Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Jesper Simos 50 store VM øjeblikke

Sofabold.dk, 12. juni 2014 klokken 10:46 (Fodbold)

De sidste 50 dage, har Jesper Simo, der er kommentator/TV vært på Canal8 Sport og Canal9, hver dag talt ned til VM, med et stort øjeblik fra VM historien på Twitter. Vi har samlet disse VM øjeblikke sammen og Jesper har sat lidt ord på, hvorfor han netop har valgt det enkelte klip.

Vi giver ordet til Jesper Simo...

50. Nelinho - 1978
Når man tænker på, hvilken type bold, der blev spillet med dengang, så er det her simpelthen et sindssygt mål. Utroligt, hvordan Nelinho får ramt på den gode gamle Adidas Tango.

49. Ilie Dumitrescu - 1994
Rumænien havde et vildt hold fra midten af 90'erne og frem. Her ser vi to af de bedste, Gheoghe Hagi og Ilie Dumitrescu, folde sig fantastisk ud i en fremragende 1/8-finale mod Argentina.

48. Manuel Negrete - 1986
På vores breddegrader klinger Manuel Negretes navn nok ikke så voldsomt. Men hans utrolige scoring i 1/8-finalen mod Bulgarien ved mesterskaberne på hjemmebane i 1986 er i den grad værd at huske tilbage på.

47. Dario Rodríguez - 2002
Jon Dahl Tomasson scorede heldigvis to mål for Danmark i den første gruppekamp ved slutrunden i Japan/Sydkorea i 2002, og selvom det var et par fine mål, så kan de ikke hamle op med denne hammer af en helflugter fra Uruguays Dario Rodríguez.

46. Klaus Fischer - 1982
Semifinalen i 1982 mellem Vesttyskland og Frankrig, der endte 1-1 efter ordinær tid, 3-3 efter forlænget og til sidst 5-4 efter straffesparkskonkurrence, står den dag i dag som en af de mest dramatiske og ikoniske VM-kampe nogensinde. Klaus Fischers fantastiske udligningsmål efter 108 minutters spil gør ikke kampen mindre mindeværdig.

45. Jared Borgetti - 2002
Jared Borgetti er den mest scorende spiller nogensinde for det mexicanske landshold, og den her umulige hovedstødsscoring er det måske vildeste mål, han har lavet i grønt og hvidt. At han så i momentet formår at overliste ingen ringere end Gianluigi Buffon, gør kun målet endnu mere fantastisk.

44. Johan Cruyff - 1974
Holland har været i tre VM-finaler, men har fortsat til gode at kunne løfte VM-trofæet. Deres vel nok bedste hold var dét, der var afsted til slutrunden i 1974. Ingen symboliserer hollandsk fodbold som Johan Cruyff, og dengang i Vesttyskland blev han kåret som turneringens bedste spiller – ikke mindst takket være dette flotte mål fra den vigtige 2-0-sejr over Brasilien, som betød hollandsk avancement til finalen.

43. Phillip Lahm - 2006
Fra og med slutrunden i 2006 blev det besluttet, at det skulle være værtsnationen – og ikke den forsvarende verdensmester – der skulle være den ene halvdel af åbningskampen. Den beslutning gav med det samme bonus, for Tyskland og Costa Rica leverede en meget underholdende kamp i München. Seks mål blev det til i 4-2-sejren til tyskerne, og Phillip Lahms fantastiske spark var den perfekte start på et meget flot og underholdende VM.

42. Teófilo Cubillas - 1978
Den i dag 65-årige Cubillas er det største navn, som peruviansk fodbold nogensinde har skabt. Han var blandt andet kendt for sine frisparksegenskaber, og det viser han i den grad med sin helt unikke sparketeknik i gruppekampen mod Skotland.

41. Joe Cole - 2006
England leverede ikke noget prangende VM i 2006, selvom det faktisk lykkedes for verdensmestrene fra 1966 at få knoklet sig frem til kvartfinalerne. Deres bedste halvleg kom i den sidste gruppekamp mod Sverige, hvor Joe Cole med stor succes besluttede at tage chancen fra distancen, hvilket resulterede i ét af slutrundens allerflotteste mål.

