Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Den brændende platform

Benny Jaksland, 07. februar 2013 klokken 15:47 (Håndbold)

Foreningsidrætten er presset. De fleste af de store forbund mister 30% - 50% af deres mellem i teenageågangene, når man sammenligner gruppen af 0-12 år med 13 - 18 år. Omvendt vokser antallet udøvere af de 'kommercielle' idrætter som f.eks. fitness, styrketræning osv. Sportsgrene der er omskiftelige i form og indhold og som ofte er individuelle. Dvs. hvor der ikke er andre der er afhængige af den enkeltes deltagelse. Du kan deltage så ofte du har lyst til og flere af idrætterne kan du også træne når du har tid og lyst.

Desuden er de fleste af de "kommercielle" lette at starte med, hvor særligt håndbold er meget teknisk krævende og man kommer hurtigt til at føle sig kejtet, når man er ny. Omvendt er det også håndbold, der samler nationen foran tv skærmene - næstefter fodbold i al fald. Til VM i herrehåndbold var der mere end 2 mill. seere til flere af de danske kampe. Det gør fitness, løb osv. ikke. Dette efterlader et paradox, da eliten rekrutteres fra breddeidrætten. Og det er netop bredden, der står som frivillige og understøtter eliten, ved at lægge tid og arbejdskraft i foreningerne.

Tilbagegang
For nyligt afholdte DHF et breddeseminar, der omhandlede præcis det, som vi der færdes i hallerne ser med vores egne øjne: antallet af medlemmer i håndboldklubberne falder og antaller af foreninger falder ligeledes. Fra 2005 til nu er antallet af medlemmer faldet med ca. 20.000 mens antallet af foreninger er faldet med ca. 100 på landsplan. Alt dette blev præsenteret i et indlæg, hvorfra jeg har tyvstjålet titlen. De konklusioner, som jeg har kunnet læse mig til i det tilgængelige materiale, afspejler den virkelighed man møder i de danske haller og jeg er meget enig med den. Derfor har jeg også ladt mig inspirere af den (se selv på bl.a. www.dhf.dk). For den tid hvor håndbold var en naturlig del af den danske kultur er forbi. Der findes meget få foreninger der mønsteret. Men de er der.

Fælles for mønsterbryderne er, at de begynder at tænke nyt. At de tilpasser sig en ny virkelighed. En sand liberal vil mene, at hvis ikke foreningskulturen kan overleve, at tiderne er skiftet så har de ikke nogen berettigelse i en moderne verden. De svage må dø, men de tilpasnings dygtige vil overleve. Men der er bare så få tilpasningsdygtige, at sporten også vil også vil dø, både på motions- og eliteplan, hvis ikke idrætslederne vågner op og erkender, at verden har forandret sig. Jeg mener, at foreningernes rolle overfor børn og unge er vigtigere nu, end nogensinde før. Ikke fordi jeg er melankolsk. Men i en lynhurtig og omskiftelig digital verden, har mange børn og unge svært ved, at definere dem selv.

Tilknytningen til netværk som familie og venner er blevet gjort vitruel gennem medier som skype og facebook og det er blevet sværere for unge, at definere dem selv i forhold til andre, da venskaber nu plejes gennem elektroniske gadgets og sociale netværk i stedet i for fysiske møder, samtaler og social kontakt.

Elite arbejdet dræber foreningerne
Tendensen er tydelig. Der satses og fokuseres hårdt på eliten og de bedste spillere og måske de næstbedste. I små klubber, med begrænset træningstid, trænere og ressourcer bliver resten overladt til sig selv. Målet er at skabe sportslige resultater og kommende førsteholdsspillere og gerne landsholdsspillere. Selvtilfredsheden ved at kunne pege på tv skærmen mens man udbryder: "ham har JEG trænet", "han kommer fra MIN klub" eller "jeg kender hans mor" er åbenbart større end tilfredsheden ved at vide, at man har gjort en forskel for mennesker, der ikke nødvendigvis kommer i fjernsynet.

Traditioner dræber foreningerne
Samtidig træder en del foreninger stadig vande i de gamle traditioner og begreber. Der er træning 2 gange om ugen og alle møder op! Hvis alle ikke kan komme to gange, så træner vi i stedet 1 gang om ugen, hvor alle så SKAL møde op. Det er jo sådan man altid har gjort! Men prøv engang at stå i en hal og observer unge på 14 - 17 år. Når de skal lave aftaler med hinanden sidder de og sammenligner kalenderne i deres smartphones. Ud over arbejde, venner, kæreste og sport har de også familie. En del har faktisk to familier og skal have det til at passe med, at de enten er hos mor eller far, hvor alt det andet så også skal koordineres efter. Hvordan skal de få det til at hænge sammen med, at de SKAL komme til håndbold tirsdag og tordag? Det kan de ikke, så sporten bliver fravalgt til fordel for computer, løbeture, motionscentre, crossfit eller andre kommercielle sportsgrene, hvor aktiviterne gerne er hypede (og dermed giver sovial og kan passes ind i de unges hverdag. Der er disse årgange vi taber på gulvet.

