Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Fodboldfans skal gå lige til stregen!

Jakob Termansen, 27. januar 2015 klokken 08:53 (Fodbold)

I weekenden var der et af de store rivalopgør i Belgien, da Standard Liège og Anderlecht mødtes. Selve kampen, som Standard Liège vandt 2-0, har ikke trukket de store overskrifter rundt om i verden, det har derimod det banner som Standard Lièges fans rullede ud før kampen.

Banneret var en direkte besked til Anderlechts Steven Defour, der spillede i Standard Liège fra 2006 og frem til 2011, hvor han skiftede til FC Porto i Portugal. I sommers vendte Steven Defour dog tilbage til Belgien, dog til rivalerne fra Anderlecht, på trods af tidligere udtalelser om “Jeg er rød”, med henvisning til Standard Lièges røde farve.

Standard Liège tifoen fra weekenden

Lad det være sagt med det samme, jeg går på ingen måde ind for vold, hverken i forbindelse med fodbold eller i andre situationer. Jeg har dog intet problem med det banner som Standard Lièges fans rullede ud til kampen - fodboldfans skal gå til stregen! En tifo som denne viser de føelser som klubbens fans har, de føler sig trådt på og svigtet - det giver voldsomme reaktioner. De værste reaktioner jeg har læst, er folk der sammenligner banneret med Islamisk Stat og deres horrible halshugninger af journalister og andre vestlige borger. Jeg kan næsten garantere, at Islamisk Stat nok har været de sidste som Standard Lièges fans har haft i tankerne, da de lavede det banner.

I foråret 2014, til derbyet mellem F.C. København og Brøndby IF, lavede FCK’s fans en tifo hvor Brøndby Stadion blev bombet, ikke bare én gang, men hele to gange. Her kunne de danske medier knap nok få armene ned og FCK’s fans fik - berettet - ros for deres flotte tifo. Der vil ALTID være rivalisering mellem fodboldklubber. Medierne elsker det og er ofte gerne med til at puste til ilden op til de store opgør. Når det så sker, at fans går lige til stregen og måske træder en halv fod over, så står medierne klar til at fordømme. Sådan fungere fan miljøet bare ikke. Fan miljøet er styret af følelser og ikke af medierne.

Jeg kan med stor sikkerhed sige, at der ikke har siddet 30 fans fra Standard Liège og planlagt at kappe hovedet af Steven Defour. De ville ud med et budskab om, at de følte sig pisset på - et budskab de så sandelig også kom ud med. Kunne de samtidig ramme og ryste Steven Defour en smule, så var det en ekstra bonus. Og det virkede - Steven Defour tabte hovedet og lossede en bold ud mod Standard Lièges fans og fik sit andet gule kort i kampens anden halvleg og dermed rødt kort - mission accomplished!

Så længe fans holder disse ting til tribunerne, så har jeg intet problem med dette. Fodbold er - på fansiden - styret af følelser, hvilket det også skal være. Klubberne rundt om i verden er efterhånden styret så meget af folk i bestyrelseslokalerne og økonomi, at de ofte står og klapper de største rivaler på skulderen af frygt for at få dårlig presse og dermed et muligt tab i økonomien.

Lad fodboldfans gå til stregen - men heller ikke længere. Vold hører ingen steder hjemme, men der er også langt fra et banner på et stadion til en offentlig halshugning.