40. Diego Maradona - 1986 (Belgien)
Diego Armando Maradona er én af de bedste fodboldspillere, som verden nogensinde har set – måske den allerbedste. Han har vel næppe nogensinde været bedre end i Mexico '86, hvor han nærmest egenhændigt førte argentinerne til deres anden VM-titel nogensinde. I semifinalen lavede han begge mål i 2-0-sejren over Belgien, og denne scoring er ganske enkelt fantastisk.

39. Sunday Oliseh - 1998
Nigeria havde et vildt hold i 1998, men at de i deres første gruppekamp skulle formå at slå Spanien i et brag af en kamp, var der nok ikke mange, der havde forventet. Sejrsmålet var et sandt projektil fra den daværende Ajax-spiller Sunday Oliseh, der efterlod Andoni Zubizarreta fuldstændig chanceløs i det spanske mål.

38. Andres Iniesta - 2010
Spanien scorede kun otte mål på vejen mod VM-titlen i 2010, og de skulle helt ind i den forlængede spilletid i finalen mod Holland, før der kom hul på bylden. Matchvinder blev FC Barcelonas Andrés Iniesta, som i en legendarisk jubelscene tog sin trøje af og afslørede en t-shirt med en rørende hilsen til den tidligere Espanyol-anfører Dani Jarque, der på tragisk vis var død af et hjerteanfald året før.

37. Éder - 1982
Brasilien vandt godt nok ikke VM i 1982, men brasserne havde et hold, der sagtens kunne have gjort det. En vigtig spiller var så afgjort Éder, der med denne perle kort før tid sikrede en 2-1-sejr i den vigtige gruppekamp i Sevilla mod Sovjetunionen.

36. Saaed Al-Owairan - 1994
Saudi-Arabien overraskede alt og alle positivt tilbage i USA '94 ved at avancere til 1/8-finalerne, hvor et stærkt svensk mandskab dog blev endestationen. Saaed Al-Owairan leverede arabernes mest mindeværdige mål, da han med lige dele held og forstand formåede at sætte indtil flere belgiere til vægs i de to nationers gruppekamp.

35. Geoff Hurst - 1966
Geoff Hurst er den eneste spiller nogensinde, der har præsteret at lave hattrick i en VM-finale. Det skete tilbage i 1966 i en dramatisk kamp mod Vesttyskland. Kunststykket blev færdiggjort med dette flotte spark til allersidst i den forlængede spilletid.

34. Roberto Baggio - 1990
Der var enorme forventninger til Italien forud for VM i støvlelandet tilbage i 1990. Især Roberto Baggio skulle levere på et højt niveau, og det gjorde han så afgjort i gruppekampen mod Tjekkoslovakiet, hvor denne scoring lukkede opgøret til 2-0.

33. Moustapha Hadji - 1998
Forud for gruppeopgøret mellem Marokko og Norge ved VM 1998 var det sidstnævnte nation, der på forhånd var størst forventninger til. Ikke desto mindre kom Marokko buldrende ud af starthullerne, og første målscorer i en underholdende 2-2-kamp var den driblestærke Moustapha Hadji, der her sætter Dan Eggen godt og grundigt til vægs.

32. Yordan Letchkov - 1994
Bulgarien formåede i 1993 at kvalificere sig til slutrunden året efter på bekostning af Frankrig, men ingen havde vel forventet, at holdet skulle nå hele vejen til en semifinale i USA – og slet ikke, at det skulle ske på bekostning af de forsvarende verdensmestre. Et flot comeback med blot et kvarter tilbage blev fuldendt via denne fornemme hovedstødsscoring af Yordan Letchkov, der på dette tidspunkt tørnede ud for Hamburger SV i netop Tyskland.

