Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Anmeldelse: Jeg er nummer 11

Emilie-Marie Fridh, 25. oktober 2013 klokken 13:51 (Fodbold)

Peter Graulunds biografi er uden sammenligning årets kedeligste.

Det var med stor spænding, at jeg åbnede Jeg er nummer 11. Men lidt som Rihannas koncert til årets Roskilde-festival, blev fornøjelsen mere og mere pinagtig, jo længere ind i oplevelsen jeg kom.

Peter Graulund var en stor Superliga-profil, bevares. Men et spændende liv har han ikke levet. De første 60 sider om angriberens opvækst i Sønderjylland er tandløst og minder mest om en psykologsamtale, som Graulund skulle have foretaget for længst ovenpå forældrenes skilsmisse. Når man i egen bog bliver overgået af Thomas Gravesen, der bliver nævnt som en lille birolle på små 5 sider, så er den gal.

Så kommer det, som jeg sad og ventede på, mens jeg gabende bladrede igennem de alt for mange rosende ord om den unge, upcoming stjerne (blandt andet fra Per Rud, der også lige gav en sviner til alle under 30). Historierne fra det professionelle fodboldliv. Men Graulunds oplevelser på banen bliver overskygget af alt det personlige fnidder, som også har fyldt alt for meget i medierne i denne uge.

Jeg sidder tilbage og har læst 388 sider af en bog, der ikke sagde noget som helst. Og så alligevel. Det handler meget om namedropping (vidste I, at Graulund datede Andrea Elisabeth Rudolph som ung?), penge og kritik. Hvilken slet ikke passer, men det er sådan man føler, når man kæmper sig igennem de lange ordstrømme.

Det er synd, fordi coveret og billedserien indbyder til en vild historie om en kæmpe profil. Men den kæmpende løve er bare en lille killing, der prøver at brøle som Simba i Løvernes Konge.

For at gøre en grim sammenligning, så minder bogen mig om Stig Tøftings No Regrets, bortset fra, at Stig Tøfting havde en personlig fortælling, der var mere værd at skrive om. Desværre Graulund, men man skal ikke lave en bog om middelmådige mennesker med middelmådige liv.

Værst af alt står der i forordene fra bogens forfatter, Søren Højlund-Carlsen, at bogen ville være kritisk. Jeg synes godt nok ikke, at den AGF-elskende nedskriver af Graulunds liv formår at overbevise mig. Jo, bogen er kritisk over for Peter Sørensen. Hvis det var det, du mente, Søren, så jo. Bogen er kritisk.

Hvis du gerne vil læse om Graulunds kritik af ledelsen i AGF, og hans modstand af Per Bjerregaards lægemetoder, så google bogen i stedet for at gå i Bog & Idé. Skulle nysgerrigheden nu alligevel overvælde dig, så sig ikke, at du ikke var advaret.