Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Iskold alvor: Slutspillet kommer nu

Kasper Petersen, 27. februar 2017 klokken 14:01 (Ishockey)

Det er slutspilstid i Danmark. For første gang i umindelige tider, hvis ikke altid, spiller man en art slutspil i dansk fodbold med mesterskabsspil og op - og nedrykningsspil. Og det er nye tider på græsset, men det er det ikke på isen, hvor slutspil har været en integreret og - for det meste - elsket del af dansk ishockey i flere forskellige formater siden 70'erne.

Formatet med kvart - semi og finaleserier spillet bedst af 7. blev indført op til slutspillet 2004, der som bekendt blev afsluttet på den mest sindsyge måde i 7.finale i Esbjerg, hvor AaB indtil fire sekunder før tid så ud til at løbe med guldet, men Esbjerg hvor Esbjerg kom tilbage på vanvittig vis og sikrede overtid, hvor Esbjerg endte med at vinde, og hvor konstrutktionen i Esbjerg Skøjtehal kom på den ultimative prøve med op mod 6.000 ellevilde tilskuere. Det i en hal hvor max-kapaciteten ellers nornalt er 4200.

Siden da har den form for slutspil, som man også praktiserer i NHL været en fast del af ishockeysæsonen og det er den også i år, der har været et særpræget år i grundspillet. Top 3 udgøres nemlig ikke af SønderjyskE, Herning eller Esbjerg, men i stedet af Aalborg, Odense og Frederikshavn. Måske er det ikke så overraskende igen, at Odense og Frederikshavn kæmper med helt oppe hvor det er sjovt, men Aalborg Pirates var i sidste sæson meget tæt på at misse slutspillet. I år har de været suveræne i grundspillet. Med en soild sidste skanse i franske Roman Quemener i buret, med rutinerede Julian Jakobsen som playmaker og med et stort kuld unge talenter har Aalborg på fineste vis sat større klubber med - formodentligt - dyrere budgetter til vægs. Det er dog nu det gælder. Grundspilssejren kan være tæt på ligegyldig hvis holdet flopper i kvartfinaleserien. Her er Aalborg dog 1.vælger, når kvartfinalemodstanderne skal fordeles. 

Odense Bulldogs har også præsteret rigtigt flot i årets grundspil. Tadeas Galansky har stået i målet i Odense i nogle sæsoner nu og har i denne sæson været i særklasse mellem de fynske stænger i Hundehuset. Sammen med de to offensiver nordamerikanske esser på forwardsiden, Tony Romano og Dale Mitchell, har de skabt fundament for hockeyeufori i det ishockeygale Odense. Og modsat sidste sæson virker Bulldogs klar på slutspil og slutspilssucces. Der har ikke været mange svipsere mod afslutningen af grundspillet for coach Peter Johanssons mandskab.

På 3.pladsen ligger Frederikshavn White Hawks. Det er for undertegende ikke så overraskende igen. Vendelboerne har i min optik den navnemæssigt bredeste besætning, men har stadig en toppet A-kæde der kan gøre og allerede gør ondt på modstanderne. Holder de momentum, bliver de giftige, men det har man omvendt sagt mange gange om frederikshavnerne, hvor de så har misset når det gjaldt.

I det brede midterfelt finder vi det jyske trekløver, der sammen har stået for de fleste af de seneste mesterskaber i de seneste to årtier: De forsvarende mestre fra Esbjerg ENERGY, vicemestrene fra Herning Blue Fox og SønderjyskE som før Esbjerg sidste år vandt havde vundet tre år i træk. I årets grundspil ligger de før sidste runde nummer 4, 5 og 6 i rækken. Alle med mulighed for at tage 4.pladsen som i sig selv vil være godkendt med tanke på at alle tre mandskaber fik en koldstart og har slingret sig vej gennem grundspillet. Bedst ser det dog ud for Esbjerg som ikke har tabt mange kampe på denne side af nytår og alt tyder da også på at de enten bliver sidstevælger eller bliver valgt sidst, når kvartfinalerne skal fordeles.