31. Giovanni van Bronckhorst - 2010
Giovanni van Bronckhorst har i dag indstillet karrieren, men noget af det allersidste, han opnåede i karrieren, var en flot VM-sølvmedalje med Holland i 2010. Den kom blandt andet i hus takket være dette utrolige mål i semifinalen – van Bronckhorsts næstsidste kamp som professionel fodboldspiller – mod Uruguay, der blev besejret knebent med 3-2.

30. Skandalen i Valladolid - 1982
Et fuldstændig absurd scenarie udspillede sig ved slutrunden i Spanien tilbage i 1982. Frankrig var i gruppespillet godt i gang med at køre Kuwait over. Alain Giresse scorede ved stillingen 3-1 endnu et mål, men det protesterede de kuwaitiske spillere voldsomt over, fordi der kort inden var blevet blæst i en fløjte et sted på tilskuerpladserne i Valladolid. Sheikh Fahid Al-Ahmad Al-Sabah, præsident for det kuwaitiske fodboldforbund og bror til landets emir, valgte at troppe op nede på banen, hvor han beordrede den sovjetiske dommer til at underkende scoringen, hvilket skabte tumultagtige scener mellem diverse officials og en rasende fransk landstræner i skikkelse af Michel Hidalgo. Maxime Bossis scorede i øvrigt senere til 4-1, hvilket endte med at blive slutresultatet, men stakkels Giresses scoring står den dag i dag ikke opført i de officielle statistikbøger.

29. Ronaldo - 2006
Forud for VM-slutrunden i 2006 var et af de helt store spørgsmål, om Ronaldo, én af de bedste angribere, som Brasilien nogensinde har skabt, ville være i stand til at score de påkrævede tre mål, der ville støde ”Der Bomber”, Gerd Müller, af tronen som den mest scorende spiller i VM-historien. Det lykkedes, og den afgørende scoring kom kort inde i 1/8-finalen mod Ghana, som Brasilien sikkert besejrede med 3-0.

28. Roger Milla - 1994
Roger Milla havde sammen med Cameroun henrykket en hel fodboldverden med en række flotte præstationer ved VM i Italien i 1990. Fire år senere formåede de ikke at levere samme aftryk, men Milla skrev sig alligevel ind i historiebøgerne, da som 42-årig scorede i gruppekampen mod Rusland, hvilket gjorde ham til den ældste målscorer nogensinde ved VM.

27. Jürgen Klinsmann - 1990
I 2006 var Jürgen Klinsmann træner for et succesfuldt tysk landshold, og her i 2014 er det så USA, der har fornøjelsen af ham ude på trænerbænken. Men der, hvor vi helst vil se den tidligere superangriber, er selvfølgelig inde i straffesparksfeltet, hvor han hærgede i hele sin flotte, aktive karriere. Én af Klinsmanns helt store forcer var det flyvende hovedstød, og det giver han her en smuk prøve på i gruppekampen mod Jugoslavien ved VM 1990, som vesttyskerne som bekendt endte med at vinde.

26. Emmanuel Petit - 1998
Man kan vel næppe forestille sig en vildere følelse end at lukke en VM-finale på hjemmebane mod de forsvarende verdensmestre efter en kontra i de døende sekunder... Emmanuel Petit kender følelsen, for det var lige præcis ham, der i 1998 satte den sidste, tykke streg under, at Frankrig i den grad havde fortjent at vinde dét, der fortsat er nationens hidtil eneste VM-titel.

25. Arie Haan - 1978
Hvis man kan score på legendariske Dino Zoff fra over 30 meters afstand, så har man fortjent at komme i en VM-finale. Nogenlunde den tanke må Arie Haan have haft, da han med denne perle sikrede Holland en 2-1-sejr over Italien ved slutrunden i Argentina i 1978.

24. Gabriel Batistuta - 1998
Der var en grund til, at Gabriel Batistuta i sin tid fik kælenavnet ”Batigol”. Ved VM 1998 lavede han for anden slutrunde i træk hattrick, og ved turneringen i Frankrig gik det ud over debutanterne Jamaica, der blev kørt over med 5-0 i gruppespillet.

