Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Hold venligst op med at pisse på fodboldfans TV2!

Jakob Termansen, 25. januar 2015 klokken 17:31 (Fodbold)

Fredag morgen rejste der sig en mindre storm på Twitter, da en vært på TV2’s morgen TV, indledte et interview med, at sige: »Håndbold er nærmest vores nationalsport.«

Fodbold journalister landet over hoppede straks ind i debatten, som også afkastede sig et ganske fint skriv af Emil Ellesøe Ditzel på journalisten.dk, hvor bl.a. Jesper Simo, fodboldkommentator på Canal8 og Canal9 deltog. Jeg blandede mig selv en smule i debatten på Twitter, men mest for at give min mening og forklaring.

For selvfølgelig ser TV2 håndboldsporten som noget meget vigtigt. TV2 har mistet stort set alle de fodboldrettigheder stationen har haft, senest landsholdet, som nu i fremtiden skal ses hos SBS på Kanal 5. Da TV2’s nye kanal TV2/Sport blev annoncerede var bl.a. Peter Brüchmann, der nu er digital chef hos TV2, ude og svare - igen på Twitter - at kanalen ville sende ”Flere end du tror” kamp. Faktum er, at før dags dato, har kanalen sendt én (1) kamp DIREKTE, siden kanalen startede den 9. Januar. Selvfølgelig er TV2 undskyldt på visse områder. De fleste ligaer har ligget stille her i starten af året. Faktum er dog, at TV2 forsat kun har rettighederne til Eredivisie i Holland på klubplan.

Jeg har ingen problemer med at TV2 sender en masse håndbold - vi elsker håndbold her på Sofabold, ligesom vi elsker håndboldfans. Det ville glæde mig utrolig meget, hvis TV2 oprettede en TV2/Håndbold kanal, hvor de sendte håndbold 24 timer i døgnet. Jo flere LIVE kampe på programmet, jo bedre. Så skal man bare melde klart ud, at det er det man går efter.

Søndag middag havde TV2/Sport så sin helt store chance for at vise, at man - også - satsede på fodbolden. Et af de største opgør, hvis ikke det største, nemlig opgøret mellem AFC Ajax Amsterdam og Feyenoord Rotterdam. Opgøret skulle spilles 12:30, altså kunne fodboldfolket være sikker på, at kampen ikke blev flyttet eller sendingen blev aflyst på grund af håndbold VM i Qatar.

Og nej, det var heller ikke håndbolden der pludselig blandede sig fodboldsendingen - det var derimod badminton! TV2 valgte at sløjfe sendingen af første halvleg, på grund af en Grand Prix finale fra Indien i badminton. Jo finalen havde danske deltagelse (og vinder), men endnu engang fik TV2 vist, at fodboldfolket er blandt de lavest prioriterede på kanalen. Jeg havde selv mit TV stående på TV2/Sport igennem hele badmintonkampen, da vi ønskede at give Sofabold’s følgere på Twitter besked, når TV2/Sport startede sendingen af kampen fra Holland. Én enkelt gang nævnte badminton kommentatoren, at fodboldkampen blev sendt på TV2/Play.

Da Badminton kampen sluttede, cirka 35 minutter inde i fodboldkampen, havde TV2 så taget beslutningen om, at man ville sende uddrag fra første halvleg i perioden indtil 2. Halvleg startede i Holland. Det var derfor kun 2. Halvleg som TV2/Sport seere kunne følge med i, hvis man ikke lige havde været tunet ind på TV2/Sport i det øjeblik hvor kommentatoren nævnte, at kampen også kunne følges digitalt på nettet.

Jeg er fuldt ud klar over, at Frederik Lauesen, sportschef på TV2, sikkert vil kalde mig en del af “Københavner-fodbold-journalist-parnasset”, det kan jeg sagtens leve med (det kunne dog ikke være længere fra sandheden).

Mit spørgsmål til Frederik Laursen er blot… Er badminton en nationalsport?