Medlemmernes forventninger
Vi lever i en verden, hvor de fleste føler de køber en ydelse, når de skal betale for noget. Det gælder bl.a. foreningskontingenter eller motions abonnementer. Man forventer, at når man betaler for en ydelse, så står der ressourcer og faciliteter til rådighed. Det betyder også, at foreningsmedlemmerne i dag forventer, at de kan møde op, så står der en kvalificeret og motiveret instruktør/træner, faciliteterne er til rådighed og der er tidssvarende udstyr i god stand. Når de unge så står i en nedslidt kommunal idrætshal med huller i loftet, boldene er halvflade og målene skal de selv være med til at stille op, så hænger det ikke sammen med deres oplevelse af, at mange steder kan de købe adgang til hypermoderne træningsfaciliteter i en motionscenter. Når nu der kun er 5 spiller til træning tirsdag og 5 tordag, så træner vi kun onsdag hvor der så kan komme 10.

Den tanke synes stadig at eksistere hos mange trænere og ledere. Disse har bare sjændent prøvet at snakke med spillerne om, hvad realiteterne er i deres liv. Det er voldsomt frustrerende for træneren og lederen at stå med afbud gang på gang til kampe og træning, Men prøv i stedet at få de unge og voksne til at planlægge deres tid. Bruge kalenderen på deres smartphones til og se hvornår de kan spille/træne og hvornår de ikke kan. Og gerne i god tid, så man er i stand til at arrangere træninger og kampe efter det. Den anden holdning hører forrige årtusinde til. For hvis der kun trænes 1 gang om ugen, så føler de fleste spillere (fra U10), at de får for lidt ud af det. De får ikke nok motion. De bliver langsomt . Håndbold er en teknisk krævende sport, hvor man hurtigt kan mærke, hvis ens niveau er lavere end de andres. Det gælder såvel træning som kamp. Spillernes tilknytning til sporten forsvinder ganske simpelt, hvis de kun træner 1 gang ugentligt.

Mine tanker til forandring
Mine input/erfaringer er: Inkluder jeres unge i klubben, så det at være hjælpetræner kan være deres fritidsjob, så tilknytningen til sporten/foreningen øges. Lad elite arbejdet blive samlet i færre store klubber, som har ressourcerne til at tage sig af dem, uden at det er på bekostning af bredden. Sæt et realistisk niveau for klubben og brug målbare succeskritirier, som f.eks. antal medlemmer, fremfor hårde sportslige mål som at man ønsker at have divisionshold osv. Hjælp jeres spillere på vej, fra en række til en anden såvel som hvis de skfter fra en klub til en anden. Giv spillerne gode oplevelser. Det holder på dem og øger chancen for, at de vender tilbage hvis de skulle skifte til en anden klub. Invester tiden til, at forstå spillernes kontekst: skole, arbejde, familie osv. Forstå hvordan klubben og træneren kan hjælpe med, at få sporten integreret i spillerens hverdag.

Lad sporten blive en del af spillernes netværk, så de trækker deres venner med ind i klubben eller får nye venner der. Det styrker i høj tilknytningen til sporten. Forsøg at lave sociale aktiviter i hallerne før og efter træning og kampe, hvor spillerne kan dyrke deres netværk. Aftal gerne med forældre, at spillerne først skal hentes 15-20 min. efter træningen/kampen er slut. Gør træningen til et tilbud, hvor man forventer spillerne kommer så ofte de kan, men at det også er ok at melde afbud. Planlæg træninger og kampe efter disse afbud. I dag er det foreningen der skal tilpasse sig spillernes verden og ikke omvendt, da mange føler de køber en ydelse fremfor den gamle tanke om, at pengene skal bidrage til et fællesskab. Brug bolde i træningen! Lad spillerne lege! Det er det der adskiller sporten fra at sidde i et motionscenter eller løbe en tur.

Dyrk legen med bolden, sørg for spillerne kommer til at svede og hav indbyrdes konkurrencer "for sjov". Håndbold har gennem mange år, været en del af den danske kultur. Men det er ikke noget, der givet per definition og hvis ikke, at foreningerne lærer at tilpasse sig en moderne tid, så vil sporten uddø. Interessen for sporten er der, men den skal omsættes til antal aktive i idrætshallerne. Det kommer ikke af sig selv. Det er en udvikling, der kun kan og skal startes af de lokale foreninger, da det er en lokal indsats, som kan skabe grobund for forandring. Men først skal foreningerne tilpasse sig en ny tid, da forandringen ellers ikke kommer til at slå rod og blive en varig platform for foreningerne.





Andre blogindlæg af Benny Jaksland:

27. april 2017
11. april 2017
17. maj 2016
07. maj 2016
24. april 2016
06. april 2016
21. marts 2016
17. februar 2016
01. februar 2016
29. december 2015
08. juli 2015
30. maj 2015
03. maj 2015
31. marts 2015
26. februar 2015
08. februar 2015
03. januar 2015
08. december 2014
18. november 2014
21. september 2014
05. september 2014
18. juni 2014
28. maj 2014
07. maj 2014
24. april 2014
09. april 2014
13. marts 2014
22. januar 2014
14. januar 2014
08. januar 2014
18. november 2013
11. november 2013
02. november 2013
23. oktober 2013
06. oktober 2013
26. september 2013
20. september 2013
04. september 2013
27. august 2013
14. august 2013
06. august 2013
26. juli 2013
04. juli 2013
11. juni 2013
31. maj 2013
26. maj 2013