Noget lignende kan man sige om SønderjyskE. Tidligere på sæsonen blev der snakket om en mulig fyring af cheftræner Dan Ceman, men ledelsen i Vojens har holdt hovedet koldt og beholdt klublegenden, og det virker også til at de sønderjyske løver er på vej i den rigtige retning. Man skal aldrig afskrive ligaens sydligste mandskab i et slutspil. Med stærke playoffkort som Thomas Spelling og Kim Lykkeskov kan det sagtens stadig nå at blive sjovt i SE Arena igen. Sidstnævnte overgår til at være sportschef fra næste sæson. Mon ikke legenden i trøje nummer 23 gerne vil slutte den aktive karriere af med at iføre sig endnu en guldhjelm?

Guldhjelme har de også masser af i Herning. I år har det ikke været kønt at følge Blue Fox, der ellers har fået deres amerikanske talisman Todd Bjorkstrand tilbage i trænerboksen, men spillet har været meget svingende i Kvik Hockey Arena, men heller ikke de blå ræve skal man afskrive i et slutspil - og slet ikke når Todd er reggisøren igen. Tilmed er slutspillet det sidste i Kvik Hockey Arena som det er nu. Efter sæsonen totalrenoveres den legendariske arena, som har været hjemmebane for Herning siden 1988.

Så tager vi lyntoget mod Hovedstadsområdet, hvor de to naboklubber Rungsted Seier Capital og Gentofte Stars er slutspillets to sidste deltagere. Rungsted har, ifølge vandrørene, fået tilført seriøse midler til at skabe hockeysucces i den ombyggede Hørsholm Skøjtehal med reklamenavnet Saxo Bank Arena. Ind er kommet tidligere Malmö-træner Bjørn Hellquist samt store profiler som Fabian Brunnström, Jon Palmebjörk og Brendan Connelly, der sammen med Morten Green, Nicholas B.Jensen og Kent McDonell er en del af en god, bred og rutineret trup i det nordsjællandske.

De startede da også som lyn og torden, og lignede i lang tid nogen, der skulle kæmpe med Aalborg Pirates om grundspilssejren, men i løbet af efteråret tabte holdet momentum, og er nu gledet ned i rækken, hvor de indtager en øjeblikkelig 8.plads. Momentum kan der dog sagtens komme masser af i Rungsted. Søndag tog de sejren i Metal Cup der er holdets første trofæ siden 2004, hvor holdet senest tog pokalen. Et boost man ikke kan og skal underkende frem mod et slutspil, der kan blive meget sjovt for Rungsted. Holdet må dog undvære Morten Green i formodentligt flere af kvartfinalekampene, da han i pokalfinalen fik en straf for en hovedtackling på en modstander.

Gentofte Stars er i sit første slutspil i den nuværende konstruktion. Stjernerne fra de gamle hal ved Gentofte Stadion har virkelig ramt et flot niveau i år, hvor det i lang tid så ud til at de skulle gå ind i playoffs som top 4-hold, men et mindre formdyk mod slutningen har sendt Stars på en 7.plads, men stadig med en statistik, der fortæller at de godt nok har det laveste publikumssnit, men en af de bedste hjemmebaner i ligaen. Og de der kommer som tilskuere giver den også gas. Hermed en opfordring til folk i lokalområdet: Støt Gentofte Stars i slutspillet - det har holdet fortjent! Truppen udgøres af fine internationale profiler blandt andet de finske Virtala-brødre har udfordret modstanderne, men også den nu skadede Cameron Spiro har været en stor profil. Så har jeg ikke engang nævnt den måske største: Målmand Teemu Säpännen har været vigtig grobund for mange af de smalle sejre, som Gentofte har fået. De er det lavest scorende mandskab, men også et af de mandskaber med færrest mål imod sig. Det er værd at tage med sig ind i kvartfinalerne.

Nå, men hvordan ender det så? Ja, det finder vi ud af i morgen, når Bøjgaard og TV 2 SPORT inviterer indenfor til kvartfinalevalg med repræsentanter for de fire bedste klubber i studiet direkte fra Aalborg omkring klokken 22.00. Men jeg vil da lige komme med et bud på de scenarier der kan udspille sig i morgen.

Hvis stillingen bliver som den er nu - altså både Esbjerg og Odense vinder deres respektive kampe i morgen, hvilket ikke er helt umuligt, så vil det betyde at de fire hold skal vælge modstandere som følger: Aalborg, Odense og Frederikshavn, mens Esbjerg får den tilbageværende modstander.

