Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

I jagten på en ny Neymar og Ronaldinho

Peter Arnholdt, 17. oktober 2013 klokken 01:42 (Fodbold)

Hvem bliver den nye Neymar, Ronaldinho eller Pelé ? Det spørgsmål vil altid presse sig på, når et brasiliansk ung-landshold skal kæmpe med ved et VM. Torsdag skal vi så til det igen, nemlig at spotte kommende stjerner. FIFA U-17 World Cup går i gang, og det er De Forenede Arabiske Emirater, som lægger sand til begivenhederne. Brasilien er med blandt de 24 lande, og "A Seleção" spiller åbningskamp mod Slovakiet. Det er en match, som Eurosport viser direkte kl. 15.00 og tak for det.

Det brasilianske landshold kvalificerede sig via en 3. plads i kampen om det sydamerikanske mesterskab i april måned. Alexandre Gallos tropper vandt den indledende pulje med 3 sejre og en remis, mens man gik lidt død i finalespillet med 2 sejre og 3 uafgjorte. Den samlede målscore over de 9 kampe kom til at lyde pa 14-6, og dermed kan vi slå en pæl igennem dogmet om at brasserne altid scorer mange mål, men til gengæld leverer håbløst forsvarsspil. 

Jeg fulgte med ved kvalifikationskampene i Argentina i april måned og bed mærke i to spillere fra Brasilien. Den ene giver sig selv, nemlig Kenedy fra Fluminense. Angriberen blev den tredjemest scorende spiller i turneringen med 6 kasser, og det tiltrak opmærksomhed fra storklubber som Real Madrid og Manchester United. Kenedy er en komplet angriber, som afslutter og som spilstation, og så er han udstyret med et fint venstreben. Lidt sjovt, når enkelte sider anfører ham som højre benet. Det kan man ikke altid se...

Brasilien har en tradition for at udvikle angrebsbacks, og Abner er en flot repræsentant for denne race. Han buldrer fremad fra sin position i venstre siden og leverer suveræne indlæg, hvis ikke han selv tordner bolden mod mål med sit gyldne venstreben. Den nye Roberto Carlos? Manchester City skulle i hvert fald være begejstret for den hurtige Coritiba-spilleren, som kan være væk, når der den 30. maj 2014 skal 18 lys i lagkagen.

Jeg kan kun opfordre fodboldinteresserede til at følge med ved dette VM, selvom det er mere trygt at se en Champions League-match med alle de kendte navne. Vi finder måske ikke lige en ny Neymar i denne omgang, men en ny Oscar eller Özil kan vel også gøre det.

God fornøjelse med kampene på Eurosport!