Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Hvorfor skal herrehåndbold være fantasiløst

Benny Jaksland, 16. marts 2013 klokken 13:34 (Håndbold)
Efter at have overværet en række herrekampe både på TV og live i løbet af denne sæson, må man bare erkende, at angrebsspillet i herrehåndbold er blevet fantasiløst og stereotypt. I al fald på divisionsniveau hos senior som ungdom. Bedste eksempel kommer faktisk fra EHF cup kampene mellem KIF København (jeg er klar over, det ikke er deres officielle navn) og Rhein-Neckar Löwen, hvor sidst nævnte præsenterede absolut tandløst, fantasiløst og skuffende angrebsspil set i forhold til, at de er tophold i verdens bedste liga. Deres oprindelig setup var ganske fint. Lyn hurtigt presspil af tre backs, der gik fra midten ud ad i banen, således de kunne skabe plads til fløje, gennembrud på ydersiden af backs eller provokere Lars Krogh Jeppesen til at lave fejl omkring opdækningen af stregspilleren. Simpelt, hurtigt og effektivt angrebsspil. Men i alle 4 halvege endte de med, at lave rundgang og stregkryds, for at komme til 1 mod 1 situationer i midtzonen, hvor Sesum skulle udfordre Lars Jørgensen. Dueller Lars Jørgensen vandt i de fleste situationer. De var fuldstændigt ude af evne til, at variere dette spil, da fokus var på de store skytter skulle afgøre kampene. KIF Kolding havde forventelige problemer med, at komme igennem deres forsvar i deres etablerede angreb. I stedet blev målene næsten udelukkende scoret på kontra, hvilket ultimativt resulterede i lave målscorer. Der tales time efter time om vurderingsspil og beslutningskompetencer. Men det omsættes bare ikke til virkelighed på banen. Jeg mener ikke at det skyldes spillerne, men i høj grad trænernes fokusering på kortsigtede resultater. Særligt i ungdomsårgangene. Vi klapper i hænderne og Mikkel Hansen, Nikolaj Markussen og Bo Spellerberg, når de begejstrer os på landsholdet med fantastiske afleveringer, flydende spil og bragende flotte mål. Men når det vi ser på landsholdet skal omsættes til U16 og U18 træning, bliver det til fokusering på systemer (de fleste kalder det dog for angrebsstarter), hvor fokus ligger på hvem der skal afslutte. Ikke hvem der skal lave den målgivende aflevering. Det kan lyde som ordkløveri, men forskellen er enorm og fortæller ufatteligt meget om træneren og dennes håndbold filosofi. Hvis man lægger fokus på spilleren, der får bolden som den næstsidste og hvilke muligheder denne spiller har, så flyttes fokus også fra afslutningen til den målgivende aflevering og vurderingsspillet. Det sætter også helt andre krav til spillernes tekniske evner, end en traditionel tankegang. Men jeg ser ofte ungdomstrænere, der svigter deres forpligtelse til også at tænke langsigtet og udvikle spillerne. I stedet bliver spillerne specialiseret i roller som den der skal afslutte eller den der skal lave frispilningerne. Så ser man pludselig hold, der har en masse indarbejdede løbebaner og systemer. Men ikke nogen plan. Så skulle modstanderens forsvar driste sig til at afvige fra det, som er forberedt til træning, så har man pludselig ingen løsninger.   Resultatet er, at vi som seniortrænere får spillere, som vi reelt skal lære at spille håndbold. Spillerne kan ikke tage beslutninger, læse forsvar og har ofte store tekniske mangler, når man kikker ud over den enkelte spillers spidskompetencer. Simple ting som finter, indspil til streg eller afleveringer over 10-15 meter er umuligheder. Ikke at alle spillere skal være komplette spillere eller assist spillere. Der skal også være de, der kan afslutte og afgøre kampen, hvor teknikken ikke nødvendigvis er fantastisk. Men alle spillere skal som have et minimum spilforståelse og basale tekniske færdigheder må man forvente er på plads, når spillerne kommer til U18 rækkerne. Systemer som ?øst-tysker?, ?rundgang? osv. kan nemt læres, når disse fundamenterne er på plads. Jeg vil derfor vove at påstå, at man til enhver tid, skal bruge 40-50% af træningstiden på individuelle tekniske forsvars- og angrebs kompetencer, således at den 2 meter høje bagspiller, der kan smadre bolden i kassen fra 12 meter også er i stand til, at spille stregspilleren eller fløjen. Det giver dårlige resultater et par år, men resultaterne vil komme på sigt, da man vil få hold, som modstanderen vil have meget svære ved at kontrollere. Min ultimative tese er desuden, at man vil være i stand til, bedre at holde fast i ungdomsspillerne, da de pludselig vil synes træningen er sjov og relevant for dem selv.




Andre blogindlæg af Benny Jaksland:

27. april 2017
11. april 2017
17. maj 2016
07. maj 2016
24. april 2016
06. april 2016
21. marts 2016
17. februar 2016
01. februar 2016
29. december 2015
08. juli 2015
30. maj 2015
03. maj 2015
31. marts 2015
26. februar 2015
08. februar 2015
03. januar 2015
08. december 2014
18. november 2014
21. september 2014
05. september 2014
18. juni 2014
28. maj 2014
07. maj 2014
24. april 2014
09. april 2014
13. marts 2014
22. januar 2014
14. januar 2014
08. januar 2014
18. november 2013
11. november 2013
02. november 2013
23. oktober 2013
06. oktober 2013
26. september 2013
20. september 2013
04. september 2013
27. august 2013
14. august 2013
06. august 2013
26. juli 2013
04. juli 2013
11. juni 2013
31. maj 2013
26. maj 2013