Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Anmeldelse af: Bundesdanskere

Ulrik Forsom, 05. september 2017 klokken 12:21 (Håndbold)

Den tyske bundesliga i håndbold er en af verdens hårdeste ligaer, når det kommer til herrehåndbold. Alligevel er det den liga, der har huset flest danske spillere igennem tiden. Der må derfor også ligge en masse gode fortællinger gemt bag Bundesligaens polerede ydre. Det har journalisten Malte L. Nørgaard sat sig for at finde ud af i bogen Bundesdanskere – Fortællinger fra verdens hårdeste håndboldliga.

Forfatteren har rejst rundt i det tyske og interviewet en række danskere, der har spillet i Bundesligaen, eller som fortsat gør sig gældende i den stærke liga. Og det er der kommet en ganske interessant bog ud af. Nørgaard får pillet nogle interessante historier ud af møderne med blandt andre Lars Christiansen, Rasmus Lauge og ikke mindst Allan Damgaard.

Sidstnævnte var i HSV Hamburg, da klubben i januar 2016 går konkurs. Den historie deler Damgaard i bogen, hvor forfatteren med sit levende sprog gør den tragikomiske historie nærværende og særdeles spændende. Ligeledes bliver mødet med den tyske kultur fortalt med et glimt i øjet, og man fornemmer vantroen i de danske spilleres øjne ved at opdage, at der forefindes et køleskab fyldt med øl i omklædningsrummet.

Generelt set er det netop forfatterens sprog, der for alvor løfter bogen. Indledningsvist fortæller Malte L. Nørgaard om et besøg hos Thomas Mogensen og til et Nordderby; opgøret mellem Flensburg-Handewitt og TWH Kiel. Det er et stærkt kapitel, hvor Nørgaard fortæller så levende om oplevelsen, at man skulle tro man sad ved siden af ham og så ned på håndboldspillet på banen.

Det er ikke Malte L. Nørgaards debut som forfatter. Tidligere har han udgivet bogen Ærkerivaler om fodboldens vilde lokalopgør. Der er ingen tvivl om at han er engageret sportsnørd. Det skinner tydeligt igennem såvel denne som den tidligere bogs sider. Alligevel er Bundesdanskere på mange måder mere interessant. Dels fordi bogen er bygget op gennem interviews, der gør den mere nærværende. Dels fordi Nørgaard selv spæder op med egene oplevelser fra diverse håndboldhaller.

Bogen emmer af håndbold, og det er tydeligt at forfatteren ved hvad sporten handler om. Man har indtryk af, at der er lavet et godt stykke fodarbejde inden bogen er blevet til. Det er altså ikke et øjebliks idé, der har inspireret bogen – det er ægte passion, og det er med til at gøre bogen læseværdig. Selv for undertegnede, der ikke har håndbolden som sit primære felt, og som mestendels kender spillerne fra tv-skærmen. Med Bundesdanskere giver Malte L. Nørgaard et indblik i håndboldens verden, der også er interessant for folk, der ikke nødvendigvis er inde i alle sportens kringelkroge. Undertegnede glæder sig allerede til næste projekt fra Nørgaards side.

 

Bundesdanskere – Fortællinger fra verdens hårdeste håndboldliga er udgivet på Byens Forlag 30. Juni 2017.