23. Pelé - 1958
Ikonet Pelé står tilbage som den måske største spiller i VM-historien. Allerede som 17-årig vandt han den første af tre VM-titler, og denne perle i finalen tilbage i 1958 mod værtsnationen Sverige understreger meget godt, hvilken vidunderlig spiller, som den i dag 73-årige Pelé var.

22. Archie Gemmill - 1978
Archie Gemmill havde faktisk en ret flot karriere, der blandt andet bød på i alt tre engelske mesterskaber med Derby (hvor han blandt andre spillede sammen med den nuværende Randers FC-træner Colin Todd) og Nottingham Forest. Ikke desto mindre vil Gemmill altid blive mest husket for denne vidunderlige scoring, der sikrede Skotland en overraskende 3-2-sejr over de senere sølvvindere Holland ved slutrunden i 1978.

21. Gerd Müller - 1974
I mange år var Gerd Müller med 14 mål den mest scorende i VM-historien. Ét af de allervigtigste mål kom i VM-finalen på eget græs i 1974, hvor Vesttyskland måtte overlade favoritværdigheden til sprudlende Holland, der kom i front på et straffespark, uden at vesttyskerne overhovedet havde haft fat i bolden. Helmut Schöns mandskab kom dog flot tilbage, og kort før pausen scorede ”Der Bomber” dét, der skulle vise sig at blive finalens afgørende mål.

20. Bebeto - 1994
Ét af de mest legendariske øjeblikke i nyere VM-historie indtraf i den forrygende kvartfinale mellem Brasilien og Holland ved VM 1994. Angriberen Bebeto snød den hollandske defensiv, der forventede en offside-kendelse, rundede keeper Ed de Goey, hvorefter han trillede bolden ind i det tomme mål. Dernæst lavede en storsmilende Bebeto den fantastiske vugge-jubelscene i selskab med holdkammeraterne Romário og Mazinho for at fejre, at han inden længe skulle være far. Den søn, der blev hyldet dengang på Cotton Bowl i Dallas, fik i øvrigt navnet Mattheus og spiller i dag for klubben Flamengo.

19. Michael Owen - 1998
Inden VM 1998 i Frankrig var den blot 18-årige Michael Owen et ret ubeskrevet blad på internationalt plan. Det blev der ændret på ved slutrunden, hvor Owen bragede igennem. Ét af hans karrieres allermest legendariske mål kom i den højdramatiske 1/8-finale mod Argentina, hvor den lille angriber viste prøver på sin enorme speed og koldblodighed.

18. Siphiwe Tshabalala - 2010
Sydafrika kunne for fire år siden stolt præsentere den første VM-slutrunde nogensinde på afrikansk grund. Festen blev sat i gang med Siphiwe Tshabalalas forrygende mål til 1-0 i åbningskampen mod Mexico, som dog senere kom fint tilbage og fik 1-1.

17. Daniel Amokachi - 1994
Nigeria havde et stærkt mandskab i 90'erne. I 1996 vandt holdet OL-guld i Atlanta, men også to år tidligere kunne holdet levere på amerikansk grund. I gruppe D var Grækenland prügelknabe, og de fik Daniel Amokachis kvaliteter at føle i 0-2-nederlaget.

16. Kjetil Rekdal - 1998
Der var enorme forventninger til Norge, ikke mindst hos nordmændene selv, forud for VM 1998. Egil ”Drillo” Olsens drenge skuffede dog med uafgjort mod både Marokko og Skotland, og derfor virkede det urealistisk at tro på en 1/8-finale, da Bebeto bragte Brasilien foran med 1-0, da der kun manglede 12 minutter af den sidste gruppekamp. Tore André Flo scorede dog kort efter til 1-1, og få minutter senere fik nordmændende pludselig tilkendt et straffespark. Frem trådte Kjetil Rekdal, og han var kold som... ja, I kender resten af den sætning.

15. Ronaldinho - 2002
Her i 2014 kan man godt sidde med en følelse af, at Ronaldinho måske ikke fik det maksimale ud af sin karriere. Når det så er sagt, så har han stadig givet fodboldelskere verden over et utal af store øjeblikke. Et af de mere mindeværdige fandt sted i kvartfinalen mod Englang ved VM 2002, hvor David Seaman i det engelske mål sikkert stadig har mareridt om dette lumske frispark fra den storsmilende brasilianer.

