×

Tak for dit besøg

Vi håber du er glad for hvad vi laver her på Sofabold, samt at du vil give os et like på Facebook som en lille påskønnelse for vores arbejde her på siden.

Hvis du er RIGTIG glad for Sofabold, er du også velkommen til at dele, så andre også kan få glæde af os.

Ligemeget hvad, så påskønner vi dit besøg!

 

Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Brøndby fyrer Zorniger - Hvad nu?

Ulrik Christian Forsom, 18. februar 2019 klokken 13:54 (Fodbold)

 

Et nederlag på 1-2 på udebane til Esbjerg fB var dråben, der fik det berømte bæger til at flyde over på Vestegnen. Brøndby IF fyrede mandag formiddag den tyske cheftræner Alexander Zorniger efter to et halvt år som cheftræner for de blå-gule. Dermed bliver kampen om top seks og Mesterskabsslutspillet uden den tyske cheftræner, og spørgsmålet er hvad der nu kommer til at ske for Brøndby IF.

Der er sjældent en god timing for en fyring af en cheftræner, men fyringen af Zorniger må alligevel siges, at komme på et højest underligt tidspunkt. To kampe er blevet spillet i foråret, og skønt afkastet har været miserabelt, med blot et point ud af seks mulige i mod modstandere af overkommeligt format, så må en fyring så tidligt på foråret indikere, at bestyrelsen og den sportslige ledelse har vurderet, at Zorniger har tabt omklædningsrummet, eller at han i hvert fald ikke ville kunne lykkes med at komme i Mesterskabsslutspillet. Ellers kunne en ændring have ventet til efter sæsonen. Man må huske på, at Brøndby stadig er med i DBU Pokalen, og at der dermed kunne have været en potentiel titel i vente for Brøndby. Det er der selvfølgelig stadig, men nu bliver det altså uden den tyske træners indflydelse.

Det var da også det signal som sportsdirektør Ebbe Sand lod skinne igennem på pressemødet mandag ved middagstid. Et pressemøde, hvor også Alexander Zorniger var mødt op for personligt at tage afsked med den danske sportspresse. Sand var efterfølgende fuld af lovord overfor den afgående træner og han insisterede på, at fyringen ikke skyldtes andet end sportslige resultater. Dette bakkede flere spillere eftefølgende op i interviews med blandt andet bold.dk, hvor blandt andre Hany Mukhtar og Benedict Röcker gav udtryk for, at der stadig var tillid til Zorniger.

Det kunne dog være interessant at vide, om dette også gælder for spillere som Jens Martin Gammelby, der har været genstand for Zornigers åbenlyse kritik i pressen. Der er næppe nogen tvivl om, at Zornigers metoder kan skabe flotte resultater, og i sidste sæson var Brøndby det klart mest underholdende hold at se i Superligaen. Men resultatet blev stadig blot en andenplads i ligaen samt en pokaltitel. I år har spillet slet ikke kørt på samme niveau, og dermed bliver det set fra mit synspuknt også tydeligt, at Zornigers stil er kompromisløs. Også når det går galt. Det mærker spillerne gennem interviews i pressen. Ikke bare Gammelby, men tidligere også de danske talenter har fået den kompromisløse stil at mærke. En stil, der altså kan accepteres når resultaterne kommer, men som måske bliver et irritationsmoment når de udebliver. Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, da jeg af naturlige årsager ikke er med på træningsbanen på Vestegnen. Men de fleste har kunnet se en Zorniger blive mere tillukket hen over efteråret, samtidigt med at resultaterne har værte gradvist dårligere.     

Derfor er jeg ikke sikker på, at Ebbe Sand siger hele sandheden, når han konstaterer at fyringen udelukkende skyldes sportslige resultater. Især ikke fordi Zorniger har et højt pointsnit. Det højeste i Brøndby i over ti år. Man ligger på fjerdepladsen i ligaen, med gode muligheder for en pokalsemifinale og et Mesterskabsslutspil. Der må ligge dårlige relationer bag fyringen. Ellers virker timingen, som allerede nævnt, helt skæv. Hvorfor fyrede man ikke Zorniger efter sidste spillerunde i efteråret, hvor man tabte med 2-3 hjemme til Vendsyssel FF? Det havde givet en ny cheftræner en bedre mulighed for at forberede holdet til de sidste seks spillerunder i foråret. Nu får en ny træner blot fire-fem dage til at tage ansvaret og få stillet et hold til en helt igennem vital kamp mod Randers FC.

Ebbe Sand redegjorde på pressemødet for, at en ny træner ville blive meldt ud senest onsdag. Men sportsdirektøren ville ikke ind på hvilken løsning man arbejdede på. Muligvis betyder det, at en Martin Retov får muligheden på den korte bane. Men mon ikke en Kasper Hjulmand kunne spøge i kulissen på den lidt længere bane? Han har kontraktudløb til sommer, og en mulighed for at arbejde med et spændende Brøndbymandskab bør vel kunne lokke ham til Vestegnen, hvis ikke det rigtige tilbud fra udlandet lander på hans skrivebord. Personligt tror jeg ikke på, at Hjulmand kommer til udlandet, men i stedet er han mit bedste bud på en kommende Brøndbytræner. I ham får Brøndby en udadvendt træner med et spændende spilkoncept og samtidigt en træner, der nok vil bruge Masterclass-spillerne bedre end forgængeren, der ikke altid havde de pæneste gloser fremme om talentudviklingen i Brøndby. 

Faktisk vil det slet ikke undre mig, om Kasper Hjulmand bliver præsenteret i Brøndby allerede i løbet af dette forår. Det vil give god mening for både Brøndby, Hjulmand og faktisk også FC Nordsjælland, der kan få lidt økonomisk kompensation, hvis de slipper ham tidligere. Mit bud er derfor at Hjulmand bliver præsenteret i Brøndby når den sidste runde af Grundspillet er spillet til ende. Om Brøndby så når med i Mesterskabsspillet er en anden sag. I hvert fald får den ansvarlige træner i de kommende fire runder en opgave af rang. Og det bliver som altid spændende at følge med i fra sidelinjen. 

 





Andre blogindlæg af Ulrik Christian Forsom: