Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Anmeldelse: John Eriksen - Angriberen der glemte

Ulrik Forsom, 08. november 2016 klokken 22:47 (Fodbold)

En bog skrevet med respekt for personen, og spilleren, John Eriksen. Således kan man kort og præcist formulere journalisten Lars Finks bog om angriberen John Eriksen, der er udkommet på Forlaget Turbine.

Lars Fink, der ligesom John Eriksen selv, kommer fra Svendborg har lavet en gennemført research for at komme tæt på, rundt om og ikke mindst ind i personen John Eriksen.  Bogen fortæller om fodboldspilleren John Eriksen, der trods et hav af mål for udenlandske klubber som Roda JC, Feyenoord, Servette og Luzern, samt ophold i Svendborg forenede Boldklubber og OB, aldrig formåede at træde ud af skyggen fra Preben Elkjær, Frank Arnesen og Michael Laudrup. Han opnår sit højdepunkt på landsholdet i 1986, hvor han med sin scoring til 2-0 sikrer en dansk sejr over Vesttyskland ved VM i Mexico.

Men fortællingen om Eriksen er ikke bare en fortælling om en dansk angriber med mål i støvlerne. Det er samtidigt en gribende fortælling om en person, der i en ung alder bliver ramt af demens. Sygdommen overtager langsomt, men sikkert kontrollen over Eriksen, der til sidst dør på et plejehjem i Svendborg i en alder af blot 44 år.

Bogen er, som nævnt længere oppe, skrevet med en tydelig respekt for, ja nærmest kærlig fascination til John Eriksen, men Lars Fink er en dygtig fortæller, der sammen med historien om Eriksen får fortalt historien om dansk fodbold i 1980’erne. Han slipper aldrig fokus på John Eriksen og fortællingen om den introverte angriber bliver levende og meget læseværdig gennem interviews med de folk der var tæt på ham. Både med- og modspillere giver deres besyv med i bogen, men det lykkes også for Fink for eksempel at få plads til Ivan Nielsen og Morten Olsens holdninger til Danmarks slutrunde i 1986, og det synes jeg er ganske befriende. Især fordi historien om Eriksen jo hele tiden har en trist skygge; man ved godt at dette ikke er en lykkelig historie. Akkurat som når man læser Ronald Rengs Et alt kort liv virker det befriende, at der også er blevet plads til sidehistorier, uden at man på noget tidspunkt mister fokus på den egentlige historie.

Bogen bliver mere gribende i takt med at Eriksen får det stadigt værre. Allerede i prologen lader Fink dygtigt læseren vide at skæbnen er ond ved Eriksen. I et festligt selskab fortæller Gert Eriksen, Johns bror at broderen har demens. Det er i 1997. Så er man klar over hvordan bogen ender. Og det giver resten af bogen et trist skær, men også et nødvendigt skær.

Med bogen skriver Lars Fink sig for alvor ind i toppen af danske fodboldbøger. Det er godt håndværk der ydmygt men reelt fortæller om en stor sportsperson som desværre blev glemt i både samtiden, men egentligt også i eftertiden. Til begravelsen i Svendborg kom blot to af Eriksens landsholdskammerater, nemlig Ivan Nielsen og Lars Høgh. Men takket være Lars Finks fremragende bog er mindet om skarpretteren Eriksen sikret mange år frem i tiden. Det fortjener han for hans meritter på de europæiske fodboldbaner taler for sig selv. Skal man blot læse en enkelt fodboldbog i år, så er John Eriksen - Angriberen der glemte sig selv  et godt bud, for det er en glimrende fortælling. 

 John Eriksen - Angriberen der glemte sig selv er skrevet af Lars Fink og udkommet på Forlaget Turbine.