14. Geoff Hurst - 1966 (kontroversielt mål)
Som nævnt tidligere scorede Geoff Hurst hattrick i VM-finalen på Wembley tilbage i 1966. Eller det vil sige, det gjorde han faktisk ikke... For dette mål burde ikke være anerkendt. Det blev det dog ikke desto mindre, og scoringen står tilbage som et af de mest legendariske i fodboldhistorien.

13. Hakan Sükür - 2002
”Tyren fra Bosporus” var tilnavnet, som den store, tyrkiske angriber Hakan Sükür blev tildelt i sin aktive karriere. I 2002 satte han en VM-rekord, der sagtens kan komme til at stå i rigtig, rigtig mange år, da han i bronzekampen mod Sydkorea scorede efter allerede 10,8 sekunder, hvilket i sidste ende var med til at sikre tyrkerne et sæt flotte bronzemedaljer.

12. Zinedine Zidane - 2006
Zinedine Zidane var en gudsbenådet fodboldspiller med en enorm elegance i sit vidunderlige spil. Det var dog hverken elegant eller vidunderligt, da Zizou i en meget dramatisk VM-finale mod Italien valgte at stange den italienske hardhitter Marco Materazzi, som angiveligt havde sagt nogle knap så flatterende ord om Zidanes søster.

11. Javier Zanetti - 1998
I maj måned sluttede en glorværdig karriere, da evigt unge Javier Zanetti valgte at takke af efter 19 år hos italienske Inter. I 1998 var Zanetti rent faktisk ung, og denne flotte frisparkskombination var blot én af mange komponenter i den utrolige 1/8-finale mellem Argentina og England.

10. Roberto Baggio - 1994
Hvis der var én spiller, som man på forhånd ikke havde forventet ville falde for presset i en VM-finale, så var det velsagtens Roberto Baggio. Alligevel var det lige nøjagtig, hvad der skete, da angriberen med den legendariske hestehale høvlede bolden langt over Claudio Taffarels mål i VM-finalen mod Brasilien – og dermed sendte VM-trofæet til sambalandet.

9. Josimar - 1986
Brasilien blev i 1986 ekspederet ud af VM i kvartfinalerne efter en spændende kamp mod Frankrig. Inden da havde holdet dog heldigvis nået at levere nogle mindeværdige øjeblikke, og et af dem var så afgjort Josimars utrolige langskudsmål i gruppestadiet mod Nordirland, der sikkert blev slået med 3-0.

8. Maxi Rodríguez - 2006
Argentina måtte i 2006 ud i en spændende omgang forlænget spilletid, før de kunne booke billet til kvartfinalerne. Modstanderen var Mexico, og der skulle en vaskeægte perle fra Maxi Rodríguez til, før verdensmestrene fra '78 og '86 kunne få lov til at avancere. Maxis magiske flugter var den smukkeste scoring ved slutrunden dengang i Tyskland.

7. Tomas Brolin - 1994
For 20 år siden henrykkede Sverige alt og alle ved at nå hele vejen frem til bronzekampen ved VM 1994. I den besejrede de stensikkert et desillusioneret bulgarsk mandskab med 4-0. Mere spænding var der imidlertid i den forrygende kvartfinale mod Rumænien, hvor målmand Thomas Ravelli i sidste ende endte med at blive den store helt i straffesparkskonkurrencen. Forud var gået 120 minutters intens fodbold, hvor Thomas Brolin blandt andet bidrog med den smukke scoring efter en fræk frisparkskombination.