Aalborg har altså førstevalg og indtil i går ville jeg 100 procent tro, at de ville tage Rungsted. Det er jeg ikke så sikker på mere. Rungsteds forholdvist nye goalie, Tuomas Tarkki, tog ALT hvad piraterne havde at komme med på skudfronten. Kan det have skræmt dem en smule? Det tror jeg, hvorfor Rungsteds naboer fra Gentofte er dem der bliver valgt først. Aalborg har godt nok ikke haft det alt for nemt mod Gentofte i år, men med det dalende momentum i Gentofte frem mod slutspillet er det ikke et helt urealistisk - omend det er et meget frisk bud- at matchuppen kommer til at blive Aalborg-Gentofte.

Odense er andenvælger, hvis det bliver som jeg forudser i kampene i morgen. Og bliver Gentofte taget først så er Rungsted lige for at tage for fynboerne. Alternativt kan Herning komme i spil, men tror ikke man vil satse ved at tage et stærkt slutspilskort som Herning i en kvartfinale. Kampen vil også markere et matchup mellem to hold, der har udkæmpet kontroverser i denne sæson. Det var nemlig i seneste interne kamp i Odense, at der blev kastet lidet flatterende håndtegn, whiteboards og plastikdunke mellem de to spillerbokse. Det skal nok blive interessant, hvis min forudsigelse holder.

Tredjevælger er Frederikshavn. De får så valget mellem Herning og SønderjyskE. Navnemæssigt tæt på det mest usle valg man kunne tænke sig. Frederikshavnerne har spillet tætte kampe mod begge hold. Men tror alligevel man vælger efter dagsformen, og der virker SønderjyskE en tand bedre end Herning, hvorfor det er sidstnævnte der vælges.

Det betyder så et matchup der hedder Esbjerg-SønderjyskE - allerede i en kvartfinale. Forrige år var det finalen der stod mellem de to hold, sidste år var det semifinalen og i år altså en kvartfinale, hvis det går som jeg tror.

Der kan også udspille sig andre scenarier i morgen. At Odense cementerer 2.pladsen i morgen er for mig tæt på 100 procent sikkert, da Herlev er modstanderen, og det vil være den største overraskelse i de seneste 10 sæsoner, hvis Herlev vinder den kamp, så valgene 1-2 er for mig som de står. Både Esbjerg, Herning og SønderjyskE er i spil til 4.pladsen, og det kan give lidt rokeringer.

Scenariet hvis Esbjerg bliver 4'er har vi været inde på. Hvis SønderjyskE vinder i Rungsted og Herning vinder i Esbjerg, så bliver SE 4'er. Så tror jeg bare modstanderen bliver med omvendt fortegn - altså med sønderjysk hjemmebanefordel, men stadig med matchup'et SønderjyskE-Esbjerg. Vinder Herning over Esbjerg i morgen samtidig med at SønderjyskE taber i ordinær i Rungsted, så bliver Herning 4'er. Det kan rykke lidt på nogle ting. For så kunne Frederikshavn godt finde på at tage Esbjerg, når valget er mellem Energy og SønderjyskE. Og så vil det blive et fedt matchup mellem rivalerne Herning og SønderjyskE. Det kribler sgu for en hockeyfan. Slutspillet er her. Det er nu det bliver alvor.

For at citere skuespilleren Peter Schrøder i et satireprogram i 90'erne: 'Det er fandme uhyggeligt, du!"

 

Skematisk sat op:

 

Esbjerg og Odense vinder i morgen:

Aalborg-Gentofte

Odense-Rungsted

Frederikshavn-Herning

Esbjerg-SønderjyskE

 

SønderjyskE, Herning og Odense vinder i morgen:

Aalborg-Gentofte

Odense-Rungsted

Frederikshavn-Herning

SønderjyskE-Esbjerg

 

Herning, Rungsted (ordinær) og Odense vinder i morgen:

Aalborg-Gentofte

Odense-Rungsted

Frederikshavn-Esbjerg

Herning-SønderjyskE

 

Valget bliver altså taget af klubberne i morgen lige efter Aalborg-Frederikshavn på TV 2 SPORT. Kampene starter 19.30 og så er der kvartfinalevalg umiddelbart efter direkte fra Aalborg.

Det bliver godt, det bliver koldt, men alligevel stegende hedt i de danske isarenaer!

 

 

 

 

 

 

 





Andre blogindlæg af Kasper Petersen: