med sine allierede og kæmpe mod fjenden. Det var krig hvor man belønningen var fællesskabet, anerkendelse fra holdkammeraterne og ultimativt sejrens beruselse. Nydelsen ved, at lave scoringen, frispilningen, tacklingen eller redningen er enorm. Uanset om var barn eller voksen.

Det er stadig følelse, der driver mig ud på håndboldbanen i dag. Uanset om jeg selv er på banen i en serie 4 kamp eller om jeg står på sidelinjen. Hver eneste kamp bliver nydt, da det kan være den sidste. Når man sidder i omklædningen og snører skoene vækkes minderne om triumferne fra en tid hvor knæene ikke gjorde ondt, harpragten var markant mere fyldig, afstanden fra tanke til handling var kortere og tanken “det her kommer til at gøre ondt i morgen” endnu var ukendt.

Men en hel generation er blevet berøvet for denne sult og dermed også de oplevelser, der følger med. Der er stadig få lyspunkter, men de er færre og der er længere imellem end der nogensinde har været før. Man gider ikke besværet med, at skulle træne til bestemte tider eller at ens egen præstation er afhængig af andre. Man vil bestemme sin egen skæbne og resultaterne skal komme uden besvær. Når man spiller på sin pc, playstation, ipad osv. kæmper man ikke for gennemføre en bane. Hvorfor skulle man, når man kan logge på en app-store og købe sig adgang til næste level. Det kan man ikke (i al fald ikke lovligt) i sporten. Derfor er det nemmere at opgive når man møder modgang. Derfor mister vi også utroligt mange af vores unge spillere. Det er nemmere at løbe sig en tur, gå i motionscenter eller andet ikke konkurrencepræget idræt. Der er ingen modstand, ikke nogen man skal stå til regnskab for og ikke nogen der kan se resultatet. Man skal stå til regnskab overfor sig selv og man kan selv bortforklare dårlig performance med en milliard udefra kommende faktorer. For det er i al fald ikke fordi man bare er dårlig. På en håndbold bane kan man ikke gemme sig. Dine fejl kan aflæses direkte på måltavlen og i medspillerenes ansigt. I forsvaret skal de andre dække for dine fejl. Mens fejl i angrebet medfører endnu en spurt over 30 meter, når man skal dække for modstandernes kontra.

Vi skal ikke nå kinesiske tilstande, hvor tusindvis håbefulde børn udvælges til idrætsskoler i en tidlig alder, men hvor kun en marginal lille del når gennem nåleøjet og en karriere indenfor sporten, mens de menneskelige omkostninger for de som falder fra er enorme. Det er dog slående, at i en tid hvor vi har flere unge eliteidrætsudøvere end nogensinde før, hører man deres trænere brokke sig over de unges indstilling til træning. For dette er ikke et “dengang jeg var ung” problem. Dette er noget, man hører elitetrænere opleve og fortælle om og som vi kan aflæse direkte af det faldende antal aktive i hold-idrætterne.

Sulten skal tilbage, ved at lade børn og unge opleve, at man skal arbejde for at opnå succes. Vi frarøver vores børn muligheden for, at opleve beruselsen ved at opnå et mål man har knoklet for at nå. Det kan være en sejr, en plads på holdet eller en indøvet detalje i spillet, som lykkes. Vi skal give vores børn det drive, der gør at elitespillere og -dommere overvinder en kræftsygdom for efterfølgende ofre dage, uger, måneder og måske år på, at komme tilbage på håndboldbanen. Det samme drive som kunne drive Joakim Boldsen til at snørne håndboldskoene dag efter dag, tiltrods for at alle kunne læse smerterne i hans ansigt, når han efter kampene kom humpene ud til de ventende autografjægere. Ikke kun for sportensskyld. Men fordi det ruster dem til at håndtere de generelle udfordringer som voksenlivet bringer.

 





Andre blogindlæg af Benny Jaksland:

27. april 2017
11. april 2017
17. maj 2016
07. maj 2016
24. april 2016
06. april 2016
21. marts 2016
17. februar 2016
01. februar 2016
29. december 2015
08. juli 2015
30. maj 2015
03. maj 2015
31. marts 2015
26. februar 2015
08. februar 2015
03. januar 2015
08. december 2014
18. november 2014
05. september 2014
18. juni 2014
28. maj 2014
07. maj 2014
24. april 2014
09. april 2014
13. marts 2014
22. januar 2014
14. januar 2014
08. januar 2014
18. november 2013
11. november 2013
02. november 2013
23. oktober 2013
06. oktober 2013
26. september 2013
20. september 2013
04. september 2013
27. august 2013
14. august 2013
06. august 2013
26. juli 2013
04. juli 2013
11. juni 2013
31. maj 2013
26. maj 2013
20. maj 2013