Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Flytter eksperter seerne?

Jakob Termansen, 27. februar 2016 klokken 09:48 (Fodbold)

Fredagens helt store nyhed fra Discovery (som står bag bl.a. Kanal 5, 6’eren, Canal 9), var at man allerede fra denne lørdag, ville ha’ den tidligere landsholdsmålmand, Peter Schmeichel, som ny ekspert i studiet til Premier League kampe. Dermed fik Discovery sikret sig endnu en af de “gamle” landsholds koryfæer, som nu består af Brian Laudrup, Frank Arnesen, Flemming Poulsen og altså Peter Schmeichel.

Som situationen er, deler Discovery og TV3 SPORT rettighederne til Premier League imellem sig om lørdagen. Begge kanaler sender den tidelige (kl. 13:45) og sene (Kl. 18:30) kamp. På kampen kl. 16:00 er der så frit valg mellem de mulige opgør, hvilket dog ofte resulter i, at de to kanaler (TV3+ og 6’eren) vælger at sende de samme kampe, da begge naturligvis ønsker at vise den mest attraktive kamp.

De to, Discovery og TV3 SPORT, står dermed overfor hinanden på det meste af lørdagens sendeflade. Det ses tydeligt på specielt twitter, hvor alt lige fra billeder af Lego og tweets fra samtlige af kanalens medarbejdere bruges til at gøre opmærksom på, at man altså bør se kampen på lige netop deres kanal.

Nu har Discovery så hentet Peter Schmeichel ind i folden, i et forsøg på at hente seerne til 6’eren. Men flytter det nogen fra den ene kanal til den anden? Ansættelsen tyder helt sikkert på, at Discovery tror det flytter noget, ellers havde man næppe hentet en mand som Peter Schmeichel ind, der næppe stiller op en hel lørdag for sodavand og smørebrød. Der er nok heller ikke tvivl om, at en del vil tune ind på 6’eren her i dag, for netop at se hvordan Peter Schmeichel klare den.

De fleste fodboldfans har dog allerede stiftet bekendtskab med Peter Schmeichel på skærmen. Efter flere år som vært på Champions League fodbold hos TV3 SPORT, besluttede man at det var på tide at prøve noget nyt hos TV3 SPORT, hvorfor man valgte ikke at forlænge aftalen med Peter Schmeichel.

Personligt var jeg ret enig i den beslutning som TV3 SPORT fortog. I mine øjne fungerede Peter Schmeichel ikke som vært. Jeg tror dog rollen som ekspert vil være langt bedre for den tidligere landsholdsmålmand. Peter Schmeichel har dog prøvet denne rolle før, dog blot i England, hvor han modtog en del kritik. Om det var på grund af sproglige barrierer eller andet, skal jeg ikke kunne svare på, da jeg ikke selv har set de programmer han har deltaget i som ekspert.

Ligesom sikkert rigtig mange andre, skal jeg da også se hvordan Peter Schmeichel klarer sig i studiet sammen med Kian Fonoudi. I det lange løb kommer det næppe til at påvirke mig om Peter Schmeichel er i studiet eller ej, ligesom det ikke påvirkede mig hvem der var i studiet i sidste uge, da jeg skulle vælge hvor jeg ville se Premier League. Som de fleste af dem der har begge kanaler, er jeg farvet af måden man dækker ligaen samt evt. kommentatorer på de enkelte kampe. Jeg er personligt stor fan af Daniel Ortved hos TV3 SPORT, samt Peter Piil og Zak Egholm hos Discovery.

Måske er jeg anderledes den den gennemsnitlige seer. Jeg går ikke specielt meget op i optakterne til andre kampe end dem i Alka Superligaen. Ofte er Premier League og Champions League optakterne noget der kører i baggrunden op til kampen, med mindre jeg ved der er sket et eller andet stort hos en af de klubber jeg følger tæt og det optakten til en af deres kampe der er på. 

Tilføjelsen af Peter Schmeichel til Discovery skal selvfølgelig også ses i et lidt længere lys end blot denne weekends kampe. I den kommende sæson fordeler Discovery og TV3 SPORT Premier League kampene 50/50 med skiftende førstevalg fra uge til uge. Dermed vil der ikke længere opstå kampe som begge kanaler sender samtidig.

Men hvad med dig? Rykker eksperterne i studiet noget for dit valg af TV kanal?