6. Fabio Grosso - 2006
I sommeren 2006 ramte den famøse Calciopoli-skandale italiensk fodbold, og det skulle vise sig at få vidtrækkende konsekvenser for blandt andre Juventus, der blev tvangsnedrykket til Serie B. Utroligt nok formåede de italienske spillere at abstrahere fra dette under selve VM-slutrunden i Tyskland, hvor Marcello Lippis mandskab nåede hele vejen til finalen i Berlin mod Frankrig. Vinderen skulle i sidste ende findes i straffesparkskonkurrence, og her blev Fabio Grosso den femte og sidste skytte for Azzurri, som dermed kunne lade glæden få frit løb og lade sig hylde som verdensmester for fjerde gang i landets historie.

5. Diego Maradona - 1986
Det er svært at rangere mål på tværs af tid, men hvis man laver en afstemning blandt alle verdens fodboldfans, så er mit bud, at størstedelen vil pege på det her som det bedste, der nogensinde er scoret. Maradonas nærmest umenneskelige solotur i kvartfinalen mod England kan ses igen og igen og igen og igen – men det er stadig lige fantastisk hver gang.

4. Dennis Bergkamp - 1998
Nu har jeg naturligt nok så langt fra set alle afleveringer, der nogensinde er blevet slået ved en VM-slutrunde. Alligevel vil jeg tillade mig at kåre Frank de Boers fuldstændig sindssyge pasning i det her klip som den bedste af dem alle. Tilskuere, journalister og TV-seere verden over forventede, at kvartfinalen i 1998 mellem Holland og Argentina ville gå i forlænget spilletid, men det ville den ene de Boer-tvilling anderledes, da han i de døende sekunder sendte en 50 meter lang aflevering lige i skoene på elegantieren Dennis Bergkamp, der behandlede bolden efter fortjeneste og udplacerede en chanceløs Carlos Roa i det argentinske mål. Radiokommentator Jack van Gelders legendariske reaktion gør ikke ligefrem målet dårligere.

3. Carlos Alberto - 1970
Brasiliens verdensmestre anno 1970 er det måske mest ikoniske hold, der nogensinde har vundet trofæet. I finalen mod Italien stillede de med Félix, Brito, Piazza, Everaldo, Clodoaldo, Gérson, Jairzinho, Tostão, Pelé, Rivelino og kaptajn Carlos Alberto. Langt de fleste af disse spillere var involveret i det sidste af brasilianernes fire mål, da de kort før tid udspillede et mørbanket italiensk mandskab. Pelé viste sit fine overblik ved at se sin anfører komme sprintende i højre side af straffesparksfeltet, inden Carlos Alberto smadrede kuglen ind bag ved en prisgivet Enrico Albertosi. Legendarisk mål af et lige så legendarisk mandskab.

2. Esteban Cambiasso - 2006
Én af de største fodboldlektioner, som der er blevet uddelt i nyere VM-historie, stod Argentina for i gruppespillet ved VM 2006, da de i en sand massakre vandt med 6-0 over stakkels Serbien/Montenegro. Særligt 2-0-målet i den kamp står tilbage som noget helt særligt. Intet mindre end 26 pasninger formåede argentinerne at sammensætte, inden Esteban Cambiasso – dengang med hår på hovedet – gjorde det hele færdigt og lavede et af de allerbedste mål, som der nogensinde er scoret ved en VM-slutrunde.

1. Marco Tardelli - 1982
VM-finalen i 1982 fandt sted på Estadio Santiago Bernabeu i Madrid, hvor Italien og Vesttyskland krydsede klinger. Et afgørende øjeblik i den finale kom 21 minutter før tid, da Marco Tardelli flot formåede at passere Harald Schumacher med et tørt hug fra kanten af feltet. Målet er måske ikke så mindeværdigt, men det er Tardellis fantastiske jubelscene til gengæld. Et ikonisk moment for alle italienere – og et af de absolut af de største VM-øjeblikke nogensinde.





Andre blogindlæg af Sofabold.dk:

14. juni 2017
04. april 2017
27. marts 2017
21. marts 2017
13. marts 2017
07. marts 2017
27. februar 2017
20. februar 2017
13. februar 2017
06. februar 2017
30. januar 2017
23. januar 2017
16. januar 2017
10. januar 2017
24. oktober 2016
17. oktober 2016
19. september 2016
12. september 2016